Hvad består arven af?

I 2014 udpegede FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, UNESCO, den danske del af Vadehavet som værende verdensarv. Dermed er hele det fælles Vadehav fra Blåvands Huk i Danmark til Den Helder i Holland anerkendt som et unikt naturområde i global sammenhæng. Den tyske og hollandske del blev allerede udpeget i 2009. Nedenfor kan du læse lidt om, hvad udpegningen konkret er begrundet i.

UNESCO udpeger både kulturhistoriske monumenter og naturlandskaber som verdensarv.

Verdensarvskonventionen fra 1972 er underskrevet af en lang række lande, der dermed har forpligtet sig på at tage vare på de helt særegne bygningsværker, miljøer og områder.

At runestenene ved Jelling er udpeget er umiddelbart nemt at forstå, når man ved, hvilken skelsættende overgang fra hedenskab til Kristendom teksten på stenene markerer på de skandinaviske folks vegne. Men hvad med Vadehavet? Der er mange imponerende og unikke fænomener i både naturen og i de gamle bymiljøer, men hvilke dele har UNESCO peget på som uerstattelige for menneskeheden og som vi bør beskytte for eftertiden? Ja, paradoksalt nok kan det siges at være naturens foranderlighed. Det mest særlige ved Vadehavets landskab er, at det stadig er under udvikling og får lov til det. Som et ganske ungt landskab med kun ca. 8-10.000 år på bagen adskiller Vadehavet sig markant fra det øvrige danske land, der har været påvirket af flere istider. Vadehavet er først opstået som landskabstype efter den seneste istids afslutning, da Nordsøen blev fyldt op med vand. Vandstanden steg frem mod Bronzealderen (ca. 1800 f.Kr.), hvor vandet populært sagt nåede den nuværende jyske kystlinje. I løbet af denne proces aflejrede havet sand og revler parallelt med kysten og påbegyndte en opfyldning af de lavvandede og tidevandspåvirkede område.

De højeste revler udviklede sig til egentlige øer, men udviklingen er ikke gået i stå. Strøm, vind og storme forandrer til stadighed landskabet, der dermed er underlagt naturens egen dynamik. En række faktorer som lave vanddybder og en stor biologisk produktion af kiselalger, muslinger og andre bunddyr skaber ideelle livsbetingelser for en lang række af dyre- og plantearter, som forekommer i antal, der selv i internationalt målestok er imponerende.

Det er disse landskabsprocesser og dette naturindhold, UNESCO har sat fokus med sin anerkendelse.

Når Verdensarvskommiteen udpeger steder, vurderes disse ud fra en liste med ti kriterier, hvor lokaliteterne typisk lever op til nogle, men ikke alle kriterier. For Vadehavets vedkommende er det de sidste fire kriterier (7-10), der resulterede i udpegningen:

7) Det skal indeholde enestående naturfænomener eller exceptionelt naturskønne områder eller områder af æstetisk betydning.

8) Det skal være et fremragende eksempel på hovedperioder i jordens historie, og inkludere et bevis for liv, betydningsfulde pågående geologiske processer i udviklingen af landformer….

9) Det skal have særlige eksempler på betydningsfulde i gangværende økologiske og biologiske processer i evolutionen og udviklingen af økosystemer på land, i ferskvand, ved kyster og i havet samt plante- og dyresamfund.

10) Det skal indeholde de vigtigste og mest signifikante naturlige levesteder for bevaring på stedet af biologisk mangfoldighed, herunder levesteder for truede arter, der har særlig universel betydning ud fra et videnskabeligt eller bevaringsmæssigt synspunkt.