Liv, død og sammenhæng

 En historie om frossen jord, massedød og slimede fugleklatter.

Min forhave er ikke noget at prale af. I hvert fald stiller sommerens turister altid op foran naboernes huse for at fotografere hinanden og sig selv. Det er okay. For på det lille frimærke foran huset står et produktivt æbletræ, der endda er vært for en lysende grøn snylter med masser af historie. En mistelten vokser ud af stammen og forgrener sig hvert år en smule mere. Som halvsnylter lader den træet forsyne sig med vand og næring, men fanger selv solens stråler og producerer energi via fotosyntesen. Forleden sad en forårskåd musvit midt den vildtvoksende busk, der matchede fuglen bedre, end en boligdesigner kunne have udtænkt. Jeg lavede en skitse af optrinnet, og mens jeg forsøgte at blande mig frem til den helt særlige gule nuancer, tænkte jeg over, hvordan forskellige arter i naturen påvirker og udnyttes af hinanden. Og hold nu fast, for vi ender et sted langt væk fra den mere eller mindre kultiverede have på Tværvej i Nordby.

 Om ikke andet, kender de fleste mistelten som en del af juleudsmykningen, men man kan bruge planten til meget andet end at kysse under! For eksempel til at blive klogere på klimaet for årtusinder siden. Man ved nemlig, at arten kræver en gennemsnitlig temperatur på mindst 16 grader for at kunne trives. Og fra fund af subfossiler kan man sige en hel del om de klimatiske forhold i perioden efter den seneste istids afslutning for rundt regnet 12.000 år siden. Men i denne artikel er det omvendt misteltenens overlevelsesevner om vinteren, der gjorde mig nysgerrig. Eller måske var det bare buskens synlighed på denne årstid: En lysende gulgrøn "kugle" i en ellers gråbrun og vintervissen have. Den vil frem i verden, rent visuelt. Men altså ikke i en verden under 16 grader i snit. Oldtidens jægere kunne angiveligt bruge giftindholdet fra planten på pilespidserne, da det blev varmt nok for misteltenen her til lands for ca. 9.000 år siden.  Det kan jeg gå en smule i stå over, når jeg stirrer ud på mit eksemplar gennem vinduet. I 1944 fredede man den på det tidspunkt sidste mistelen i landet, og den har siden da faktisk været ret sjælden i naturen. I dag er planten dog mere udbredt, hjulpet godt på vej af dyrkede eksemplarer i haverne og klimaændringerne. Men nogle forskere mener faktisk, at den oprindelige bestand nærmest er uddød i Danmark, da den var tæt knyttet til de endnu mere varmekrævende lindetræer, der dækkede store dele af landet i bondestenalderen, men som blev fældet, da landbruget omformede landskabet og træerne efterhånden mødte et køligere klima. I dag er lindetræer lidt af en sjældenhed, og vi er i vadehavsregionen faktisk heldige at kunne opleve de smukke lindetræer i den urskovsprægede Draved Skov ved Løgumkloster. De udbredte danske bøgeskove eller fyrretræsplantager passer ikke misteltenen, så den bliver aldrig almindelig i Fanøs natur. 

En anden forudsætning for misteltenens geografiske spredning er ellers til stede på øen. I hvert fald i perioder. Nu springer vi fra plante til dyreriget og til en historie om ekstra slimede fugleklatter. Misteldroslen er ikke så kendt som solsorten og sangdroslen, som den ligner ved første øjekast, da den er ret sky og let overses, og fordi den ikke tropper op i haven i samme grad som de andre. Men da den har en stor kærlighed til misteltenens bær, er den også en af buskens vigtigste førspredere. Frøene er omgivet af et slimet stof, der får droslens ekstrementer til at hænge i lange tråde, som hænger effektivt fast på de træer, de tilfældigt måtte lande på. Bærrene ædes af droslen, frøene passerer gennem tarmsystemet, og hægter sig fast på deres nye værtstræ, som de på snyltervis trænger ind i og etablerer sig på. Misteldroslen yngler faktisk på Fanø med enkelte par, men de fleste ser vi på træk, især i efteråret, hvor øens sydspids fungerer som en affyringsrampe for tusindtallige flokke af forskellige drosler, når de instinktivt flyver mod sydvest og direkte ud over havet fra Sønderhos klitter. 

Fanøs sydspids fungerer som affyringsrampe for trækfugle.

Fanøs sydspids, Hønen, er således kendt for sine rekordstore forekomster af trækkende drosler. På de rigtige dage, med særlige vind- og vejrforhold, der både lokker og presser fuglene ned fra Skandinavien, og samtidig ud mod den danske vestkyst, klumper fuglene sammen i luftrummet over sydspidsen, da de ikke er meget for at flyve ud over havet, før der ikke er nogen vej tilbage. Og det er der så ikke, når man kommer til Sønderho

I bølger på ofte nogle hundreder kommer især sangdrosler og vindrosler med få minutters mellemrum. Ind imellem kommer så enkelte misteldrosler dryssende, måske i smågrupper. Kender kan dens kald, der lyder som når man rækker et gammeldags ur op, kan man pille dem ud af de større flokke af lignende drosler. Det er stærkt fascinerende at opleve fugletrækket på den måde. Men det får misteltenen altså ikke glæde af, selvom droslerne måtte have frø i maven. Vi mangler misteltenens foretrukne værtstræer.

Når fuglene trækker mod syd, er det ikke så meget den lavere temperatur om vinteren, der sætter gang i de store migrationer. Det handler derimod om føde. Lukker køleskabet, må man skifte diæt eller flygte. Drosler er faktisk ret gode til at skifte strategi. Fra orme, snegle og insekter til bær og frugter, men de sidste slipper også op, og overvintrende drosler må nogle gange kæmpe for livet, hvis jorden fryser og bærrene er spist. 

Er man ikke omstillingsparat, kan et pludseligt kuldefremstød med is og sne udgøre en skjult vinterfælde. Nogle fuglearter skynder sig så at flyve mod mildere egne. Gæs og ænder i Vadehavet fløj i den første halvdel af februar på såkaldt kuldeflugt, og i løbet af en uges tid blev kysterne nærmest tømt for fugle. Den manøvre kræver, at den enkelte fugl har energien og dagsformen til at flyve væk, der er ikke råd til smuttere i energibudgettet. 

En af dem, der regnede forkert i denne vinter, er skovsneppen. Fanø og  landene omkring den sydlige Nordsø oplevede helt usædvanligt mange snepper i februar. Hårdt pressede af sne og is gik snepperne rundt i folks haver i fuld dagslys, og jeg så sågar én flyve rundt i Hovedgaden i Nordby. Skovsnepperne er som en af de få vadefugle helt ligeglade med muslinger og orme i Vadehavet, men er helt knyttet til skov og åbne heder. Fanø har i generationer været kendt som et af de bedste sneppetærrener blandt jægere. Og selvom arten er en af de mest udbredte og talrige vadefugle på den nordlige halvkugle, er det normalvis ikke mange, man ser. De færdes skjult i skovbunden og søger først ud på de åbne heder og i skovbrynet om natten for at stikke deres lange næb i jorden efter orme. Jægerne har lært af afkode vejret og ved, at når kulden sætter ind i Nordskandinavien, er det tid for sneppejagt på Fanø. Der ér altså normalvis mange snepper på øen i efteråret og i milde vintre, vi ser dem bare ikke. Men det skulle februars pludselige frost og sne lave om på. Skovsnepperne søger i sådanne situationer gerne mod de mildeste egne langs kysterne, hvor det lune havvand kan holde kysterne snefri. Men også på Fanø var landskabet dybfrossent, og snepperne var tvunget til at søge føde i dagslys på usædvanlige steder som grøftekanter og villahaver. En gåtur, hvor ruten blev lagt gennem Torp Plantage på Fanø gav 21 skovsnepper på et par timer. En enkelt ville normalt være nok til at få smil på læben, og man kan kun gisne om, hvor mange, der har været i de uger på Fanø. Og hvor mange, der døde af sult som en følge af den forfejlede overvintringsstrategi. Det er dog ikke noget, der truer bestandene af skovsnepper, der som sagt er meget store i de nordiske og russiske skove. Mange andre vadefugle, deriblandt vores egne ynglende af slagsen, har helt anderledes problemer. F.eks. er vores viber, præstekraver og klyder i frit fald fordi deres ynglesteder er forsvundet, eller kvaliteten af dem forringet. Så selvom det kan være hjerteskærende at se desperate langnæbbede snepper i sneen, ligger vadefuglenes egentlige problemer et helt andet sted. Viberne er så uheldige, at de nogle gange slås med både vintervejr og dårlige levesteder. Som en rigtig "vejrfugl" reagerer viberne også på kulden, og ser det hele lidt an, når vi kommer ind i november. Selvom viberne trækker væk fra store dele af landet, står de i Vadehavet i store flokke, mens de overvejer, om de skal rykke mod syd. Når vinteren strænges, må de ligesom skovsnepperne satse på at have kræfter nok til at søge mod sydvest. Men så snart det mildner, som i slutningen af februar i år, er de tilbage i Vadehavet. Og så er det, det kan gå galt. For nogle år siden slog kulden igen, efter at viberne var ankommet, og de opførte sig præcis som skovsnepperne i år. Man fandt viber i rundkørsler og inden for bygrænsen, hvor det urbane liv med læ, biler og huse altid resulterer i lidt mildere mikroklima. De døde i mængder, og for en art, hvor 3 ud af 4 fugle er forsvundet siden 1970´erne, kan det mærkes på bundlinjen. Mens småfugle som blåmejse og gærdesmutte, der også dør i  mængder i vinterkulden, yngler sig ud af problemerne de følgende år med flere kuld og mange unger, kan en art som viben ikke bare skrue op for ungeproduktionen. Levestederne bliver stadig færre, antallet af flyvefærdige unger ligeså. 

Strategien med hurtig reproduktion efter en vinterkatastrofe er i den grad nødvendig hos hjertemuslingen, hvis skaller vi kan finde på enhver strandtur i Vadehavet. På nogle strækninger er stranden nærmest "alfalteret" med tomme hjertemuslingeskaller, og det kan undre, hvor mange levende individer, der må findes ude i havbundet. De sidder dog også tæt, hjertemuslingerne, og de er nemme at finde, da de kun graver sig få cm ned i sandbunden, og samtidig gerne etablerer sig som en rigtig Vadehavs-specialist inde i tidevandszonen, der blotlægges ved lavvande. Den levevis er dog ikke uden risiko, da muslingerne udsættes for tørke (under langvarig ekstremt lavvande forårsaget af fralandsvind), frost og is, hvilket dyrene i tidevandszonen lider langt mere under end arterne på dybere vand. En meget stor del af hele hjertemuslingebestanden kan dø under lange perioder med is i Vadehavet. På vaderne ud for Fanøs nordspids har man tidligere undersøgt svingningerne hos de unge hjertemuslinger (under et år gamle). I juni måned i to af hinanden følgende år talte man henholdsvis 2200 og 28000 unge individer på en kvadratmeter! Is og dårlige år for muslinger kan således få reel betydning for, hvor nemt, det er for vadefugle og fisk at finde føde efterfølgende. Men Vadehavets dyreliv er heldigvis tilpassede til at håndtere de omskiftelige forhold. Muslingebestanden kommer stærkt igen efter en kold vinter, og når de døde muslinger eller tomme skaller skyller ind på stranden, kickstarter de senere livet i et helt andet hjørne af naturen. Oppe mellem klitterne ligger frø fra f.eks. orkideer og venter på de rette forhold. De er uhyre små og spredes nemt med vinden. Men de får først en chance, hvis de lander et sted med de helt rigtige forhold. Et af de krav, orkideerne på Fanø stiller, er et vist indhold af kalk i jorden...eller sandet. Mens orkideer på f.eks. Møn har glæde af dybe og gamle kalklag i undergrunden, kommer Fanøs kalk fra "nyligt" opskyllede muslingeskaller, der langsomt er forvitrede og har frigivet sit bygge materiale og påvirket PH-værdien i en orkidevenlig retning i klitlavningen. Derfor kan vi finde orkideer med smukke navne som sumphullæbe og kødfarvet gøgeurt. Smukke, sjældne og kuriøse. Sådan er liv og død, klima, vejr og fugletræk på fascinerende vis forbundet i en stor natur som Vadehavets. Det kan man kun blive ydmyg over at tænke på, når man kigger ud genne, vinduet eller trasker gennem klitterne i forårssolen.

Marco Brodde, marts 2021

Sumpens hemmeligheder

En gåtur gennem Fanøs klitter er en vandring gennem mysterier og et usynligt samspil mellem landskabets største og mindste organismer, fra underjordiske svampe til græssende kvæg.

Det ser ikke ud af meget. Især om vinteren kan klitlandskabet se ugæstfrit og råt ud. Naturen står stille, der sker ikke noget som helst. Stilheden efterlader rum til, at man kan spekulere lidt dybere over, hvordan naturen her ude fungerer og lade sig fascinere af, hvordan selv ydmyge plantearter eller underjordiske svampe har afgørende betydning for andre arter og for vores muligheder for at nyde sommerfugle, orkideer og ikoniske fugle som rørdrummen.

Nogle steder kan man se små grupper af kvæg lunte rundt mellem klitterne, hvor de nyder friluftslivet, uvidende om at deres tilstedeværelse i de naturskønne omgivelser handler om at forbedre forholdene for landskabets vilde dyr og planter. Målet med min tur denne januardag var netop at se nærmere på resultatet af husdyrenes græsning, tramp og færden i den store og ret ufremkommelige klitlavning fra Odense Kommunes Feriekoloni og mod nord til Sønderho Strandsø. Dyrene er sat ud for at forhindre tilgroning af det åbne landskab. Rigeligt sollys og varierende højde på græs og bevoksning er nemlig nøglen til at bevare et højt antal af dyre - og plantearter i klitlavningerne, hvor der f.eks. forekommer en naturtype med det poetiske navn ”rigkær”. Ikke alene antallet af arter kan fremmes med græssende dyr. Også nogle af de allermest særegne, krævende og sjældne arter er i sidste ende afhængige af de gunstige forhold, græsningen helst skulle resultere i.

Fanøs landskaber har været udnyttet til græsning i århundreder. Når mange af naturområderne på øen aldrig har været dyrkede og pløjede, er det fordi, jorden…eller rettere…sandet ikke har haft stor landbrugsmæssig værdi. Så den landbrugsmæssige udnyttelse har over det meste af øen begrænset sig til græsning.  Faktisk bundede modstanden mod beplantningen af klitplantagen i slutningen af 1800-tallet i, at man jo var nødt til at udelukke fårene fra de tilplantede områder, hvis skoven skulle have en chance for at vokse frem. I dag er situationen en anden. Alle holder at plantagen, men den breder sig, også med sine fremmede træsorter ud over de åbne heder og klitter. Hvor de langsomt, men sikkert udkonkurrerer de oprindelige plantearter samt de insekter og fugle, der kun trives i åbent terræn. Den overordnede idé med igen at sætte husdyr ud i landskabet er at forhindre den udvikling. Man kunne også slå vegetationen med maskinkraft (hvis arealerne ikke er for kuperede) eller, som det da også sker flere steder, brænde den af. Men græsningen giver nogle fordele. I stedet for at efterlade landskabet ensartet og barberet helt ned på én gang, græsser dyrene tilfældigt eller lidt ”her, der og alle vegne”. Dette giver en større variation og dermed flere levesteder til arter, der stiller forskellige krav til vegetationshøjde, lys og skygge. Alene dyrenes tramp skaber såkaldte spirrebede, hvor fugtighed og mikroklima skiller sig ud fra terrænet en halv meter væk og dermed tilbyder mangfoldige levesteder for planter og insekter. Et illustrativt eksempel på varierende forhold over få centimeter kunne være to edderkoppearter, der begge er tilknyttet det tørvemos, som jeg flere gange på min tur lægger mærke til. Tørvemos er en af de arter, der udkonkurreres, når højere plantearter indvandrer, og som derfor har fordel af husdyrenes tilstedeværelse. På overfladen af sådan en tørvemospude kan temperaturen over et døgn i sommerhalvåret svinge fra 5 til 40 grader, mens man et par cm. nede i puden kun måler et udsving på typisk et par grader omkring de 20. Det viser sig, at de to undersøgte edderkoppearter er afhængige af hver deres del af tørvemoset. Den ene er varmeelskende og lever på ”soldækket”. Den anden holder sig få cm. længere nede i skyggen, men udnytter dog den varme overflade, når æggene skal varmes op. Historien siger noget om, at kvægets trampehuller, høje tuer, lavt græs, høje tagrør, tørre, våde og periodisk sjappede pletter i landskabet alt sammen resulterer i et puslespil af levesteder, vi slet ikke ser eller aner eksistensen af.

Blåt bånd gennem rørsumpen.

På min tur over gennem landskabet leder jeg især efter de såkaldte blå bånd. Det kalder man overgangszonen mellem det tørre og våde terræn. Ligesom skovbrynene, som overgangszone mellem åbent land og tæt skov tilbyder dyr og planter lidt af hvert og derfor ofte er artsrige, er de blå bånd i vådområderne et vigtigt indslag for klitlandskabets natur. Mange steder vil meterhøje tagrør, der både kan vokse i våd og på tør jord, overtage enhver kvadratmeter. Hvis da ikke nogle store dyr æder og tramper sig igennem rørskoven og skaber et blåt bånd, hvor det lave vand kommer til syne og dets organismer får glæde af sollyset. Flere steder på min tur, kan jeg se, at dyrene har gjort som forventet og forsøgt sig med at æde tagrørsskud og dermed skabt små åbne zoner gennem rørene. Her vil til sommer vokse flere arter af ranunkler og den smukke, statelige gul iris. Og forhåbentligt vil strandtudsen, hvis haletudser er afhængig af periodiske og solbeskinnede vandhuller, kunne nyde godt af forholdene.

Planter, der vokser i vådområder, må kunne leve med, at den vandmættede jord ikke tilbyder ilt omkring rødderne. Tagrør er en ren mester heri. De overjordiske dele af planten forsyner jordstængler og rødder med ilt, som en form for skorsten. Transporten sættes i gang af trykforskelle, der opstår som følge af bl.a. temperatur- eller vindpåvirkning. Også græsningen har mange plantearter gennem evolutionen et forsvar mod. Torne, dårlig smag eller, som ranunklerne, sågar giftighed er et effektiv middel mod at blive ædt. Men ellers er det en fordel af have underjordiske dele, et netværk at jordstængler som tagrør eller knolde som f.eks. orkideen kødfarvet gøgeurt, der skyder igen, hvis den overjordiske del af planten skulle blive ædt. Netop kødfarvet gøgeurt vokser i en flot bestand i den sydlige del af klitlavningen her. Uden græsningen, ville den blive skygget væk efter blot et par sæsoner. Den ville i hvert fald ikke kunne skyde op og blomstre. Men netop orkideer har en evne til at overleve under jorden uden at behøve at dø. Redningen hedder mykorrhiza-svampe. Orkideerne er afhængige af tilstedeværelsen af disse underjordiske svampe, der trænger ind i og forsyner planternes rødder med mineralske stoffer, som svampene via deres udbredte hyfer i undergrunden er i stand til at indsamle effektivt og levere videre. Det betyder, at plantens underjordiske dele kan overleve i årevis, uden at den kan skyde op, fange sollys og udnytte fotosyntesen, blomstre, lade sig bestøve og sætte frø. Sådanne forhold mellem mykorrhiza-svampe og planter er udviklet gennem flere hundrede millioner år.

De varierende forhold, som græsningen skaber sammen med forskellige grader af fugtighed, resulterer i et væld af blomster. Det kvitterer insekterne for gennem hele sommeren. Mange insekter er varmekrævende, og arealer eller pletter med lav vegetation varmes naturligvis hurtigere og mere effektivt op af solen, så græsningen i sig selv er en gave til f.eks. mange græshopper og sommerfugle. Men igen er variation afgørende. Græshoppernes æg behøver f.eks. høje temperaturer, men når først de er forvandlede og springer rundt mellem benene på os, er mange af dem afhængige af at kunne søge skygge med mellemrum. Sommerfugle er ofte kræsne og har helt bestemte plantearter på menuen eller som værter for æglægningen. Mange arter er gået tilbage og gør det stadig. Fordi deres værtsplanter og deres levesteder forsvinder. Få arter af danske sommerfugle trives. Det er typisk dem, som ikke stiller de store krav, og som er knyttet til de relativ få plantearter, der favoriseres i vores moderne, kultiverede og ensformige landskaber. I klitlavningen, som jeg går i, kan vi om sommeren opleve forskellige arter af perlemorssommerfugle, der er knyttet til tørre, sandede, ugødskede og åbne levesteder og deres planteliv. Og så er der noget der tyder på, at en art, der ellers også er gået tilbage mange steder i landet, er kommet igen, eller i hvert fald er set oftere de seneste år i terrænet her vest for Sønderho. Okkergul pletvinge, lyder navnet, og den har overrasket forskere, der har studeret arten på en lille forblæst og isoleret russisk ø. Her har pletvingerne gennem 100 år udviklet sig fysisk for at være i stand til at holde bedre fast i vegetationen. Mikroskopiske ændringer af sommerfuglenes kløer, gør de lokale individer bedre i stand til at modstå blæsten, der konstant truer med at drive dem ud over havet. Blot 100 generationer har været nok til at evolutionen har favoriseret individerne med bedre gribeegenskaber.

Okkergul Pletvinge på Trævlekrone, Fanø 

Tagrørskoven er i sig selv en spændende naturtype, men sine helt særlige indbyggede. Rørdrummen, den mystiske og sjældent sete brune hejrefugl, kræver en ”moden” rørskov med vand i bunden. Noget den finder her mellem Fanøs klitter. Men den lider ikke under dyrenes græsning af de nye rør i periferien. Faktisk regner man med, at rørdrummen udnytter de blå bånd under fødesøgningen. Og husdyrenes indtrængen i rørene bremses naturligt af vandets dybde, så der er ikke fare for at rørskoven græsses ned. Blot skabes der en blød overgang med masser af liv. Rørdrummen er vitterlig et mysterium. Alene at opgøre bestanden er en udfordring. Almindelige metoder fra ornitologiens verden, hvor antallet af stedfaste syngende hanner gennem yngletiden er lig med et ynglepar, kan ikke gøre det her. Man kan ikke se rørdrummen i den tætte rørskov, men høre den meget vidt omkring. Stemmen lyder, som når man puster i en stor tom flaske. Analyser af rødrummens stemme har vist, at der er individuelle forskelle. Ikke noget, vi lægger mærke til, men med den rette teknik har man kunnet følge enkeltindivider i England og opdaget, at hannerne er yderst mobile, selv i yngletiden. En rørdrum hørt den ene dag på én lokalitet, kan derfor være den samme, som man hører dagen efter på nabolokaliteten. Så er det ikke nemt at opgøre bestanden. Men en sådan findes på Fanø. Og at dømme efter antallet af registreringer (alt andet lige) mellem marts og juli, hvor fuglene gør mest væsen af sig, har bestanden på øen det godt. Rørdrummens stemme, dens såkaldte ”pauken” er dyb og lavfrekvent. Fordi lyde på denne frekvens strækker sig længere ud, hvilket åbenlyst er en fordel, når potentielle mager ikke kan se hinanden inde i rørskoven, der strækker sig over mange kilometer.  Jeg håber at støde på en rørdrum, hver gang jeg om vinteren bevæger mig rundt i udkanten af rørskoven. Af og til, især om vinteren, kan man være så heldig at se en rørdrum stå i udkanten af rørskoven, netop i det blå bånd. Denne dag skal jeg ikke være så heldig, men en anden af tagrørenes skjulte fugle viser sig. En mærkelig hønseagtig størrelse med lange ben og usikre vinger blafrer ind over sumpen. En vandrikse. Jeg ved den lever her, hører dens høje vræl ude fra rørene året rundt, men ser den uhyre sjældent. Og nu bare et kort øjeblik, der dårligt tillader mig at hæve kikkerten, inden den igen dumper ned i den skjulte verden af rør. Alligevel vækker det glæde at have fået de få sekunder i audiens. Normalt lusker vandriksen bare af, diskret så man ikke opdager den. Dens tæer er da også langt mere ”specialiserede” end de lidt uduelige vinger. Tæerne (det vi fejlagtigt kalder fødderne på fugle) er overdimensioneret lange for at vandriksen kan færdes på en blød, våd bund. På samme måde som snesko fordeler vores vægt over sneen. Ved at folde de lange tæer godt og grundig sammen ved hvert skridt fuglen tager på sin vej gennem rørskoven, undgår vandriksen at vikle fødderne ind i den tætte bevoksning.

Til sidst på min tur kan jeg se, at kvæget ikke længere kan følge med, og tagrørskoven bliver tættere. Det er helt efter planen. Men langs de spor, dyrene dog har lavet, finder jeg tranebær. Der er endda stadig røde bær på nogle af planterne på trods af årstiden. At de populære bær står her, er et tegn på, at tagrørene først er på vej ind over arealet. Tranebær findes i åbne våde kær, og hører til i behørig afstand til rørskov.

Græsning med naturformål for øje er ikke en simpel sag. Fagfolk diskuterer løbende, hvilke dyr, man bedst anvender på hvilke arealer. Grunden til at man flere steder udsætter ”vilde” heste eller sågar bison (som på Bornholm) er, at det ofte giver gode resultater at græsse med færre dyr året rundt i stedet for flere dyr begrænset til sommersæsonen. Overgræsning kan jo resultere i, at urterne ædes, inden de blomstrer, og så går ideen jo fløjten for alle de andre organismer. Variation og mangfoldighed er kodeordene.

Marco Brodde, januar 2021