 |
Klitter, tidevand og mudder….vi får alle bestemte billeder for vores indre blik, når vi hører ordet Vadehavet. Men hverken klitter eller tidevand er i sig selv unikt for Vadehavet. Klitter finder vi f.eks. mange andre steder i landet, og tidevandskræfterne er faktisk meget stærkere i Frankrig og det sydlige England. Mudrede kyster er vi heller ikke ene om at jokke rundt i. Men hvad er det så, der gør Vadehavet til en helt særlig landskabstype, der i bogstaveligste forstand er unik på Kloden? Svaret kan koges ind til denne opskrift bestående af otte ingredienser:
1. 1. Et vadehav skal tilføres finkornet sediment fra havet (sandkorn og materiale, der er endnu mindre).
2. 2. Der skal optræde en tidevandsforskels af en vis størrelse.
3. 3. En ørække skal skærme den bagvedliggende havbund og kysten mod kraftige bølger.
4. 4. Havbunden skal skråne langsomt og jævnt.
5. 5. Klimaet er tempereret, altså hverken for koldt eller meget varmt.
6. 6. Kystområdet skal synke som følge af geologiske kræfter.
7. 7. Floder eller store vandløb munder ud i en bred tragt
8. 8. Landskabet bag havet er lavtliggende.
Alle disse elementer er sjældent til stede på én gang, og selvom der findes andre vadehavsområder på Kloden, findes der kun ét på en størrelse som ”vores” mellem Blåvands Huk i nord og Holland i syd.
Kigger vi nærmere på enkelte krav ”krav” til et vadehav, forstår man hurtigt, at elementerne er hinandens forudsætninger. Men et landskab kan eksempelvis sagtens tilbyde et kraftigt tidevand, uden at havbunden er jævnt skrånende. Eller der kan være masser af sand til rådighed i havet, uden at det nødvendigvis aflejres.
For Fanøs vedkommende kan vi se alle elementer i hele opskriften i vores umiddelbare nærhed. Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at havnen i Sønderho er sandet til, og at det er en konstant udfordring at holde lystbådehavnen og renden til Nordby dyb nok til, at vi kan sejle ind. Så ja, der bliver tilført materiale fra havet (1). Tidevandets kræfter er en del af den daglige oplevelse, om ikke andet, så når vi tager med færgen (2), og Fanø er som bekendt bare én af en lang række af såkaldte barriereøer, der skærmer fastlandskysten og Vadehavet mod store bølger, der ellers ville nedbryde land og tage meget af det finkornede materiale fra havbunden med sig ud (3).
At havbunden kun skråner meget langsomt oplever vi både fra stranden, når vi bader eller skuer ud over Vadehavet fra f.eks. Kammerslusen ved Ribe (4). Den jævnt skrånende havbund gør, at vandet ”løber sig træt” frem mod kysten og taber det finkornede materiale fra havet. Klimaet hos er mildt nok, til dyrelivet i havbunden kan klare vinteren, men ikke så varmt, at her udvikles en mangrove, som man ser i tropiske tidevandsområder (5). Det sydvestjyske landskab synker stadig lidt som en følge af den seneste istids afslutning. Det var en at forudsætningerne for, at Nordsøen langsomt kunne trænge ind over istidens landskaber vest for det nuværende Jylland og danne et vadehav (6) - hvorved aflejringen jo igen har skabt en højere havbund og et egentligt landskab). Kigger vi fra Fanø mod nord, finder vi Varde Ås udløb i Ho Bugt. Her er netop tale et bredt tragtformet udløb (7), hvor åens vand, pga. det lavtliggende og flade bagland, løber langsomt ud og kun tilfører fint materiale, der så at sige passer ind i Vadehavets sandede bund (8). Alt i alt har vi nu et landskab, der tilbyder levesteder for titusinder af arter, der er tilpasset de særlige landskabelige forhold.
