Sandet gemmer på overraskende mange dyr

Vi ser kun toppen af isbjerget, når vi oplever Vadehavet omkring Fanø. Tyske undersøgelser giver os imidlertid et indblik i, hvor stor en verden, der skjuler sig under vores fødder. Langt hovedparten af Vadehavets dyrearter er nemlig mindre end en millimeter og lever mellem sandkornene på vaden. De spiller en hovedrolle i økosystemet og er uundværlige som en del af den fødekæde, der giver os oplevelser med millioner af fugle, fisk og sæler.

Medregner man alle arter af dyr, planter og svampe i det samlede Vadehavslandskab, øer og fastlandet medregnet, lander man på omkring 10.000 arter. De fleste lever på land. Ganske enkelt fordi, her er mere stabile livsbetingelser end ude i selve Vadehavet, hvor forholdene faktisk er ekstremt udfordrende. Alene det at tidevandet skiftevis tørlægger og oversvømmer landskabet gør, at arterne skal være endda meget specialiserede for at kunne udnytte vaden. Man regner således med, at der i runde tal "blot" findes ca.1.255 (dyre)arter ude i det tidevandspåvirkede landskab langs kysten. Mængderne af individer pr kvadratmeter kan som bekendt være helt utrolige, men nu taler vi om antallet af arter.

Og det er her overraskelsen bogstaveligt talt gemmer sig.

Fra den ene ende af skalaen:

• Antallet af fuglearter, der gør direkte brug af selve vaden og det lave vand er ca.80 (at der er 12 mio. individer er selvfølgelig grunden til, at vi lægger mærke til dem).
• Af fiskearter findes omtrent lige så mange, nemlig 85.
• Antallet af dyreplanktonarter er ca. 120 (de lever fortrinsvis i vandet)
• De mange muslinger, snegle, sandorme og andre større dyr i sandbunden fordeler sig over 170 arter.

Resten af arterne ude på vaden, 800 i alt, er mindre bunddyrsarter, hvoraf mange ikke er større end en millimeter.  De lever mellem sandkornene, og hver art finder præcis frem til de steder i sandet, der passer dem bedst. Iltforhold, vandmætning, næringsstof, sandkornenes størrelse....mange faktorer danner tilsammen et specifikt levested, eller rettere, mange forskellige levesteder. Dette er netop hele hemmeligheden bag artsdiversiteten i sandet. Det, som for os, ligner en ensformig havbund, er i virkeligheden et landskab med et væld af forskellige boliger til mange forskellige arter.

Vadehavet store såkaldte biodiversitet er en af grundene til, at området er anerkendt som verdensarvsområde af UNESCO.

 

Helt vildt! Tusinder af fugle søgte ly på Fanø under uvejret

Aldrig har man oplevet så stort et småfuglefald på Fanø.
Rødstjerter og fluesnappere sad overalt på øen d. 14. september.
Foto: Per Kjær

Et højst usædvanligt naturfænomen fandt sted på Fanø i sidste uge i forbindelse med efterårets første stormende kuling. En cocktail bestående af dato, uvejrets bane og Fanøs beliggenhed resulterede i, at rekord mange trækfugle slog bremsen i og søgte ned på øen, hvor de det næste døgn tankede op og samlede kræfter til at fortsætte rejsen mod syd den følgende nat.

Fænomenet kaldes småfuglefald og er kendt fra de lokaliteter i landet, hvor mange trækfugle passerer. Sangfugle, finker og drosler og andre arter fra skov og krat er ikke meget for at flyve ud over havet, så de følger kysterne og "ender" typisk ude på det sidste stykke land, inden de så tager springet og fortætter ud over vandet. Fanø og især sydspidsen ved Sønderho virker på denne måde som en affyringsrampe, hvor fuglene forlader land og drejer mod sydvest. En stor del af trækket foregår om natten, da det er mest sikkert i forhold til rovfuglene, der flyver lige i hælene på småfuglene sydover. Det er derfor kun en brøkdel af fuglene, vi rent faktisk ser, når de holder pause på landjorden. Men i sidste uge fik vi et indblik i det ellers usynlige træk, der går over øen.

Er vejret godt over Skandinavien sendes millioner af fugle ud fra Norge med kurs mod Jylland, og netop her i september kulminerer mange af arterne. Rødstjerter og fluesnappere er nogle af de arter, der skal helt til Afrika, så derfor er de allerede på vej i store mængder. Men d. 13. september blev sværmene af trækfugle på nattehimmelen fanget. Som billederne fra DMI herunder viser, var vejret fint til fugletræk nord for os, og fuglene hat sat af med en god fornemmelse. Men uvejret kom pludseligt fra sydvest og blokerede effektivt ruten videre fra Fanø og videre ned langs Vadehavskysten.

Det er sådanne situationer, der får fuglene til at "falde". Øerne har en særlig tiltrækningseffekt under hændelser som disse, da de er omgivet af vand - hvorved fuglene koncentreres på det land, der ser under sig. Selvom Fanø ikke ligger langt fra fastlandet, er der stadig en påfaldende stor "ø-effekt", og den er størst omkring sydspidsen. Både fordi fuglene i en vis grad ender hernede, som i en ruse, og fordi afstanden til land er længere.

Selv folk på gaden bemærkede, at der rundt i haverne hoppede usædvanligt mange fugle rundt. Især rødstjerterne med de rustrøde haler blev bemærket. Ornitologer på øen med 30 og 40 års erfaring kunne måbende se egentlige flokke af rødstjerter og brogede fluesnappere sidde på hegnspæle og i toppen af nærmest ethvert krat. Det er arter, der ellers kun optræder enkeltvis eller få stykker sammen. Ingen har tidligere oplevet småfuglefald på Fanø i denne størrelsesorden. Dagen efter var det hele forbi. Alle fugle, der havde fysikken til det, var fortsat mod Afrika. Formentlig venter nye udfordringer over de europæiske bjerge og ikke mindst over Sahara, hvis ørken bliver stadig bredere. Det er ikke nemt at regne sig frem til, men d. 14. september har alene rødstjerten optrådt i et antal mellem 1000 og 2000 individer.

Broget fluesnapper.
Foto: Per Kjær

Et spørgsmål om liv eller død - Vadehavets arter må vælge den rigtige strategi

Tilsanding, stærk strøm, erosion, stærk vind, tørke, oversvømmelser...dyr og planter må kunne takle hele paletten af dødelige udfordringer, hvis de vil kolonisere Vadehavet.

Vadehavets status som verdensarv er i høj grad begrundet med landskabets såkaldte dynamik. Det er levende og under konstant forandring. Tidevand og storm påvirker strande, klitter og især selve vaden, der som bekendt tørlægges to gange i døgnet. Det sidste er i sig selv en udfordring for dyr og planter, der altså både skal kunne leve i havvand og undvære det i lange perioder. Og det er bare dagligdagens udfordring.

Arterne har gennem evolutionen udviklet forskellige strategier for at kunne sikre sig på sigt.
Kan en art benytte sig af flere strategier samtidig, øger den selvfølgelig bestandens overlevelsesmuligheder. På samme måde kan nedenstående 4 strategier hjælpe os til at forstå, hvorfor nogle arter er truede eller sjældne i Vadehavets natur.

1. Tilpasning og specialisering.

Arten kan have udviklet særlige egenskaber, der gør, at ekstreme forhold ikke er ekstreme for netop den. Mange arter i Vadehavets kan siges at benytte denne strategi. De er nødt til at være eksperter i overlevelse på steder, der er ubeboelige for mange andre arter.

Hjertemuslinger - og mange andre bunddyr med dem - kan grave sig ned i sandbunden, så den hverken er sårbar overfor den stærke tidevandsstrøm, udtørringen ved lavvande eller blotlægges for sultne fugle, når vandet forsvinder. Den almindelige strandkrabbe er også en rigtig tidevandsekspert. Dens gæller fungerer både over og under vand.

Mens tilpasning altså er et must, kan for meget specialisering være en farlig vej for arten. To af Fanøs mest truede fuglearter er et eksempel herpå. Dværgternen og den hvidbrystede præstekrave er begge specialiserede i at bygge rede og yngle direkte på den nøgne sandstrand. Oversvømmes stranden, ædes æggene af rovdyr, eller er pladsen optaget af os mennesker, er arterne ikke i stand til at rykke ind i andre naturtyper. De er på grund af deres specialisering "stavnsbundet" til stranden. På samme måde er sommerfuglen ensianblåfugl tæt knyttet til planten klokkeensian, der igen stiller store krav til dens voksested på heden. Er arterne ikke "omstillingsparate" trues de nemt.

2. Talstærkt afkom

Hvis risikoen for at dø af naturlige "katastrofer" som sandfygning, udtørring eller oversvømmelse, er det en god ide, at få så mange unger, at nogle af dem i det mindste overlever. Igen er muslingerne et godt eksempel. Selvom en isvinter kan slå en meget stor del af Vadehavets hjertemuslinger ihjel, kommer de hurtigt igen. Produktionen af larver er enorm, så bare der er plads og næring nok, vokser bestanden igen.
Skægmejserne i tagrørssumpen benytter samme strategi. Unger klækket i forsommeren kan selv yngle samme sommer! Så er der fugle nok i tilfælde af en kold vinter.
Omvendt får de vanskelige dværgterner og præstekraver ikke særlig mange unger på vingerne i et gennemsnitligt år. Måske slet ingen. Til gengæld kan de blive gamle i forhold til mange småfugle.

3. Flyt!

En nomadetilværelse kan være løsningen, hvis vind og vejr konstant ændrer artens livsbetingelser. Fugle er i sagens natur ret gode til det. Og vores kræsne præstekraver er notorisk kendt for konstant at afsøge hele Vadehavet fra Holland til Blåvandshuk for gode ynglelokaliteter. De særlige krav, de stiller, gør mobilitet til en nødvendighed. Flere af planterne på stranden har frøkapsler, der kan flyde, og dermed tages med af vandet og skyller i land på nye - forhåbentligt - gunstige voksesteder.
Omvendt er mange sommerfugle ikke specielt dygtige til at sprede sig. Det sætter krav til levestedernes størrelse og forbindelseskorridorer mellem dem.

På Fanøs nordspids kæmper sandet, vandet og græsset om pladsen,
og arterne, knyttet til de forskellige miljøer, må følge med.

 4.Gå i sikkerhed!

Den sidste overlevelsesstrategi er simpel. Hvis arten bare undgår de usikre og foranderlige levesteder, kan den bedst sikre bestandens overlevelse. Det lyder jo fint, men problemet er, at arten næppe er den eneste, der har satset på den løsning. Trængslen og konkurrencen mellem de mange arter, der er "krøbet i ly", er høj, og kun arterne med de mest spidse albuer vinder. Fanøs klitlandskab er et godt eksempel. De yderste klitter er fattige på arter. Kun de rigtige specialister, der kan takle sandfygning, tørke og blæst, lever her. Længst inde på øen på den geologisk ældre klithede, er der måske nok mere læ, men til gengæld er al den livgivende kalk fra muslingerne vasket ud af regnen. Så her er tilværelsen også usikker og kun for specialister. Midtvejs mellem de nye og de gamle klitter er alt bedre. Der er rimelig læ og stadig livgivende kalk i jorden: det mest sikre sted i klitlandskabet, og dermed det mest artsrige - men konkurrencen mellem arterne er benhård.

Det er ikke nemt og slet ikke simpelt at bebo Vadehavets land- og vandskab. Prøv at tænke over de dyr og planter, du møder på din vej gennem Nationalparken. Deres forekomst kan ofte forklares ud fra, hvilken overlevelsesstrategi, de har valgt.

Fanøkunstner var på flugt fra nazisterne

Han måtte gemme sine forbudte malerier og flygte fra nazisterne. Inden da havde han allerede tilbragt år i engelsk krigsfangeskab og blev senere udvist af Danmark, hvor han ellers havde købt hus på Fanø. Den tyske kunstner Reinhard Heinemann måtte kæmpe for sin kunst. Motivet på Fanø Kunstmuseums jubilæumsplakat gemmer på en usædvanlig dramatisk historie.

Heinemann hentede sine motiver og inspiration fra de samme steder som både 1800-tallets malere og mange senere kunstnere på Fanø. Husene, skibene, havet og klitterne har inspireret generationer af kunstnere. Heinemanns stil repræsenterede dog i datiden noget nyt og vildt og- under Hitlers diktatur - forbudt.

Udgangspunktet er det samme. Klitterne på Fanø har inspireret

kunstnere fra alle de kunsthistoriske perioder. Heinemanns

grafik øverst fra 1950´erne og Julius Exners oliemaleri fra

slutningen af 1800-tallet.

Kunstnerens billeder kan i dag ses i mange Fanøhjem. Blå eller lyserøde klitter, abstrakte kompositioner fra  havnen og byen eller grafiske tryk af skibe og både. Produktionen var omfattende, men det har ikke altid været nemt. Den abstrakte og ekspressive stil, der optog den unge Heinemann i 1930´erne blev erklæret dekadent, usund og entartet af Hitler, og allerede i 1937 flygtede kunstneren til Sønderho på Fanø. Det var ikke første gang, Heinemann ufrivilligt måtte opholde sig udenfor sit hjemland. Ved 1. verdenskrigs udbrud blev han undervejs fra USA til Tyskland taget til fange og måtte tilbringe flere år i civilt krigsfangeskab på Isle of Man.

I Sønderho maler han i slutningen af 30´erne klitlandskaber i stærke farver og er stærkt optaget af landskabet på øen i Vadehavet. Selvom Heinemanns landskabsbilleder udvikler sig i ekspressiv retning, og f.eks. klitterne ikke kan siges at være naturalistiske, afslører værkerne et dybt kenskab til linjer og former i terrænet, det er genkendelige "Fanø-klitter" i en stærk personlig fortolkning med primærfarver og masser af bevægelse i stregen. Klitterne som motiv går igen i både oliemaleriet, i grafikken og i akvarellerne.
Historien fortæller i øvrigt, at Heinemann i sin mangeårige flugt fra nazisternes bevågenhed havde nemmere ved at skjule akvarellerne i forhold til de store lærreder.

Atter hjemløs

I løbet af de første år under besættelsen fik Heinemann imidlertid problemer i hans eksil på Fanø. I 1942 udvises han af Danmark, da han ikke kunne påvise tilstrækkelig tilknytning til landet. Man anså ham ikke for flygtning, og turen måtter derfor gå tilbage til Hitlers Tyskland. Hjemme igen blev han stillet overfor flere alvorlige anklager, men klarede frisag ved at melde sig som - dansktalende - vagtmand i det besatte Danmark. Op mod krigens afslutning må Heinemann dog gå under jorden, men bosætter sig endelig igen på Fanø efter befrielsen.

        Heinemann bragte de nye kunststrømninger til Fanø.

        Erwin Nøbbes landskab (øverst) fra Sønderho er en mesterlig

  naturalistisk gengivelse af klitterne -  mens Felix Wallners mere abstrakte

landskab i midten ligesom Anne Marie Hansen klitter (nederst) er

inspireret af ekspressionismen.

Reinhard Heinemanns virke på Fanø betød, at de nye europæiske kunststrømninger ramte den lille ø. Ekspressionismen og den abstrakte kunst var på dette tidspunkt ny og vild og forbeholdt hovedstædernes museer og gallerier. Fanøkunsten blev med Heinemann avantgarde og var klar til at løfte arven efter 1800-tallets store naturalistisk eller romantisk fundrede kunstnere fra en anden tid. I dag kan vi på Fanø se værkerne fra både den ene og anden periode. Tankevækkende nok takket være den kvinde, som Heinemann giftede sig med i 1951, bibliotekaren Ruth Termansen.

Ruth Heinemanns samling af kunst fra øen grundlagde i løbet af 1960'erne og 70'erne Fanø Kunstsamling, der i 1992 - for 25 år siden - flyttede ind i den nuværende museumsbygning i Sønderho.

Det er derfor på mange måder på sin plads at pryde museets jubilæumsplakat med et klitmotiv af netop Reinhard Heinemann. Plakaten kan købes i museumsbutikken, og Heinemann klitter kan stadig ses derude i landskabet.

Jubilæumsplakaten fra Fanø Kunstmuseum

Læs mere om Heinemann i Marianne Gasbjergs bog "Kunstnerne på Fanø".

Natravne på Fanø



Ukendt for mange, men ikke desto mindre en rigtig Fanøfugl. Skjult i nattens mulm og mørke og omgivet af overtro og uhyggelige historier i metermål flyver natravnen lige nu over øens klitplantage.

Natravnen ligner en blanding mellem en uge og en stor svale.
Opslag fra "Fuglene i Danmark" (Meltofte & Fjeldså)

Et møde med en natravn gør stort indtryk, og selvom  man anbefaler at tage på natravnetur i maj og juni, får man nu en chance mere. Selvom natravnene skal retur til Afrika og derfor forlader os igen ret hurtigt, kan arten nå to kuld på en sommer, fordi hannen overtager pasningen af ungerne fra første kuld, mens hunnen ruger på det andet. I forbindelse med andet kuld genopfører hannen sit lydshow i natten også ind i juli. Lyden kan bedst sammenlignes med koret fra de mange frøer, mange på Fanø hører om natten fra strandenge og klitlavninger. Eller med lyden fra en fjern knallert i tomgang. Den er ikke til at tage fejl af og kan høres vidt omkring, når fuglene ellers er aktive. De bedste chancer har man på stille nætter efter en varm dag. På sådanne nætter flyver der flere store insekter rundt på himmelsen, og det er dem, natravnen lever af. Lyden er selvfølgelig også nemmere at høre, når blæsten ikke driller.

Denne skribents nat på shelterspladsen ved Albue Fuglekøje d. 26. juni gav, lidt overraskende vejret taget i betragtning, fuld valuta for de penge, man ikke skal betale for de fleste naturoplevelser. På et tidspunkt efter klokken 24 begyndte lydshowet. Og mellem kl. 3 og 4 brummede en eller flere natravne konstant et sted over skoven.  Faktisk fortsatte det efter solopgang, hvor alle de andre fugle skruede op for sangen. Natravnen er ellers udpræget nataktiv. Derfor skal man på dette tidspunkt af sommeren holde sig længe vågen, eller simpelthen stå op midt om natten.

Natravnen kan bedst beskrives som en blanding mellem en stor svale og en ugle. Den har svalens smalle og strømlignede krop og vinger og er derfor en mester på vingerne. Det giver en fordel, når man lever af at fange flyvende insekter og i øvrigt tilbringer mange dage i luften på rejsen mod syd. Fjerdragten ligner uglernes, og har samme camouflerende funktion om dagen, hvor man skal være ualmindelig heldig for at spotte en sovende natravn. De falder komplet i med de tørre grene og det lav og mos, de er omgivet af på heden og i skoven. Mund og øjne er overdrevet store (når de er åbne). Igen en tilpasning til artens adfærd med at fange insekter om natten.

Æglægningen synkroniseres i nogen grad med månefaserne, så fuldmånen kan lyse himmelen op på det tidspunkt, hvor ungerne har brug for mest mad. Den er god nok, selvom det næsten ikke til at tro på, og nogle historier om natravnen er da også mere farverige end sande. Tidligere troede man, at natravnene var onde mennesker, som var blevet straffet ved at få en pæl slået gennem kroppen! De hvide pletter, som natravnen har på vinger og hale, skulle være mærker efter pælen.
På tysk hedder natravnen "gedemalker". Fordi man troede, at natravnene stjal mælk fra husdyrene om natten. Sikkert fordi natravnen faktisk ofte jager insekter på enge og heder, hvor de græssende dyr går om sommeren. Her ER der simpelthen mange insekter. Både omkring dyrene, men også fordi det åbne landskab, dyrene skaber, er gode områder for mange insektarter.

Det er uhyre sjældent, man opdager en natravn i dagslys.
Opslag fra "Fuglene i Danmark" (Meltofte & Fjeldså)

Natravnen var tidligere vidt udbredt på de danske heder, og er naturligvis gået meget tilbage i takt med heden opdyrkning. Men arten forstod - modsat mange af de andre hedearter - at tilpasse sig i hvert fald tilplantningen med klitplantager, der i dag optager meget af de jyske heder, således også på Fanø. Bliver plantagen for tæt, forsvinder den dog. Derfor er stormfaldne træer faktisk positive for natravnen, og orkanen i 1999 resulterede da også i en større bestand i Vestjylland i årene derefter.
De aktuelle naturprojekter på Naturstyrelsens arealer på Fanø gør derfor også, sammen med Fanø Kommunes hedepleje, godt. Mosaikken mellem skov, hede og eng, som man i stigende grad kan opleve på Fanø, er det rette landskab for nattens mystiske flyver.

Så tag ud i mørket i løbet af første halvdel af juli.

Truede tudser kvækker på skift

 

Især på lune forårsaftener i maj og juni kan man på Fanø og andre stedet i Vadehavet høre strandtudserne, der ellers er truede i det danske landskab. Strandtudserne er lige så karakteristisk for områdets natur som sælerne, vadefuglene og klitterne. Nu får de en hjælpende hånd af Nationalparken, kommunerne og private lodsejere. Foto: Sven Dall.

 

Strandtudsen kan noget, som andre padder ikke kan. Den kan tåle en smule saltvand i dens vandhul. Og den vil paradoksalt nok gerne have, at vandhullet tørrer ud allerede tidligt på sommeren og dermed faktisk risikerer, at ynglen går helt tabt. Men ved at friste tilværelsen på kanten af det mulige, undgår strandtudsen konkurrence fra andre paddearter og slipper for fisk, der æder haletudserne!

 

For at strandtudsens æg og haletudser kan nå at udvikle sig og gå på land, inden vandhullet tørrer ud, skal de have masser af sollys og varme. Dermed udvikler de sig hurtigere end andre arters haletudser. Et strandtudse hul må derfor ikke være omgivet af for høj en bevoksning, der skygger over bredden. Kreaturafgræssede enge hører derfor til strandtudsens levesteder. Men også klitlavninger og selv skovlysninger med en vis fugtighed kan bruges.

 

Der må gerne være en smule bevoksning i vandhullet dog, og selv i rørskovsbevoksninger kan tudsen optræde, hvis ikke rørene står for tæt. Nedenfor kan du se en håndholdt video fra Grønningen på Fanøs nordspids, hvor strandtudserne giver lyd fra sig. De kvækker som regel kun kortvarigt i dagtimerne og er meget mere aktive i aften og nattetimerne. Dyr, der er under et år gamle er mere aktive om dagen, mens de efter første overvintring bliver udpræget nataktive.



 

 

 



Strandtudsen er forsvundet fra mange tidligere levesteder i Danmark og findes i dag primært langs kysterne. I Thy og på Vadehavets øer finder vi nogle af de bedst bevarede bestande. Men de er ikke over det hele. På Fanø har nye undersøgelser fra Nationalparken vist, at det primært er på nordøen (Grønningen og det nye klitområde ud for Fanø Bad), Halens nordlige del og omkring Sønderho, at arten findes. Det er svært at sige noget helt præcist om bestandens størrelse, da dyrene på de forskellige lokaliteter skiftes til at kvække og yngle. Ved at yngle på forskellige tidspunker hen over sæsonen undgår arten, at hele årets ynglebestræbelser går tabt på en gang, hvis vejrforholdene er ugunstige og de fleste vandhuller f.eks. tørrer ud for hurtigt pga. eksempelvis en meget varm periode. Denne adfærd går det svært at registrere hele bestanden ud fra bare et enkelt besøg på lokaliteterne. Der skal flere besøg til.

Paddeeksperten Jesper Toft udførte for to år siden en feltundersøgelse for Nationalpark Vadehavet og registrerede op mod 200 kvækkende hanner på Fanø.

Nationalparken udgav efterfølgende en faglig rapport med resultaterne og en række anbefalinger til, hvordan strandtudsen i Vadehavet kan beskyttes. En ting er at bevare de eksisterende levesteder, men man kan også forbedre tidligere gode levesteder, der måske er blevet drænet eller er tilvoksede. Ved hjælp af en simpelt såkaldt "skrab", hvor nogle få cm jord fjernes fra et lille areal, skabes en lavning, der typisk vil stå med en smule vand indtil måske midt på sommeren. Det perfekte ynglested for strandtudsen.

I hele Vadehavsområdet har Nationalparken i de seneste måneder i samarbejde med lokale myndigheder og private jordejere etableret en række af disse skrab. Også på Fanø, hvor f.eks. de to jagtforeninger har bidraget med arealer og økonomiske midler til etableringen. Hele projektet støttes af 15. juni fonden, der dermed har sikret, at strandtudserne nu får en hjælpende hånd.




Etablering af et "skrab" på Fanø på privat jord.
 Strandtudseprojektet samler mange interessenter og er et eksempel på,
hvordan Nationalpark Vadehavet kan gøre en forskel i tæt
dialog med lokale borgerne, foreninger og myndgheder. Foto: Jesper Haurum.



Tysk TV fortæller om Fanøs fokus på børn og Vadehav

Den tyske TV-station NDR besøgte i denne uge Fanø for at følge 3.B ud i naturen, hvor klassen legede sig til mere viden om det Vadehav, de bor midt i.
Reporter Bärbel Fening og hendes tv-hold brugte dagen på at producere et indslag til den i Tyskland meget populære udsendelse Nordseereport, der hver måned fortæller om livet langs Nordsøkysterne fra Norge over England til Vadehavskysten herhjemme og syd for os.

Elever i sving med en leg, der illustrerer, hvordan Vadehavet dyr har travlt
med at finde føde, inden vandet stiger, og samtidig må holde øje med fjender.

 

Redaktionen på Nordseereport havde fået nys om, at man på Fanø arbejder målrettet på at udvikle pædagogiske tiltag og undervisningsmaterialer, der udnytter Vadehavets og Fanøs egen natur og kulturhistorie. De tyske gæster fandt det interessant, at man gennem udendørs fysiske lege, kan fremme elevernes forståelse for ikke bare den lokale natur, men også sikre, at de der igennem lærer det, de skal, ifølge fagenes officielle nationale læringsmål.

På dagen drog 3.B sammen med lærer Benny Schmidt og naturvejleder Marco Brodde ud i klitlandskabet, hvor der var plads til en leg om Vadehavets dyr, der tilpasser sig de ekstreme livbetingelser, som det evige skifte mellem høj- og lavvande udgør. De meget engagerede børn måtte dog afbryde introduktionen til legene, da et par musvåger tog højde på himmelen lige foran forsamlingen. Elevernes spontane spørgsmål og videbegærlighed blev dermed optaget "live" og sendes ud til temmelig mange tyske stuer i juni eller juli, hvor udsendelsen planlægges sendt.

Oplev havørnen på Fanø

Chancen for at opleve de store vingefang på Fanø har aldrig været større.  Øen har det sidste halve år udgjort et sandt ørne hotspot, der matcher klassiske ørnedestinationer i Sverige og Tyskland. Denne lille ørneguide giver nogle tips til, hvor man kan spotte ørnene, og hvad de laver på vores kanter. Artiklens fantastiske fotos er taget af Karin Gustausen fra Esbjerg, der følger havørnene ved Filsø tæt. Hendes billeder vises forståeligt nok ofte i publikationer om ørne og rovfugle.

Tiltrækkes af plads, fugle og døde sæler

Når havørnene pludselig ses omkring Fanø i større antal er ikke tilfældigt. Selv da havørnen stadig var sjælden og truet i Europa, tiltrak Vadehavet nogle få individer i vinterhalvåret, hvor der de fleste år er mange overvintrende fugle, som ørnene lever af. I 1980´erne og 90´erne kunne man med lange mellemrum være heldig at støde på en ørn, oftest langt ude på vaden i behørig afstand til civilisationen og ubemærket for de fleste.

Havørnen ynglede i 1800-tallet flere steder i landet, men blev efterstræbt, skudt på og udryddet. På trods af fredningen af rovfugle kom de første ynglende par havørne først tilbage til Danmark i 1995. Det var ørne fra det tidligere Østtyskland, der krydsede vandet til Lolland og Falster. Siden dengang er det gået stadig fremad, og bestanden talte i 2016 hele 83 par.

Ørnene har bredt sig fra det sydøstlige Danmark og op over landet som en vifte, der bredes ud mod nordvest. Og det er gået stærkt. Ved genindvandringens begyndelse spåede Dansk Ornitologisk Forening, at man kunne nå 75 par i 2040! Det har vi altså allerede passeret. Da de danske ørnes ynglesucces tilmed er god, og at selv yngre og uerfarne par får unger på vingerne, vil bestanden formentlig vokse yderligere. Så længe der er gode ynglepladser med fred, ro og føde. Faktisk er de danske ynglefugle nu med til at sende unger tilbage til vores nabolande, så vi bidrager med at opretholde den europæiske bestand.

Ung havørn og nærgående krager. Bemærk at der ses "meget vinge og lidt hale".

Og at hovedet stikker tydeligt frem. Som beskrevet nedenfor.

Yngler ikke på Fanø – endnu.

De ørne, vi ser på Fanø, er overvintrende eller forbitrækkende fugle, der i løbet af foråret spredes igen. Der går typisk 5-6 år, før en ørn er gammel nok til at yngle, så der er ganske mange teenage-ørne i omløb, der, som årene går, selv går på udkig efter egnede steder at etablere sig. Ørne kræver som sagt ro omkring reden, der ofte bygges i høje, ældre træer, men i de senere år har flere par overrasket ved at bygge rede i områder, man tidligere ville have vurderet som værende for tæt på alfarvej. Spørgsmålet er, om Fanø kan tilbyde træer i en højde, der passer ørnene, og om der er steder i klitplantagen, hvor de kan finde tilstrækkeligt ro. Det vil de kommende år vise.  

Hvordan stor er en havørn?

Mange rovfugle giver indtryk af at være store. Kommer man tæt på en rørhøg, som er almindelig på Fanø, eller en musvåge, vil de begge virke majestætiske og fylde godt i synsfeltet. Omvendt kan man sagtens køre forbi en ørn på himmelen, der ikke virker speciel stor. Størrelsesindtryk er helt afhængig af afstanden og den baggrund, fuglene ses på.

Men havørnen er enorm i forhold til en musvåge. Se bare på billedet herunder. De to fjer er de største fra henholdsvis en musvåges og en havørns vinge.

Havørne- og musvågefjer til sammenligning. Begge fundet på Fanø.

Begge svingfjer fra fuglenes "vingespidser".
Ørnefjeren måler hele 57 cm. Den er fundet af Mette Bredthauer.

Foto: Marco Brodde

Det er svært at læse sig til, hvordan en ørns proportioner skiller sig ud fra vågernes, når man ser dem i naturen. Men i de fleste tilfælde vil man hos en ørn se meget mere vinge end hale. Vingerne er meget brede og halen kort. Får man en flyvende fugl i kikkerten, vil man også kunne se, at hoved og næb "rager" ud. Hos en musvåge og de fleste andre rovfugle af denne kaliber, vil man ikke lægge mærke til det faktisk ganske lille næb, og hovedet stikker kun en smule frem.

Hos en udfarvet havørn er halen lysende hvid og hovedet lys beige, de yngre er mørkere brune med lyse pletter og felter. Det bedste er faktisk at lære de almindelige arter at kende. Se i en fuglebog og få styr på musvåge og rørhøg. Det gør det meget nemmere at spotte ørnen, når den er der!

Hvor ser man ørnene?

Et par tommelfingerregler lyder: Havørnene sidder ikke i træerne langs Landevejen, det gør musvåger til gengæld ofte. Ørnene kan sagtens flyve ind over vejen, skolen, Brugsen, Bryghuset (for bare at nævne nogle af urbane steder, der er set ørne den seneste tid). Men de lander ikke sådanne steder. Heller ikke på hustage, i haver eller i vejkanter. Ser man dem over byen, er det fordi, de er på vej fra den ene side af øen til den anden.

Så selvom ørnene kan ses flyve over hvor, det skal være, oplever man dem mere typisk på en stribe lokaliteter på Fanø.

Keldsand og Galgerev

De store højsande, vaderne og marksområderne omkring øens sydspids er et rigtigt ørneland. Der kan være langt ud til ørnene, og er de ikke på vingerne, opdager man dem sjældent. Med mindre man har en kikkert. Gode steder at holde øje er Norddiget ved Sønderho, Børsen, Hønen og Sønderho Strand. Ofte har der denne vinter siddet flere ørne ude på Langjord, den store sandbanke ud for Sønderho Strand, hvor de har gjort sælerne selskab.

Observationsposter ved Sønderho med udsigt over Keldsand.

Observationsposter  syd for Sønderho med udsigt over Langjord og Galgerev.
 

Annes Dal Bjerg

Fra den høje klit ved Albue Fuglekøjes P-plads kan man overskue en stor del af øens østkyst. Hen under eftermiddag har mange besøgende fået store oplevelser med ørne i luften, der søger denne vej ind over øen til overnatning. 

Heden v. Sønderho Gl. FuglekøjeDet åbne terræn ud til østkysten tilbyder også et godt udsyn i et område, hvor ørnene ofte flyver ind over.

Klitplantagen syd for Skovlegepladsen

Før jul var denne del af skoven havørnenes foretrukne overnatningsplads. Senere spredte de sig mere ud. Formentlig pga. for megen menneskelig og lidt for nærgående ”interesse”. Spotter man ørne i træerne bør man holde behørig afstand og bruge en kikkert.  På overnatningspladsen kræver fuglene ro, ligesom os andre.

Gode observationsposter fra kanten af klitplantagen.

Halen og Skideneng

Kører man ud ad Klingebjergvej ved Rindby, bør man kigge op med mellemrum. Ørnene ses ofte herfra, når de kommer langs kanten af strandengen i det område, der kaldes Skideneng. Hele vejen rundt om Halen bør man holde øje. Både med luftrummet og med vadefladerne ud for kysten (hvis det er lavvande, og ørnene dermed kan sidde på sandet og æde eller hvile).

Ruten ud til Halen kan byde på ørneoplevelser.
 

Grønningen og Søren Jessens Sand
Nordspidsen af øen kan også huse ørne. Herfra kan de nå over til Langli og Skallingen, der er gammelkendte traditionelle ørnelokaliteter, også da de store fugle var sjældne. Man kan scanne landskabet med en kikkert fra en af de høje klitter for enden af betonvejen, hvor udsigten er formidabel.

Nordspidsen af Fanø er et rigtigt ørnelandskab. De høje klitter mod nordvest er gode udsigtspunkter.
 

Fanøbørn portrætterer strandskaden

Elever fra 5. klasserne på Fanø Skole arbejder lige nu på færdiggørelsen af et ambitiøst billedkunstprojekt med en af Vadehavets mest karakteristiske fugle i centrum. Et teknisk krævende forarbejde går forud for 120 stærkt personlige flerfarvede linoleumstryk af det samme motiv: den sort/hvide strandskade med røde ben og næb...perfekt egnet til netop denne grafiske teknik. Som det ses på Asbjørns endelige tryk ovenfor.

Efter et grundigt skitsearbejde med en udstoppet strandskade og overvejelser om de endelige linjer på linoleumspladen (når først der snittes i den, kan intet fortrydes), kastede eleverne sig over skærearbejdet. Når man arbejder med linoleum i skolen, holder man sig oftest til at arbejde i en enkelt sort farve, men i dette projekt er 5. klasserne gået ud på dybere vand, og har altså trykt de enkelte ark i flere farver. En strandskade skal selvfølgelig have rødt næb!

For hver gang en ny farve skal trykkes, skæres det væk fra pladen, der ikke
skal dækkes af den nye farve. Processen kræver overblik!

Teknikken stiller krav til tålmodighed og overblik, da man skal kunne se det færdige billede for sig, inden man skærer mere i pladen og lægger en ny farve ovenpå den allerede trykte. Man skal vide præcis, hvad man gør. Hver elev trykker sit billede i tre eksemplarer, der i princippet bliver ens, men alligevel viser små individuelle forskelle, der fortæller, at billederne er håndlavede og har hver deres unikke detaljer som en følge af farvemængde, pressens tryk osv. Og selvom alle elever har kigget på den samme udstoppede strandskade til at begynde med, kommer der en samling vidt forskellige og personlige billeder ud på den anden side. De enkelte tryk er overraskende stærke i udtrykket, og når de præsenteres samlet vil man formentlig blive slået bagover. Næsten som man gør, mår man oplever strandskaderne stå i tæt flok i Vadehavet. Og eleverne i 5. klasse....de kender nu en af nationalparkens fuglearter endnu bedre. Nogle i forvejen dygtige børn er blevet udfordret og har vist, at de kan!

Billederne udstilles i løbet af foråret på Fanø Skole. Nedenfor en billedserie fra arbejdet.

Lærer Anette Christensen & Naturvejleder Marco Brodde

Kristian har her trykt farve nr. 2, den røde, og mangler herefter kun sort.

 

Emil sværter sin plade forud for trykning i rød.

 

Samling af ark efter første trykgang, hvor kun motivets hvide felter ses.

 

Der skæres koncentreret i pladen.

 

Maria viser hendes endelige skitse på papir.

 

Silas skitser løs med farver. Forud herfor har han lavet adskille blyantsskitser.

 

 

 

 

 

 

 

Vadehavets insekter har styr på højvandskalenderen

Stigende vand på vaden ved Sønderho. Havbundens dyr ved, hvornår det sker.

Smådyr i Vadehavet skal passe tiden, det er et spørgsmål om liv eller død.

De færreste mennesker vil – uden at kigge i højvandskalenderen - kunne svare på, hvornår højvandet indtræffer i Vadehavet midt i næste uge. Især hvis man befinder sig langt væk fra Vadehavet og ikke har grund til at følge med i tidevandets daglige kommen og gåen, har man næppe nogen stærk kropslig fornemmelse for højvandet, der hver dag indtræffer lidt senere end dagen forinden. Men her er Vadehavets insekter os overlegne. Flere af dem er afhængige af et indre tidevandsur, der gør dem i stand til både at søge føde og lægge æg på det rigtige tidspunkt.

Forsøg med en art fra gruppen af springhaler, der i øvrigt er verdens ældste kendte insektorden, har vist, at dyrenes indre ur fortæller dem om tidevandsstanden, også selvom de er fragtet væk fra Vadehavet og ind i et laboratorium. Springhalerne lever nedgravet i Vadehaves sandbund ved højvande, men kommer op på overfladen ved lavvande, hvor de æder af alger på vaden. Havde dyrene blot reageret på den fysiske forandring i omgivelserne, kunne man forstå det. Men at de rent faktisk, i hvert fald nogle dage frem, reagerer automatisk og rettidigt kravler op gennem laboratoriets sand og tilbage igen, inden vandet stiger ude i Vadehavet, er fascinerende.

Næsten mere utroligt er det, at f.eks. en art dansemyg har synkroniseret sin æglægning, ikke bare med det daglige tidevand, men med springfloden, der indtræffer hver anden uge. Myggens larver lever på f.eks. tang, der de fleste dage er dækket af vandet, men som i dagene omkring nymåne og fuldmåne (springflod) kortvarigt tørlægges. Ved springflod er vandstanden henholdsvis en smule lavere og højere end ved almindeligt lav - og højvande. Dette udnytter larverne ved at forpuppe sig på det rette tidspunkt, så de kan forvandle sig til voksen insekter præcis, når deres levested er tørt nogle få timer i en 14-dages periode. Og de har travlt. Straks efter klækningen skal hunnerne parre sig og nå at lægge æg inden næste højvande. Herefter kan de dø. At leve med tidevandet er for nogle et spørgsmål om liv eller død.

Fanø klimasikres af Vadehavets bakterier

Mange bække små..., siger vi, når vi skal beskrive, hvordan et enkelt lille skridt kan gøre en stor forskel...når bare, der tages skridt nok. Men at noget så småt som bakterier og mikroskopiske alger er med til at bygge Vadehavet op, så der til sidst opstår strande og øer, er alligevel svært at fatte.
I sidste ende er bakterierne således med til at klimasikre Fanø og Vadehavets andre øer, fordi bakterier og alger simpelthen bygger vadefladerne omkring øerne højere, så disse kan fungere som naturlige bølgebrydere under stormfloderne. Forklaringen følger nedenfor, og historien er et eksempel på de unikke naturfænomener, som verdensarvsudpegningen af Vadehavet handler om.

For "hvor er den der Verdensarv", spørger Fanøs gæster, der har hørt om den fornemme optagelse på UNESCOs liste over de mest enestående naturområder på kloden, men som måske har lidt svært ved at se det unikke i en flad, grå mudret havbund. Med god ret, kan man sige. En del af de fantastiske fænomener ligger nemlig gemt i mudderet, og er ikke umiddelbart synligt.

For det første er den biologiske produktion af mikroskopiske planter i Vadehavet rekordhøj. Man regner med, at der på den blotlagte mudderbund (vaden) "produceres" op mod 300 g. organisk stof på en kvadratmeter pr. år. Altså udelukkende i form af planteplankton og alger. Bunddyr som muslinger og orme kommer oven i, og regnes altså ikke med i dette regnestykke. Men dertil kommer døde alger og andet organisk materiale flydende ind med tidevandet. Således at der i alt er omkring 500 g. organisk (plante)materiale til rådighed pr. m2. om året. Det er 3 gange så meget som i alle verdens have i gennemsnit, og baggrunden for at muslinger og sandorme er så talrige. Fødekæden er kickstartet.

Baggrunden er, at tidevandet strømmer ud af Vadehavet to gange i døgnet og blotlægger havbunden/vaden. Solens stråler kan uhindret forsyne algerne med energi og opblomstringen er stor. Ved højvande er vandet naturligt "grumset" pga. opslæmmet sand og slik, så der kan solen ikke nå så effektivt gennem vandsøjlen.

Denne del af historien er allerede med til at sætte en streg under Vadehavets ret enestående karakter. Men der er som antydet mere til historien.

Kiselalgerne, der lever mellem sandkornene i de øverste fem cm. af vaden, foretager ved højvande en vandring helt op mod overfladen. Her venter de på det indadgående tidevand, der medbringer og aflejrer sand- og slikkorn fra Nordsøen. Det meste af dette materiale ville flyde med vandet ud igen med ebbestrømmen, men kiselalgerne kommer i vejen. Algerne udskiller en slags slim, der limer en del af sandkornene sammen, så de tilsammen bliver tungere og bliver liggende.
En anden algeart, der rettelig tilhører bakterierne, den såkaldte slikbinderalge, har form som en lang tråd. Ligesom kiselalgerne udskiller tråden slim fra spidsen, der vokser op gennem sandet og dermed på samme måde fratager tidevandet de nyligt ankomne sandkorn.

Efterhånden som algerne på denne måde bygger vaden højere og måske hjælpes af stormflodernes indførsel af sand (se den forrige historie på bloggen), kan planter som f.eks. kvelleren vandre ud over den høje vade i sikkerhed. Tre døgn uden oversvømmelse skal kvelleren bruge for at spire. Sker det, er kvelleren en rigtig "game changer". En strandeng vokser frem, den kan fange meget mere sand end algerne, og øen er reelt vokset. Sådanne flade strandenge udgør naturlige bølgebrydere under stormflod, fordi bølgerne løber sig trætte over den flade slette. Og det hele startede med næsten usynlige alger.

Stormfloden bygger land og nye levesteder

Hønen, Fanøs sydspids, under stormflod.

 

Stormflodssæsonen er over os, og med den seneste tids oversvømmelser af havne, strande og klitter, er det nærliggende at spørge, hvordan de dramatiske vejrforhold påvirker landskabet og dyrelivet i Vadehavet omkring Fanø. Her forsøges med et par svar. Læs evt. også indlægget på bloggen om "Hønen" fra i sommers.

Eroderer Fanøs strande under stormfloder?

Det korte svar er nej. Fanø er en såkaldt regressiv barriereø. Det betyder, at den stadig vokser mod vest. Derfor er stranden meget bred, og der er rigelige mængder af sand, der er forudsætningen for, at vinden kan opbygge klitter i sommerhalvåret. Selvom de yderste unge klitter eroderer og måske skylles over under stormflod, bliver det meste af sandet på stranden og flyver altså atter op som nye klitter, så snart det tørrer. Faktisk vil storme ofte resultere i, at havet tilfører nyt sand, da revlerne ud for kysten skubbes op på stranden. Stranden bliver samlet set højere og bredere. Denne sammensmeltning af revler er hele forudsætningen for Fanøs dannelse. Skallingen nord for Fanø er dannet ved, at den historiske stormflod i 1634 med ét flyttede enorme mængder fra sand ind fra havet ud for Blåvandshuk. At Skallingens vestkyst så i dag rykker tilbage, er et tegn på Vadehavets foranderlighed. Geograferne er dog sikre på, at indersiden af Skallingen opfanger så meget materiale fra havet, at halvøen stadig vil være at finde på landkortet. Men den har aldrig haft en stabil udformning.

Trues dyrelivet af stormene?

For de enkelte individer kan en stormflod være en dødsensfarlig begivenhed. Men for bestanden af den pågældende art er der ingen problemer. Faktisk er stormene og det hårde vejr tit en forudsætning for at visse arter overhovedet findes i Vadehavet.

Det er som udgangspunkt udfordrende for dyr og planter at leve på kanten mellem land og hav i et tidevandspåvirket landskab. Fordi forholdene hele tiden ændrer sig. Det gælder til dagligt, når vadefladerne over få timer skifter fra at være tørre til våde og tilbage igen. Eller når blæsten flytter den klit, som planterne lige havde etableret sig i. Dyr og planter skal være meget tilpasningsdygtige, og en storm er en rigtig "game changer". Muslinger, der har fundet det helt rigtige sted i havbunden, skylles fri og måske helt op på stranden, hvor mågerne venter. Planter, der lever på den tørre strand, må pludselig stå imod i timevis, når bølgerne flår og hiver i dem. Og vadefugle som strandskader og ryler, der har været fristet til at blive vinteren over, må flyve rundt i blæsten og lede efter rastepladser, der ikke er oversvømmede, som deres sædvanlige sandbanker ude i selve Vadehavet. Sælerne bliver trætte, og de svageste bukker under. Der er drama nok til adskillige nye Disneyklassikere.

Men selvom enkelte individer kan bukke under, er arterne tilpasset forholdene. Også hjertemuslingerne, der under hårde vintre helt kan forsvinde fra store arealer på grund af frost. Bestanden bygges hurtigt op igen pga. de gunstige forhold netop i Vadehavet. Planterne på stranden, der nogle gange må bukke under pga. oversvømmelse, kommer også hurtigt igen. Mange arter udnytter oversvømmelserne til at sende frøene med vandet ud i verden. De er altså afhængige af oversvømmelsen. Og planterne frister netop et liv på stranden, fordi de langt hen af vejen kan overleve. Modsat de mange knap så modstandsdygtige arter, der må blive længere oppe i terrænet og kæmpe om pladsen med alle de andre.
En almindelig art som sandhjelme bliver begunstiget af at blive dækket med sand. Derfor danner et brud på klitten, hvor sandet fyger op over toppen, så at sige et godt levested for arten. På samme måde er åbne klitbrud med bart sand et uhyre vigtigt levested for en lang række insekter og krybdyr, fordi temperaturen her på det bare sand er høj om sommeren. Dette resulterer også i flere fugle i klitnaturen. Alt sammen pga. vejrets og stormenes "hærgen".

Sådan er der mange eksempler på at stormene udgør en vigtig del af Vadehavets økosystem. Den vilde natur og det, den giver af levesteder for dyr og planter, er netop baggrunden for verdensarvsudpegningen.

Tøffelsnegle skifter køn efter behov

Tøffelsnegle på huset af en konksnegl. I færd med at skifte køn...

Efter en vinterstorm som Urd, der ramte i juledagene, kan man altid gøre spændende fund på Vadehavets strande. Meget af det dyreliv, der ellers er skjult på havbunden, åbenbares, når stormen rusker og skyller store mængder af muslinger, snegle og andre dyr op på kysten. Det er både tomme muslingeskaller og stadig levende muslinger, som på stranden fortæres af de måger, der også er blevet blæst ind mod land og får sig et tiltrængt hvil. Ved sådan en lejlighed kan der på Fanø stå over 20.000 måger på stranden.

En af de mærkværdige skabninger, man kan finde i opskyllet er en 'sær snegl' fra amerikanske farvande. Tøffelsneglen skiller dig ud fra de i Vadehavet hjemmehørende snegle ved at hæfte sig fast på, hvad den nu kan finde med en hård overflade. Da der i Vadehavet ikke findes klippekyst eller sten, finder man ofte tøffelsneglen siddende på andre dyrs skaller, f.eks. konksneglens.

Tit ses flere individer sidde sammen eller sågar oven på hinanden, og det er der flere gode grunde til. Tøffelsneglene er i færd med at parre sig med hinanden og kan i den forbindelse skifte køn efter behov. Det kan være nødvendigt, da tøffelsneglene fikserer sig selv til underlaget, når først de i en vis alder 'etablerer sig'. Dyrene starter alle livet som hanner, men kan så, når de vokser i størrelse, forvandle sig til hunner. Det er typisk de største hanner, der lader de hanlige kønsorganer skrumpe og de hunlige udvikle. Når først forhandlingen til hun er sket, forbliver dyret hun. Fordelen ved at netop de største individer skifter fra han til hun er, at en stor ægproduktion forudsætter en stor fysisk volumen..

 Den gængse opfattelse har været, at sneglenes kønsskifte igangsættes af en kemisk kontakt gennem vandet. Dette ville være logisk, da sneglene jo ikke bevæger sig meget rundt og derfor er afhængige af at kunne "mærke" hinandens tilstedeværelse på andre måder. Men eksperimenter udført af det amerikanske Smithsonian Tropical Research Institute har vist, at tøffelsnegle, der rører ved hinanden, reagerer og sætter gang i det nødvendige kønsskifte hurtigere end de snegle, der har fysisk afstand til hinanden.

Tøfffelsneglen er en blandt ganske mange arter af fremmede dyr i Vadehavet, der er kommet hertil ved vores hjælp, ofte utilsigtet. Man mener, at tøffelsneglen først er kommet til Limfjorden i 1930´erne med udsat østersyngel fra Nordamerika. Fra Limfjorden har den bredt sig ned langs den jyske vestkyst og det nordlige Kattegat.