Sådan udtrykte den engelske geograf Paul Rooney det for et par år siden, da Fanø Kommune deltog i en konference om klitter og forvaltningen af dem. Med et glimt i øjet...
"I er verdensmestre i klitter, I ved det bare ikke!"
De nye klitter på Fanøs strand har været omdiskuterede. De vokser op på den tidligere jævne sandstrand og omformer landskabet til både fascination og nogle gange irritation, når man f.eks. ikke lige kan passere dem. Bussen rute er senest blevet lagt om for kunne kommer rundt om det mere bulede og til tider våde terræn.
Historien om klitternes opståen er historien om Fanøs dannelse. Vi kan således stadig se, hvordan naturen - heldigvis - stadig bygger Fanø større. Modsat længere oppe ad vestkysten, hvor havet æder af landskabet i en proces, der er lige så naturlig som klitdannelsen på Fanø og Rømø.
Man kan fortabe sig i mange spændende historier om, hvordan klitter udvikler sig, så her nøjes vi med den korte forklaring.
Fanø er vokset mod vest i flere tusind år. Hvilket ikke er ret lang tid i geologisk forstand. Øen en blot en ung teenager og udvikler sig således stadig. Det meste af øen består af sand, der kommer primært fra Nordsøens bund. Siden Vadehavets dannelse efter sidste istid har vandet fragtet enorme mængder sand ind mod fastlandskysten. Der ved er der dannet revler, der siden hen er vokset sammen og har skabt øer som Fanø, Rømø og mange andre øer syd på i Vadehavet. Den proces fortsætter stadig mange steder. Hvis øerne da ikke på et tidspunkt har nået deres vestligste grænse og begyndt at rykke tilbage. Som tyske Sild og halvøen Skallingen tæt på os.
I en generation eller to har man ikke bemærket det store på Fanø, men havet og stormene har fragtet masser af sand ind og op på stranden. Søren Jessens Sand var f.eks. stadig en isoleret sandbanke ude mod nordvest frem til engang i 1980´erne. I dag har sandet sørget for at Søren Jessens Sand er en del af stranden. Men løbende er resten af stranden også blevet bredere. Måske dobbelt så bred som for 100 år siden.
Den større mængde tørre sand på stranden er grundlaget for klitdannelsen. Nu er der pludselig sand nok til, at vinden kan bygge små - og med tiden større - klitter. Og det kan gå stærkt. Så længe sandmængderne er så rigelige. En række planter er tilpasset til at etablere sig i de unge klitter, hvor livet ellers er..."ustabilt" for dyr og planter. Men de er hurtige til at slå rod og udnytte pladsen, hvor ingen andre arter kan vokse. Når der sket, bliver klitten mere stabil og er i stand til at samle endnu mere sand omkring sig. Derfor plantede man da også tidligere klitgræsser som sand-hjælme ud i klitterne for at hjælpe dem på vej - som en form for kystsikring. Det er ikke nødvendigt i dag. Naturen klarer det selv, endda i et omfang, der på internationalt plan gør Fanø og Vadehavet til "verdensmestre". Mellem klitterne dannes ofte våde lavninger, hvor både regnvand og havvand kan samle sig og resultere i et sumpet område. Meget af Fanø, også helt inde i skoven, består af sådanne våde klitlavninger. Ude på stranden kan de våde områder i en tid lugte ganske fælt, og sandet kan blive sort eller rosafarvet. Dette har også en "naturlig forklaring", og det vil den næste naturhistorie på bloggen her handle om.
