Vadehavets insekter har styr på højvandskalenderen

Stigende vand på vaden ved Sønderho. Havbundens dyr ved, hvornår det sker.

Smådyr i Vadehavet skal passe tiden, det er et spørgsmål om liv eller død.

De færreste mennesker vil – uden at kigge i højvandskalenderen - kunne svare på, hvornår højvandet indtræffer i Vadehavet midt i næste uge. Især hvis man befinder sig langt væk fra Vadehavet og ikke har grund til at følge med i tidevandets daglige kommen og gåen, har man næppe nogen stærk kropslig fornemmelse for højvandet, der hver dag indtræffer lidt senere end dagen forinden. Men her er Vadehavets insekter os overlegne. Flere af dem er afhængige af et indre tidevandsur, der gør dem i stand til både at søge føde og lægge æg på det rigtige tidspunkt.

Forsøg med en art fra gruppen af springhaler, der i øvrigt er verdens ældste kendte insektorden, har vist, at dyrenes indre ur fortæller dem om tidevandsstanden, også selvom de er fragtet væk fra Vadehavet og ind i et laboratorium. Springhalerne lever nedgravet i Vadehaves sandbund ved højvande, men kommer op på overfladen ved lavvande, hvor de æder af alger på vaden. Havde dyrene blot reageret på den fysiske forandring i omgivelserne, kunne man forstå det. Men at de rent faktisk, i hvert fald nogle dage frem, reagerer automatisk og rettidigt kravler op gennem laboratoriets sand og tilbage igen, inden vandet stiger ude i Vadehavet, er fascinerende.

Næsten mere utroligt er det, at f.eks. en art dansemyg har synkroniseret sin æglægning, ikke bare med det daglige tidevand, men med springfloden, der indtræffer hver anden uge. Myggens larver lever på f.eks. tang, der de fleste dage er dækket af vandet, men som i dagene omkring nymåne og fuldmåne (springflod) kortvarigt tørlægges. Ved springflod er vandstanden henholdsvis en smule lavere og højere end ved almindeligt lav - og højvande. Dette udnytter larverne ved at forpuppe sig på det rette tidspunkt, så de kan forvandle sig til voksen insekter præcis, når deres levested er tørt nogle få timer i en 14-dages periode. Og de har travlt. Straks efter klækningen skal hunnerne parre sig og nå at lægge æg inden næste højvande. Herefter kan de dø. At leve med tidevandet er for nogle et spørgsmål om liv eller død.

Fanø klimasikres af Vadehavets bakterier

Mange bække små..., siger vi, når vi skal beskrive, hvordan et enkelt lille skridt kan gøre en stor forskel...når bare, der tages skridt nok. Men at noget så småt som bakterier og mikroskopiske alger er med til at bygge Vadehavet op, så der til sidst opstår strande og øer, er alligevel svært at fatte.
I sidste ende er bakterierne således med til at klimasikre Fanø og Vadehavets andre øer, fordi bakterier og alger simpelthen bygger vadefladerne omkring øerne højere, så disse kan fungere som naturlige bølgebrydere under stormfloderne. Forklaringen følger nedenfor, og historien er et eksempel på de unikke naturfænomener, som verdensarvsudpegningen af Vadehavet handler om.

For "hvor er den der Verdensarv", spørger Fanøs gæster, der har hørt om den fornemme optagelse på UNESCOs liste over de mest enestående naturområder på kloden, men som måske har lidt svært ved at se det unikke i en flad, grå mudret havbund. Med god ret, kan man sige. En del af de fantastiske fænomener ligger nemlig gemt i mudderet, og er ikke umiddelbart synligt.

For det første er den biologiske produktion af mikroskopiske planter i Vadehavet rekordhøj. Man regner med, at der på den blotlagte mudderbund (vaden) "produceres" op mod 300 g. organisk stof på en kvadratmeter pr. år. Altså udelukkende i form af planteplankton og alger. Bunddyr som muslinger og orme kommer oven i, og regnes altså ikke med i dette regnestykke. Men dertil kommer døde alger og andet organisk materiale flydende ind med tidevandet. Således at der i alt er omkring 500 g. organisk (plante)materiale til rådighed pr. m2. om året. Det er 3 gange så meget som i alle verdens have i gennemsnit, og baggrunden for at muslinger og sandorme er så talrige. Fødekæden er kickstartet.

Baggrunden er, at tidevandet strømmer ud af Vadehavet to gange i døgnet og blotlægger havbunden/vaden. Solens stråler kan uhindret forsyne algerne med energi og opblomstringen er stor. Ved højvande er vandet naturligt "grumset" pga. opslæmmet sand og slik, så der kan solen ikke nå så effektivt gennem vandsøjlen.

Denne del af historien er allerede med til at sætte en streg under Vadehavets ret enestående karakter. Men der er som antydet mere til historien.

Kiselalgerne, der lever mellem sandkornene i de øverste fem cm. af vaden, foretager ved højvande en vandring helt op mod overfladen. Her venter de på det indadgående tidevand, der medbringer og aflejrer sand- og slikkorn fra Nordsøen. Det meste af dette materiale ville flyde med vandet ud igen med ebbestrømmen, men kiselalgerne kommer i vejen. Algerne udskiller en slags slim, der limer en del af sandkornene sammen, så de tilsammen bliver tungere og bliver liggende.
En anden algeart, der rettelig tilhører bakterierne, den såkaldte slikbinderalge, har form som en lang tråd. Ligesom kiselalgerne udskiller tråden slim fra spidsen, der vokser op gennem sandet og dermed på samme måde fratager tidevandet de nyligt ankomne sandkorn.

Efterhånden som algerne på denne måde bygger vaden højere og måske hjælpes af stormflodernes indførsel af sand (se den forrige historie på bloggen), kan planter som f.eks. kvelleren vandre ud over den høje vade i sikkerhed. Tre døgn uden oversvømmelse skal kvelleren bruge for at spire. Sker det, er kvelleren en rigtig "game changer". En strandeng vokser frem, den kan fange meget mere sand end algerne, og øen er reelt vokset. Sådanne flade strandenge udgør naturlige bølgebrydere under stormflod, fordi bølgerne løber sig trætte over den flade slette. Og det hele startede med næsten usynlige alger.