Hindebæger i fuld flor - og med en kræsen bille

Udsigt over Hønen ved Sønderho

Det er tiden, hvor en af Fanøs og Vadehavets mest karakteristiske planter blomstrer. Fanølyng kaldes den som bekendt - her på øen i hvert fald. Men hindebæger har intet med lyng at gøre. Kun farven kan minde om. Og så det, at begge arter danner store tæpper i landskabet. Men mens lyngen findes på den tørre hede, vokser hindebæger på de saltpåvirkede strandenge nær kysten. Den kan tåle saltforgiftningen, som stormfloderne jo faktisk resulterer i. Hindebæger transporterer saltet ud i bladende, hvorfra saltet udskilles fra kirtler på undersiden. Dermed får hindebægeren en fordel på   engen, hvor de planter, der ikke på en eller anden måde kan overleve salt, må opgive at slå sig ned.

På Hønen ved Sønderho blomstrer hindebægerne lige nu smukt. God hjulpet af de skotske højlandskvæg, der i mange år har afgræsset engen om sommeren. Det begunstiger hindebæger og de andre plantearter på engen, da de er afhængige af rigelige mængder sollys og hurtigt ville blive udkonkurrerede af tagrør, hvis ikke kvæget var sat ud for at spise af tagrørenes nye skud.

Hindebæger har en beboer, der er ganske kræsen. Ikke alene vil den lille snudebille kun lægge sine æg i rødderne fra hindebæger. Og for at kunne komme til vil billen også helst leve, hvor planternes rødder blottes af vandets erosion.Vadehavets og stormflodernes slid og nedbrydning af landskabet er således for længst udnyttet af særlige arter, der har tilpasset sig den evige dynamiske udvikling i terrænet. Dyrenes tramp over engen kan for den sags skyld også blotte rødderne. I august lægger billen sine æg i et boret hul i rødderne. Snart efter udvikler larven sig, og den mæsker sig i rødderne gennem hele vinterhalvåret med storme og oversvømmelser, der til tider dækker værtsplanten helt. Næste sommer forpupper larven sig, og ud kommer en ny bille.

Hvor hindebæger vokser ud mod en erosionskant, kan dens lille snudebille komme til rødderne for at lægge æg.

Hindebæger er ikke fredet og må gerne plukkes. "Til eget brug, og uden at høste for meget", som man siger. Strandengen, der aldrig har været under plov er til gengæld beskyttet via naturbeskyttelsesloven. Græsningen sikrer, at der er lys og plads nok til mange forskellige arter.