Før og efter stormen Bodil - Hønen kommer stærkt igen.

Trampesporet fra Hønes spids i juli 2016. Planterne rykker ind igen.
Terrænet er hævet en halv, ja nogle steder med en hel meter.

Bodil skubbede i 2013 klit og sand ind over engen ved Hønen.
Se flere billeder nedenfor artiklen.
 

 

Fanøs sydspids Hønen er berømt og berygtet for at være i konstant forandring. Man kan se landskabet udvikle sig fra år til år, og nogle gange rykker Hønen 'over night' efter en stormflod.

Nogle gange ser det ud som om det hele er på vej i havet, andre gange, som om landskabet vokser. Nedenfor kan du se en stribe 'før og efter-billeder' fra de samme punkter ude i terrænet. Billederne er fra henholdsvis denne uge i juli 2016 og dagen efter stormen d. 5/6. december 2013, den storm, som bar navnet Bodil. Netop Vadehavets evige foranderlighed er en af hovedårsagerne til området status som UNESCO Verdensarv

Det umiddelbart ulogiske ved Vadehavets landskab er, at det lever og udvikler sig af at drukne med mellemrum. Oversvømmelser af strande og strandenge resulterer ofte i, at nyt sand og materiale fra havet føres til. I hvert fald der, hvor vandet - på trods af det katastrofelignende scenarie - er faldet så meget til ro, at sand og slik kan synke til bunds. Hele Fanø er skabt på denne måde i læ af det store Horns Rev vest for Blåvand. Skallingen nord for Fanø er skabt som følge af den store stormflod i 1634, der flyttede enorme mængder sand ind fra nordvest og lagde grundlaget for den 10 km. lange halvø, samtidig med at den eksisterende mindre halvø med Langli i spidsen blev gennembrudt. Det er "give and take" i Vadehavets. Forhindrer man vandet i at trænge ind over det stadig nye land i et forsøg på at kystsikre, risikerer man at forhindre den videre opbygning. At klitter ser ud til at skylle væk, snyder os ofte. I mange tilfælde vil stranden have modtaget mere sand, end den vil have mistet, om end det hele er fladet ud.

 

Kystlinjen kan også godt rykke tilbage, samtidig med at det samlede landareal vokser. Sådan ser situationen ud lige nu på Hønen. Sydspidsen har aldrig været i nogen stabil eller endelig tilstand og er i øvrigt kun ca. 200 år gammel. Den strandeng, hvor hindebægeren i disse uger blomstrer i et tæt lilla tæppe, er først skabt, efter at havet (stormene!) aflejrede en krumodde i forlængelse af 1800-tallets sydspids. I læ af denne odde aflejrede tidevand og nye storme hurtigt nyt slik og sand, og pludselig var den vandfyldte bugt ind mod Sønderho forvandlet til bevokset strandeng.

 

Den udvikling er fortsat, så den tidligere naturlige sejlrende Galgedyb blev skubbet stadig længere mod øst og bliver i øvrigt stadig smallere. Sagen er nemlig, at landskabet på den anden side af Galgedyb også vokser. Keldsand er faktisk det sted i det danske Vadehav, der modtager mest sand pr. år. Ikke underligt, at sejlrenden sander til, når både Hønen vokser mod øst og Keldsand samtidig vokser fra den anden side. Sandregnskabet er altså overordnet set  i stort plus omkring Sønderho. Og som billederne viser, kommer plantedækket hurtigt igen efter stormflodernes hærgen. Faktisk har de ofte fået mere sand og et højere terræn at vokse på. Og de forskellige plantearter er tilpasset oversvømmelse eller til at leve med sandfygning.

 

Hvor mange og hvor kraftige storme et Vadehavslandskab kan klare, inden det begynder at gå tilbage, er et kompliceret regnestykke. Klimaændringerne er den store joker i Vadehavets fremtid. Men stormene i sig selv og den dynamik, de medfører, er altså en del af det naturlige spil i nationalparken. Og det er netop den frie og ukontrollerede dynamik, der er anerkendt af UNESCO som værende Verdensarv. Skal vi fremvise et sted på Fanø, hvor de geologiske processer, som kendetegner verdensarvsområdet er det Hønen ved Sønderho.

 

Hønen set fra vest i 2016. Bemærk de høje tunger af sand. Klitten er skyllet ind over land.

Samme sted lige efter Bodil i 2013. For første gang i mands minde skyllede vandet ind over resterne af klitten.
Tidligere kom vandet under storm udelukkende ind bagom Hønes spids (fra venstre i billedet)






 

 

Hønens yderste, helt unge spids skyller ofte helt over under storm, som her under Bodil. Derved modtager spidsen nyt sand.



Hønens yderste spids forlænges i dag fortsat. Krumodden, der var forudsætningen for Hønens dannelse fortsætter
sin vækst. Og selvom den gamle klit flades ud, dannes stadig mere land rundt om den (juli 2016)



 



Den nye klit set fra øst i juli 2016. Plantevæksten rykker hurtigt her og fanger stadig mere sand.

 

 

 

Under Bodil i 2013 blev klitterne jævnet, men stormen har skabt et højere land og givet de nye klitter mere sand.