Opskriften på Vadehavet....8 ingredienser!

 

Klitter, tidevand og mudder….vi får alle bestemte billeder for vores indre blik, når vi hører ordet Vadehavet. Men hverken klitter eller tidevand er i sig selv unikt for Vadehavet. Klitter finder vi f.eks. mange andre steder i landet, og tidevandskræfterne er faktisk meget stærkere i Frankrig og det sydlige England. Mudrede kyster er vi heller ikke ene om at jokke rundt i. Men hvad er det så, der gør Vadehavet til en helt særlig landskabstype, der i bogstaveligste forstand er unik på Kloden? Svaret kan koges ind til denne opskrift bestående af otte ingredienser:

1.      1. Et vadehav skal tilføres finkornet sediment fra havet (sandkorn og materiale, der er endnu mindre).

2.      2. Der skal optræde en tidevandsforskels af en vis størrelse.

3.    3.  En ørække skal skærme den bagvedliggende havbund og kysten mod kraftige bølger.

4.      4. Havbunden skal skråne langsomt og jævnt.

5.    5.  Klimaet er tempereret, altså hverken for koldt eller meget varmt.

6.    6.  Kystområdet skal synke som følge af geologiske kræfter.

7.    7.  Floder eller store vandløb munder ud i en bred tragt

8.    8.  Landskabet bag havet er lavtliggende.

Alle disse elementer er sjældent til stede på én gang, og selvom der findes andre vadehavsområder på Kloden, findes der kun ét på en størrelse som ”vores” mellem Blåvands Huk i nord og Holland i syd.

Kigger vi nærmere på enkelte krav ”krav” til et vadehav, forstår man hurtigt, at elementerne er hinandens forudsætninger. Men et landskab kan eksempelvis sagtens tilbyde et kraftigt tidevand, uden at havbunden er jævnt skrånende. Eller der kan være masser af sand til rådighed i havet, uden at det nødvendigvis aflejres.

For Fanøs vedkommende kan vi se alle elementer i hele opskriften i vores umiddelbare nærhed.  Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at havnen i Sønderho er sandet til, og at det er en konstant udfordring at holde lystbådehavnen og renden til Nordby dyb nok til, at vi kan sejle ind. Så ja, der bliver tilført materiale fra havet (1). Tidevandets kræfter er en del af den daglige oplevelse, om ikke andet, så når vi tager med færgen (2), og Fanø er som bekendt bare én af en lang række af såkaldte barriereøer, der skærmer fastlandskysten og Vadehavet mod store bølger, der ellers ville nedbryde land og tage meget af det finkornede materiale fra havbunden med sig ud (3).

At havbunden kun skråner meget langsomt oplever vi både fra stranden, når vi bader eller skuer ud over Vadehavet fra f.eks. Kammerslusen ved Ribe (4). Den jævnt skrånende havbund gør, at vandet ”løber sig træt” frem mod kysten og taber det finkornede materiale fra havet. Klimaet hos er mildt nok, til dyrelivet i havbunden kan klare vinteren, men ikke så varmt, at her udvikles en mangrove, som man ser i tropiske tidevandsområder (5). Det sydvestjyske landskab synker stadig lidt som en følge af den seneste istids afslutning. Det var en at forudsætningerne for, at Nordsøen langsomt kunne trænge ind over istidens landskaber vest for det nuværende Jylland og danne et vadehav (6) - hvorved aflejringen jo igen har skabt en højere havbund og et egentligt landskab). Kigger vi fra Fanø mod nord, finder vi Varde Ås udløb i Ho Bugt. Her er netop tale et bredt tragtformet udløb (7), hvor åens vand, pga. det lavtliggende og flade bagland, løber langsomt ud og kun tilfører fint materiale, der så at sige passer ind i Vadehavets sandede bund (8). Alt i alt har vi nu et landskab, der tilbyder levesteder for titusinder af arter, der er tilpasset de særlige landskabelige forhold.

Børnenes Online Naturgalleri - Salamandere

Eleverne fra 4. klasse drog under den første genåbning af skolen i små hold ud naturen, hvor der både var den fornødne plads og masser af oplevelser med foråret. Målet var salamanderne, der på denne årstid har søgt mod kanalerne i Torp Plantage. Alle elever har tegnet salamanderne og fordybet sig i deres udseende og levevis. Det er der kommet en pragtfuld samling af skitser ud af til det lille online naturgalleri her på bloggen.

Både han/hun har en orange underside, hannens farver er kraftige. Lea, 4. kl.

Denne tegning er af en hun. Halens er smal og farverne på undersiden diskrete. Johanne, 4. kl.

Selv set fra oven, kan man på Theodors tegning se, at vi har at gøre med en han. Den har en "dragekam" over ryggen.

Inge har på yderst elegant vis fanget noget af det sværeste ved at tegne en salamander i levende live...halen,der bugter sig!

Salamandere lever meget af året på land og søger kun mod vandet, når parringstiden indtræffer. Æggene lægges i vandhuller, hvor der hverken må være fisk eller for mange ænder, der æder yngelen.
Og nej, salamandere er ikke det samme som firben, selvom de ligner. Firben er krybdyr og afskyr vand. Den Lille Vandsalamander, som findes i Torp Plantages vandhuller er udbredt over det meste af landet, men er gået meget tilbage, fordi dens levesteder er forsvundet mange stedet.

Vandhullerne skal være solbeskinnede, ellers forsvinder salamanderne, og de må ikke være for dybe. Mange steder kan man læse, at Lille Vandsalamander ikke findes på Fanø, men de er her altså i Torp. Det kan mange børn på øen bevidne.

Uden for ynglesæsonen ser man ikke meget til salamanderne. De kravler rundt i skovbunden, men skjuler sig godt om dagen. Om vinteren går de som andre padder i hi, gravet ned i jorden, hvor der er frostfrit.

Børnenes Online Naturgalleri.

Thomas Skelmoses tegning fra bålpladsen i Fanø Klitplantage siger meget om stemningen omkring flammerne. Tænk engang, hvad bålet betyder for os og har betydet for menneskeheden...intet mindre.

Der sker noget med os, når vi samles omkring et bål. Samtalerne skifter karakter, og vi falder til ro på en måde, der kan måles og forklares af videnskaben. Selv, hvis vi er alene om at stirre ind i flammernes spil, mærke varmen og høre træet syde, har bålet en beroligende virkning. 

Mens bålet i dag forbindes med hygge, guitar og fællessang (med alle dens værdier, som vi bliver mindet om under Corona-isolationen), har bålet gennem menneskets historie været afgørende for overlevelse og udvikling; innovation, der overmatcher internettets opfindelse. Allerede det moderne menneskes forfader Homo erectus har beviseligt håndteret ilden, og har på den måde kunne varme sig, holde rovdyr på afstand og udvide dagen ved hjælp af bålets lys. Sidenhen har mennesket kunne benytte ilden til at udvikle alt fra redskaber og kogekunst for derigennem at ændre diæt og sprede sig geografisk. Dertil kommer uendelige rituelle anvendelser, hvor ilden spiller en hovedrolle, stadig i dag. Hurtigt kommer vi til at tænke på Sct. Hans og også de uhyggelige hekseprocesser i Middelalderen og op i 1600-tallet. I øvrigt er vores tradition omkring en tøjheks på bålet først opstået omkring år 1900.

En anden, mere regional, tradition, hvor et bål i en vis størrelse står i centrum, er den såkaldte ”Pers awten” d. 21. februar, der i dag forbindes med den sønderjyske og nordfrisiske Vadehavskyst (i Sønderho er den ligeledes taget op). Oprindeligt har denne stik været hedensk og handlet om at fejre vinterens afslutning, men sidenhen har man langs Vadehavet brugt begivenheden til at markere sømændenes afsked ved forårets komme. Tyskerne kalder traditionen for ”biikebrånen” eller ”biikebrennen”. Biike kan oversættes til båke, altså et fyr eller sømærke. 

Både Fanø og de andre Vadehavsøer har i øvrigt steder, der refererer til Bavnebjerge. Typisk nogle høje klitter, hvor man kunne tænde bavn (bål) for at signalere om alvorlige hændelser til befolkningen eller fastlandet.

I England har man undersøgt, hvilke samtaler vi har omkring et bål. Det er bemærkelsesværdigt. 81 % af samtalerne omkring bålet i mørket havde karakter af historiefortælling, hvilket kun gør sig gældende for 6 % af samtalerne i dagslyset. Studiet viste, at vi i dagens løb i stedet bruger 34 % af tiden på forskellige former for beklagelser og problemer. Som endda er separeret fra økonomiske temaer, der ifølge undersøgelsen fylder en tilsvarende del. Men i mærket omkring bålet, sker der åbenbart noget andet.

Om det bare er mørket og den intime stemning eller bålet, der gør forskellen, siger studiet dog ikke noget præcist om, men ilden i sig selv gør faktisk noget.  De rolige, men skiftende billeder, man oplever ved at stirre ind i bålet, giver hjernen ro og lader den forstå, at den ikke skal fokusere opmærksomheden noget sted hen. Det giver os en afslappende fornemmelse, og giver plads til andre ting end økonomi, konflikter og problemløsning. Derfor er bålet da også blevet omdrejningspunktet i flere terapiformer. Og det er ikke rent gætværk. Der er evidens for, at vores blodtryk falder omkring bålet, og at det ikke bare har at gøre med den rolige stemning, der ofte etableres her af andre grunde. Amerikanske forskere mener endda, at det har haft evolutionær betydning for menneskets sociale udvikling, at vi (allerede for halvanden mio. år siden) har stirret ind i flammerne sammen og lade os hypnotisere af ilden og slappe af sammen. Så tænd op i bålet og nyd dets virkning. Husk dog selvfølgelig, at overholde reglerne for åben ild både på matriklen og i naturen. Det er f.eks. ikke tilladt at lave bål på stranden, i klitter eller i skoven, med mindre der er etableret egentlige bålpladser.

Tak til Thomas Skelmose (5. kl) for den flotte tegning.

Børnenes Online Naturgalleri #1

Så er vi igang! Her er de første tegninger i Børnenes Online Naturgalleri. 

Tak til Sol og Alba for værkerne her, der er lavet - helt i galleriets ånd - ude under åben himmel i landskabet med motiverne lige dér foran. Det kommer der simpelthen bare bedre tegninger ud af. I stedet for at digte og f.eks. tegne skyer og træer, som man "har vedtaget" at de ser ud, kan man faktisk kigge på sit motiv, opleve og fortolke det! 

Sols tegning af landskabet  og møllerne "ude mod nord" har alle elementerne med fra miljøet derude. De jævnt bølgende klitter, dækket af en sparsom bevoksning, der på denne årstid giver et tørt, svagt okkerfarvet indtryk op mod den mørkegrønne fyrrebevoksning. Bæltet af fyretræer er plantet sammen med Kikkebjergskoven for at give lidt læ for Nordby (og som en del af den hele den vestjyske kamp mod sandflugt i 1800-tallet). Iøvrigt var store dele af lokalbefolkningen på Fanø i sin tid imod beplantningen og ideen om en klitplantage. De mange får, som græssede i landskabet, kunne jo dårligt få lov at gå på nyplantede arealer, så der var kamp om pladsen. 

Albas sæl på Søjorden er et fornemt studie i, hvordan sælerne har behov for at kravle på land for at hvile og udnytte solen og den deraf dannede D-vitamin. Og selvom de nu om dage er blevet langt mere tillidsfulde, end da de stadig var jagtbare (indtil midten af 70´erne), ved de instinktivt, at de ikke skal kravle for langt op på sandbanken. Sæler er havpattedyr og ikke særlig elegante eller hurtige på land. Den nysgerrighed, de udviser i vandet, er på land vekslet med noget mere opmærksomhed mod omgivelserne. Så selvom vi kan komme meget tæt på dem ved havnen i Nordby, kravler de ikke længere væk fra vandet, end at de hurtigt kan kaste sig ned i sikkerhed. Det viser Albas tegning med al tydelighed. Søjorden er en ganske lille sandbanke ved højvande, mens der ligger enorme banker mellem f.eks. Fanø og Mandø. Her ligger der som bekendt mange sæler, og en sjov iagttagelse er, at sælerne altid ligger på bankernes stejle side, ned mod en dyb tidevandsrende og altså ikke på de sider af sandbanken, der skråner jævnt over mange hundrede meter. Så skulle de konstant flytte sig under faldende vand.

Sol og Alba i aktion.

Mor Ny Weisser Øhlenschlæger har også bidraget. Stor tak til hele familien.

Alle børn kan sende deres tegninger og malerier ind til Online Galleriet. Eneste regel er, at motivet skal være hentet i Fanøs natur. Men det kan sagtens være en snegl fra haven! Send til naturvejleder Marco Brodde på bgmb@fanoe.dk eller via Facebooks beskedfunktion..