jgj

jgj

søndag den 13. december 2015

Velkommen

Velkommen til Fanø Kommunes nye blog om Vadehavet. Her vil du løbende kunne hente information om kommunens engagement i Nationalpark Vadehavet og i regi af UNESCOs anerkendelse af området som verdensarv.

Det er målet både af formidle de mange gode historier fra den særlige natur og de levende kulturmiljøer, vi er omgivet af, og samtidig fortælle kommunes borgere og øens mange gæster om kommunes arbejde med at udvikle nye tiltag, der kan kombinere natur, oplevelser, turisme og erhverv i samarbejde med en bred viste af interessenter.



Fanø sydspids, Hønen, udgør med sit meget dynamiske landskab et værdifuldt naturområde, hvor vi kan iagttage de geologiske processer arbejde. Der bygges nyt land op med en hastighed, der selv i Vadehavet er bemærkelsesværdig. Samtidig eroderer den lave klitrække, der dannedes, da aflejringerne omkring Sønderho for alvor tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet. Det er den slags vildskab og uberørte landskaber, der er unik i den vestlige verden, og som UNESCO har anerkendt som værende verdensarv.


Mangeårigt samarbejde

Danmark, Tyskland og Holland har samarbejdet på politisk niveau om deres fælles Vadehav siden 1970'erne. Målet er at bevare et bæredygtigt økosystem, hvor de naturlige processer kan foregå uforstyrret. I regi af dette såkaldte Trilaterale Vadehavssamarbejde drøfter de tre lande miljøministre, kommuner og regionale myndigheder løbende en lang række emner med relevans for både mennesker og miljø i et af den vestlige verdens mest betydningsfulde naturområder.

Etableringen af nationalparken i det danske Vadehav i 2010 er set i det lys et nyt tiltag, der ikke mindst har løftet formidlingen af også lokalområdernes natur og kultur og har sat Vadehavet på dagsordenen i både erhvervsliv, turisme og i en bred folkelig sammenhæng.

UNESCOS anerkendelse af det danske Vadehav som værende verdensarv har ligeledes sat fokus på, at landskabet omkring Fanø er unikt, også set i et globalt perspektiv. Og mindet os om, hvorfor vi er forpligtede til at beskytte det for eftertiden. Hvordan vi lokalt og nationalt giver arven videre og får glæde af det stærke brand, er meget op til os selv. Derfor tager Fanø Kommune aktivt del i og vil søge at udvikle samarbejdet mellem øens borgere, foreninger og erhvervsdrivende. Alt sammen med tæt forbindelse til nationalparken og med tråde tilbage til Det Trilaterale Vadehavssamarbejde.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar