jgj

jgj

mandag den 11. juli 2016

Sjældenheder på Sønderho Strand - Vadehavet netop nu!


Der er masser at opleve i Vadehavets natur i juli måned. Mangler man et sted at gå på opdagelse i ferien på Fanø, kan der hentes inspiration her på bloggen, der de næste uger vil præsentere nogle af de mange historier om nationalparkens natur.

Strandkål på Sønderho Strands lag af muslinger.


Sønderho Strand er ikke helt som den øvrige strand langs Fanøs vestside. Kysten slår et næsten 90 graders knæk omkring nedkørslen til stranden ud for Odense Kommunes Feriekoloni. Det betyder, at Sønderho Strand er sydvendt, og at planterne her modtager maksimale mængder sollys. Samtidig skyller der bunker af muslinger op her på stranden, hvor de lægger sig i op til en meters højde efter en storm. Det forandrer "jordbunden" markant. Den består pludselig af mere musling end af sand og indeholder - efterhånden som nedbrydelsen af muslingerne sætter ind - kalk. Voksestedet minder derudover måske mere om en "hård" stenstrand end en sandstrand. Måske er det derfor, at et par planter, der ellers er meget fåtallige i Vadehavets sandede landskab, kan findes her.

Strandkål er ikke som sådan sjælden i Danmark, men da den normalt ynder stenstrand, findes den ikke mange steder i Nationalpark Vadehavet. Strandkål er nem at kende og er i øvrigt spiselig. Dens ganske lille stenfrugt kan trille hen ad stranden med vinden, men også flyde. På den måde kan arten sprede sig langs kysterne, hvor den således udnytter både blæsten og oversvømmelserne.

Strandhornskulpen er en decideret sjældenhed her i landet. Den vokser kun på ganske få lokaliteter, og det var en overraskelse, da den første gang blev fundet på Sønderho Strand. Den vokser lige der, hvor klitten så at sige bliver til strand. Her står den højt nok til at overleve slid fra stormfloderne, men langt nok fremme i forreste række mod vandet, hvor flertallet af arter fra klitten må give fortabt overfor saltvand. Hornskulpen har ligesom strandkål en fordel i at kunne overleve ret store mængder salt.

Strandhornskulpes gule blomster er lette at kende.


På billedet af hornskulpen ses i baggrunden en slange i paradiset. Den meget dominerende rynket rose har bredt sig helt her ud på stranden og kan på sigt dække hele den botanisk værdifulde zone foran klitten. Rosen er som bekendt indførte til Danmark for længe siden og plantes stadig som lægiver og prydplante f.eks. omkring sommerhuse. Når de breder sig ud i naturområderne, truer de dog den - meget artsrige - oprindelige natur. Derfor planlægger Fanø Kommune en indsats, hvor man kan - om ikke fjerne den - så holde rynket rose stangen og reducerede den spredning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar