Stormfloden bygger land og nye levesteder

Hønen, Fanøs sydspids, under stormflod.

 

Stormflodssæsonen er over os, og med den seneste tids oversvømmelser af havne, strande og klitter, er det nærliggende at spørge, hvordan de dramatiske vejrforhold påvirker landskabet og dyrelivet i Vadehavet omkring Fanø. Her forsøges med et par svar. Læs evt. også indlægget på bloggen om "Hønen" fra i sommers.

Eroderer Fanøs strande under stormfloder?

Det korte svar er nej. Fanø er en såkaldt regressiv barriereø. Det betyder, at den stadig vokser mod vest. Derfor er stranden meget bred, og der er rigelige mængder af sand, der er forudsætningen for, at vinden kan opbygge klitter i sommerhalvåret. Selvom de yderste unge klitter eroderer og måske skylles over under stormflod, bliver det meste af sandet på stranden og flyver altså atter op som nye klitter, så snart det tørrer. Faktisk vil storme ofte resultere i, at havet tilfører nyt sand, da revlerne ud for kysten skubbes op på stranden. Stranden bliver samlet set højere og bredere. Denne sammensmeltning af revler er hele forudsætningen for Fanøs dannelse. Skallingen nord for Fanø er dannet ved, at den historiske stormflod i 1634 med ét flyttede enorme mængder fra sand ind fra havet ud for Blåvandshuk. At Skallingens vestkyst så i dag rykker tilbage, er et tegn på Vadehavets foranderlighed. Geograferne er dog sikre på, at indersiden af Skallingen opfanger så meget materiale fra havet, at halvøen stadig vil være at finde på landkortet. Men den har aldrig haft en stabil udformning.

Trues dyrelivet af stormene?

For de enkelte individer kan en stormflod være en dødsensfarlig begivenhed. Men for bestanden af den pågældende art er der ingen problemer. Faktisk er stormene og det hårde vejr tit en forudsætning for at visse arter overhovedet findes i Vadehavet.

Det er som udgangspunkt udfordrende for dyr og planter at leve på kanten mellem land og hav i et tidevandspåvirket landskab. Fordi forholdene hele tiden ændrer sig. Det gælder til dagligt, når vadefladerne over få timer skifter fra at være tørre til våde og tilbage igen. Eller når blæsten flytter den klit, som planterne lige havde etableret sig i. Dyr og planter skal være meget tilpasningsdygtige, og en storm er en rigtig "game changer". Muslinger, der har fundet det helt rigtige sted i havbunden, skylles fri og måske helt op på stranden, hvor mågerne venter. Planter, der lever på den tørre strand, må pludselig stå imod i timevis, når bølgerne flår og hiver i dem. Og vadefugle som strandskader og ryler, der har været fristet til at blive vinteren over, må flyve rundt i blæsten og lede efter rastepladser, der ikke er oversvømmede, som deres sædvanlige sandbanker ude i selve Vadehavet. Sælerne bliver trætte, og de svageste bukker under. Der er drama nok til adskillige nye Disneyklassikere.

Men selvom enkelte individer kan bukke under, er arterne tilpasset forholdene. Også hjertemuslingerne, der under hårde vintre helt kan forsvinde fra store arealer på grund af frost. Bestanden bygges hurtigt op igen pga. de gunstige forhold netop i Vadehavet. Planterne på stranden, der nogle gange må bukke under pga. oversvømmelse, kommer også hurtigt igen. Mange arter udnytter oversvømmelserne til at sende frøene med vandet ud i verden. De er altså afhængige af oversvømmelsen. Og planterne frister netop et liv på stranden, fordi de langt hen af vejen kan overleve. Modsat de mange knap så modstandsdygtige arter, der må blive længere oppe i terrænet og kæmpe om pladsen med alle de andre.
En almindelig art som sandhjelme bliver begunstiget af at blive dækket med sand. Derfor danner et brud på klitten, hvor sandet fyger op over toppen, så at sige et godt levested for arten. På samme måde er åbne klitbrud med bart sand et uhyre vigtigt levested for en lang række insekter og krybdyr, fordi temperaturen her på det bare sand er høj om sommeren. Dette resulterer også i flere fugle i klitnaturen. Alt sammen pga. vejrets og stormenes "hærgen".

Sådan er der mange eksempler på at stormene udgør en vigtig del af Vadehavets økosystem. Den vilde natur og det, den giver af levesteder for dyr og planter, er netop baggrunden for verdensarvsudpegningen.

Tøffelsnegle skifter køn efter behov

Tøffelsnegle på huset af en konksnegl. I færd med at skifte køn...

Efter en vinterstorm som Urd, der ramte i juledagene, kan man altid gøre spændende fund på Vadehavets strande. Meget af det dyreliv, der ellers er skjult på havbunden, åbenbares, når stormen rusker og skyller store mængder af muslinger, snegle og andre dyr op på kysten. Det er både tomme muslingeskaller og stadig levende muslinger, som på stranden fortæres af de måger, der også er blevet blæst ind mod land og får sig et tiltrængt hvil. Ved sådan en lejlighed kan der på Fanø stå over 20.000 måger på stranden.

En af de mærkværdige skabninger, man kan finde i opskyllet er en 'sær snegl' fra amerikanske farvande. Tøffelsneglen skiller dig ud fra de i Vadehavet hjemmehørende snegle ved at hæfte sig fast på, hvad den nu kan finde med en hård overflade. Da der i Vadehavet ikke findes klippekyst eller sten, finder man ofte tøffelsneglen siddende på andre dyrs skaller, f.eks. konksneglens.

Tit ses flere individer sidde sammen eller sågar oven på hinanden, og det er der flere gode grunde til. Tøffelsneglene er i færd med at parre sig med hinanden og kan i den forbindelse skifte køn efter behov. Det kan være nødvendigt, da tøffelsneglene fikserer sig selv til underlaget, når først de i en vis alder 'etablerer sig'. Dyrene starter alle livet som hanner, men kan så, når de vokser i størrelse, forvandle sig til hunner. Det er typisk de største hanner, der lader de hanlige kønsorganer skrumpe og de hunlige udvikle. Når først forhandlingen til hun er sket, forbliver dyret hun. Fordelen ved at netop de største individer skifter fra han til hun er, at en stor ægproduktion forudsætter en stor fysisk volumen..

 Den gængse opfattelse har været, at sneglenes kønsskifte igangsættes af en kemisk kontakt gennem vandet. Dette ville være logisk, da sneglene jo ikke bevæger sig meget rundt og derfor er afhængige af at kunne "mærke" hinandens tilstedeværelse på andre måder. Men eksperimenter udført af det amerikanske Smithsonian Tropical Research Institute har vist, at tøffelsnegle, der rører ved hinanden, reagerer og sætter gang i det nødvendige kønsskifte hurtigere end de snegle, der har fysisk afstand til hinanden.

Tøfffelsneglen er en blandt ganske mange arter af fremmede dyr i Vadehavet, der er kommet hertil ved vores hjælp, ofte utilsigtet. Man mener, at tøffelsneglen først er kommet til Limfjorden i 1930´erne med udsat østersyngel fra Nordamerika. Fra Limfjorden har den bredt sig ned langs den jyske vestkyst og det nordlige Kattegat.