Vadehavets insekter har styr på højvandskalenderen

Stigende vand på vaden ved Sønderho. Havbundens dyr ved, hvornår det sker.

Smådyr i Vadehavet skal passe tiden, det er et spørgsmål om liv eller død.

De færreste mennesker vil – uden at kigge i højvandskalenderen - kunne svare på, hvornår højvandet indtræffer i Vadehavet midt i næste uge. Især hvis man befinder sig langt væk fra Vadehavet og ikke har grund til at følge med i tidevandets daglige kommen og gåen, har man næppe nogen stærk kropslig fornemmelse for højvandet, der hver dag indtræffer lidt senere end dagen forinden. Men her er Vadehavets insekter os overlegne. Flere af dem er afhængige af et indre tidevandsur, der gør dem i stand til både at søge føde og lægge æg på det rigtige tidspunkt.

Forsøg med en art fra gruppen af springhaler, der i øvrigt er verdens ældste kendte insektorden, har vist, at dyrenes indre ur fortæller dem om tidevandsstanden, også selvom de er fragtet væk fra Vadehavet og ind i et laboratorium. Springhalerne lever nedgravet i Vadehaves sandbund ved højvande, men kommer op på overfladen ved lavvande, hvor de æder af alger på vaden. Havde dyrene blot reageret på den fysiske forandring i omgivelserne, kunne man forstå det. Men at de rent faktisk, i hvert fald nogle dage frem, reagerer automatisk og rettidigt kravler op gennem laboratoriets sand og tilbage igen, inden vandet stiger ude i Vadehavet, er fascinerende.

Næsten mere utroligt er det, at f.eks. en art dansemyg har synkroniseret sin æglægning, ikke bare med det daglige tidevand, men med springfloden, der indtræffer hver anden uge. Myggens larver lever på f.eks. tang, der de fleste dage er dækket af vandet, men som i dagene omkring nymåne og fuldmåne (springflod) kortvarigt tørlægges. Ved springflod er vandstanden henholdsvis en smule lavere og højere end ved almindeligt lav - og højvande. Dette udnytter larverne ved at forpuppe sig på det rette tidspunkt, så de kan forvandle sig til voksen insekter præcis, når deres levested er tørt nogle få timer i en 14-dages periode. Og de har travlt. Straks efter klækningen skal hunnerne parre sig og nå at lægge æg inden næste højvande. Herefter kan de dø. At leve med tidevandet er for nogle et spørgsmål om liv eller død.