En historie om frossen jord, massedød og slimede fugleklatter.
Min forhave er ikke noget at prale af. I hvert fald stiller sommerens turister altid op foran naboernes huse for at fotografere hinanden og sig selv. Det er okay. For på det lille frimærke foran huset står et produktivt æbletræ, der endda er vært for en lysende grøn snylter med masser af historie. En mistelten vokser ud af stammen og forgrener sig hvert år en smule mere. Som halvsnylter lader den træet forsyne sig med vand og næring, men fanger selv solens stråler og producerer energi via fotosyntesen. Forleden sad en forårskåd musvit midt den vildtvoksende busk, der matchede fuglen bedre, end en boligdesigner kunne have udtænkt. Jeg lavede en skitse af optrinnet, og mens jeg forsøgte at blande mig frem til den helt særlige gule nuancer, tænkte jeg over, hvordan forskellige arter i naturen påvirker og udnyttes af hinanden. Og hold nu fast, for vi ender et sted langt væk fra den mere eller mindre kultiverede have på Tværvej i Nordby.
Om ikke andet, kender de fleste mistelten som en del af juleudsmykningen, men man kan bruge planten til meget andet end at kysse under! For eksempel til at blive klogere på klimaet for årtusinder siden. Man ved nemlig, at arten kræver en gennemsnitlig temperatur på mindst 16 grader for at kunne trives. Og fra fund af subfossiler kan man sige en hel del om de klimatiske forhold i perioden efter den seneste istids afslutning for rundt regnet 12.000 år siden. Men i denne artikel er det omvendt misteltenens overlevelsesevner om vinteren, der gjorde mig nysgerrig. Eller måske var det bare buskens synlighed på denne årstid: En lysende gulgrøn "kugle" i en ellers gråbrun og vintervissen have. Den vil frem i verden, rent visuelt. Men altså ikke i en verden under 16 grader i snit. Oldtidens jægere kunne angiveligt bruge giftindholdet fra planten på pilespidserne, da det blev varmt nok for misteltenen her til lands for ca. 9.000 år siden. Det kan jeg gå en smule i stå over, når jeg stirrer ud på mit eksemplar gennem vinduet. I 1944 fredede man den på det tidspunkt sidste mistelen i landet, og den har siden da faktisk været ret sjælden i naturen. I dag er planten dog mere udbredt, hjulpet godt på vej af dyrkede eksemplarer i haverne og klimaændringerne. Men nogle forskere mener faktisk, at den oprindelige bestand nærmest er uddød i Danmark, da den var tæt knyttet til de endnu mere varmekrævende lindetræer, der dækkede store dele af landet i bondestenalderen, men som blev fældet, da landbruget omformede landskabet og træerne efterhånden mødte et køligere klima. I dag er lindetræer lidt af en sjældenhed, og vi er i vadehavsregionen faktisk heldige at kunne opleve de smukke lindetræer i den urskovsprægede Draved Skov ved Løgumkloster. De udbredte danske bøgeskove eller fyrretræsplantager passer ikke misteltenen, så den bliver aldrig almindelig i Fanøs natur.
En anden forudsætning for misteltenens geografiske spredning er ellers til stede på øen. I hvert fald i perioder. Nu springer vi fra plante til dyreriget og til en historie om ekstra slimede fugleklatter. Misteldroslen er ikke så kendt som solsorten og sangdroslen, som den ligner ved første øjekast, da den er ret sky og let overses, og fordi den ikke tropper op i haven i samme grad som de andre. Men da den har en stor kærlighed til misteltenens bær, er den også en af buskens vigtigste førspredere. Frøene er omgivet af et slimet stof, der får droslens ekstrementer til at hænge i lange tråde, som hænger effektivt fast på de træer, de tilfældigt måtte lande på. Bærrene ædes af droslen, frøene passerer gennem tarmsystemet, og hægter sig fast på deres nye værtstræ, som de på snyltervis trænger ind i og etablerer sig på. Misteldroslen yngler faktisk på Fanø med enkelte par, men de fleste ser vi på træk, især i efteråret, hvor øens sydspids fungerer som en affyringsrampe for tusindtallige flokke af forskellige drosler, når de instinktivt flyver mod sydvest og direkte ud over havet fra Sønderhos klitter.
 |
| Fanøs sydspids fungerer som affyringsrampe for trækfugle. |
Fanøs sydspids, Hønen, er således kendt for sine rekordstore forekomster af trækkende drosler. På de rigtige dage, med særlige vind- og vejrforhold, der både lokker og presser fuglene ned fra Skandinavien, og samtidig ud mod den danske vestkyst, klumper fuglene sammen i luftrummet over sydspidsen, da de ikke er meget for at flyve ud over havet, før der ikke er nogen vej tilbage. Og det er der så ikke, når man kommer til Sønderho
I bølger på ofte nogle hundreder kommer især sangdrosler og vindrosler med få minutters mellemrum. Ind imellem kommer så enkelte misteldrosler dryssende, måske i smågrupper. Kender kan dens kald, der lyder som når man rækker et gammeldags ur op, kan man pille dem ud af de større flokke af lignende drosler. Det er stærkt fascinerende at opleve fugletrækket på den måde. Men det får misteltenen altså ikke glæde af, selvom droslerne måtte have frø i maven. Vi mangler misteltenens foretrukne værtstræer.
Når fuglene trækker mod syd, er det ikke så meget den lavere temperatur om vinteren, der sætter gang i de store migrationer. Det handler derimod om føde. Lukker køleskabet, må man skifte diæt eller flygte. Drosler er faktisk ret gode til at skifte strategi. Fra orme, snegle og insekter til bær og frugter, men de sidste slipper også op, og overvintrende drosler må nogle gange kæmpe for livet, hvis jorden fryser og bærrene er spist.
Er man ikke omstillingsparat, kan et pludseligt kuldefremstød med is og sne udgøre en skjult vinterfælde. Nogle fuglearter skynder sig så at flyve mod mildere egne. Gæs og ænder i Vadehavet fløj i den første halvdel af februar på såkaldt kuldeflugt, og i løbet af en uges tid blev kysterne nærmest tømt for fugle. Den manøvre kræver, at den enkelte fugl har energien og dagsformen til at flyve væk, der er ikke råd til smuttere i energibudgettet.
En af dem, der regnede forkert i denne vinter, er skovsneppen. Fanø og landene omkring den sydlige Nordsø oplevede helt usædvanligt mange snepper i februar. Hårdt pressede af sne og is gik snepperne rundt i folks haver i fuld dagslys, og jeg så sågar én flyve rundt i Hovedgaden i Nordby. Skovsnepperne er som en af de få vadefugle helt ligeglade med muslinger og orme i Vadehavet, men er helt knyttet til skov og åbne heder. Fanø har i generationer været kendt som et af de bedste sneppetærrener blandt jægere. Og selvom arten er en af de mest udbredte og talrige vadefugle på den nordlige halvkugle, er det normalvis ikke mange, man ser. De færdes skjult i skovbunden og søger først ud på de åbne heder og i skovbrynet om natten for at stikke deres lange næb i jorden efter orme. Jægerne har lært af afkode vejret og ved, at når kulden sætter ind i Nordskandinavien, er det tid for sneppejagt på Fanø. Der ér altså normalvis mange snepper på øen i efteråret og i milde vintre, vi ser dem bare ikke. Men det skulle februars pludselige frost og sne lave om på. Skovsnepperne søger i sådanne situationer gerne mod de mildeste egne langs kysterne, hvor det lune havvand kan holde kysterne snefri. Men også på Fanø var landskabet dybfrossent, og snepperne var tvunget til at søge føde i dagslys på usædvanlige steder som grøftekanter og villahaver. En gåtur, hvor ruten blev lagt gennem Torp Plantage på Fanø gav 21 skovsnepper på et par timer. En enkelt ville normalt være nok til at få smil på læben, og man kan kun gisne om, hvor mange, der har været i de uger på Fanø. Og hvor mange, der døde af sult som en følge af den forfejlede overvintringsstrategi. Det er dog ikke noget, der truer bestandene af skovsnepper, der som sagt er meget store i de nordiske og russiske skove. Mange andre vadefugle, deriblandt vores egne ynglende af slagsen, har helt anderledes problemer. F.eks. er vores viber, præstekraver og klyder i frit fald fordi deres ynglesteder er forsvundet, eller kvaliteten af dem forringet. Så selvom det kan være hjerteskærende at se desperate langnæbbede snepper i sneen, ligger vadefuglenes egentlige problemer et helt andet sted. Viberne er så uheldige, at de nogle gange slås med både vintervejr og dårlige levesteder. Som en rigtig "vejrfugl" reagerer viberne også på kulden, og ser det hele lidt an, når vi kommer ind i november. Selvom viberne trækker væk fra store dele af landet, står de i Vadehavet i store flokke, mens de overvejer, om de skal rykke mod syd. Når vinteren strænges, må de ligesom skovsnepperne satse på at have kræfter nok til at søge mod sydvest. Men så snart det mildner, som i slutningen af februar i år, er de tilbage i Vadehavet. Og så er det, det kan gå galt. For nogle år siden slog kulden igen, efter at viberne var ankommet, og de opførte sig præcis som skovsnepperne i år. Man fandt viber i rundkørsler og inden for bygrænsen, hvor det urbane liv med læ, biler og huse altid resulterer i lidt mildere mikroklima. De døde i mængder, og for en art, hvor 3 ud af 4 fugle er forsvundet siden 1970´erne, kan det mærkes på bundlinjen. Mens småfugle som blåmejse og gærdesmutte, der også dør i mængder i vinterkulden, yngler sig ud af problemerne de følgende år med flere kuld og mange unger, kan en art som viben ikke bare skrue op for ungeproduktionen. Levestederne bliver stadig færre, antallet af flyvefærdige unger ligeså.
Strategien med hurtig reproduktion efter en vinterkatastrofe er i den grad nødvendig hos hjertemuslingen, hvis skaller vi kan finde på enhver strandtur i Vadehavet. På nogle strækninger er stranden nærmest "alfalteret" med tomme hjertemuslingeskaller, og det kan undre, hvor mange levende individer, der må findes ude i havbundet. De sidder dog også tæt, hjertemuslingerne, og de er nemme at finde, da de kun graver sig få cm ned i sandbunden, og samtidig gerne etablerer sig som en rigtig Vadehavs-specialist inde i tidevandszonen, der blotlægges ved lavvande. Den levevis er dog ikke uden risiko, da muslingerne udsættes for tørke (under langvarig ekstremt lavvande forårsaget af fralandsvind), frost og is, hvilket dyrene i tidevandszonen lider langt mere under end arterne på dybere vand. En meget stor del af hele hjertemuslingebestanden kan dø under lange perioder med is i Vadehavet. På vaderne ud for Fanøs nordspids har man tidligere undersøgt svingningerne hos de unge hjertemuslinger (under et år gamle). I juni måned i to af hinanden følgende år talte man henholdsvis 2200 og 28000 unge individer på en kvadratmeter! Is og dårlige år for muslinger kan således få reel betydning for, hvor nemt, det er for vadefugle og fisk at finde føde efterfølgende. Men Vadehavets dyreliv er heldigvis tilpassede til at håndtere de omskiftelige forhold. Muslingebestanden kommer stærkt igen efter en kold vinter, og når de døde muslinger eller tomme skaller skyller ind på stranden, kickstarter de senere livet i et helt andet hjørne af naturen. Oppe mellem klitterne ligger frø fra f.eks. orkideer og venter på de rette forhold. De er uhyre små og spredes nemt med vinden. Men de får først en chance, hvis de lander et sted med de helt rigtige forhold. Et af de krav, orkideerne på Fanø stiller, er et vist indhold af kalk i jorden...eller sandet. Mens orkideer på f.eks. Møn har glæde af dybe og gamle kalklag i undergrunden, kommer Fanøs kalk fra "nyligt" opskyllede muslingeskaller, der langsomt er forvitrede og har frigivet sit bygge materiale og påvirket PH-værdien i en orkidevenlig retning i klitlavningen. Derfor kan vi finde orkideer med smukke navne som sumphullæbe og kødfarvet gøgeurt. Smukke, sjældne og kuriøse. Sådan er liv og død, klima, vejr og fugletræk på fascinerende vis forbundet i en stor natur som Vadehavets. Det kan man kun blive ydmyg over at tænke på, når man kigger ud genne, vinduet eller trasker gennem klitterne i forårssolen.
Marco Brodde, marts 2021
