Vadehavets rurer har ét skud i bøssen...

Vi kan se dem på hver eneste tur til stranden, men deres liv er både ukendt for de fleste og stærkt fascinerende. Mød en af Vadehavets mærkelige væsener.

Rurerne ligner overhovedet ikke dyr ved første øjekast. Men mere en lille hård gevækst af hvidt kalk, der er vokset frem som en vorte på krabbernes skjold, på båden eller på sneglehusene. Rurerne er en slags krebsdyr, om end det heller ikke er let at se. Krebsdyr er en stor familie, og rurerne tilhører gruppen af såkaldte rankefødder. Arter af rankefødder må som voksne lide den tort at skulle sætte sig fast et nøje udvalgt sted uden mulighed for at flytte sig igen. De har ét skud i bøssen.

Kun som larver er de mobile og svømmer rundt for at finde et egnet sted at slå sig ned. Det siger sig selv, at det gælder om at vælge rigtigt. Den mest sikre strategi må derfor være at vælge et sted, hvor der allerede sidder mange artsfæller. Selvom konkurrencen om pladsen dér kan være ubarmhjertig hård. Rurerne bliver kemisk tiltrukket af hinanden, så de flokkes nemt. Når først de har slået sig ned, dannes de karakteristiske kalkplader omkring dyret. Pladerne kan skydes op i toppen som en dør, og ud gennem åbningen krænger rurerne deres ben. Benene er formet som små net, der kan fange den mikroskopiske føde, der kommer flydende med vandet.

Rurer på knivmusling. Mange er stadig lukkede og levende

Den største udfordring for havdyr i et tidevandsområde er udtørring. Til dagligt må de kunne overleve timerne omkring lavvande, men også længere perioder med fralandsvind og tørke i dagevis hører til tilværelsen for Vadehavets dyr. Og få dyr er som rurerne tilpasset de ekstreme forhold. Forsøg har vist, at de er i stand til at  overleve en hel måned uden vand og dermed uden føde. Endda rurernes æg og larver kan overleve i ugevis i den beskyttede hule.

Kampen om de gode pladser i "kolonien" er hård. For det første må larvene, når de etablerer sig, vælge den rigtige placering i forhold til lys og skygge. I forvejen sidder der måske (hundrede)tusindvis af voksne livskraftige individer, der ikke viger pladsen. Undersøgelser har vist, at der faktisk kun er plads til, at 2-5 % af larverne kan finde en plads, der er stor nok til, at de kan vokse sig store. Nogle individer sætter sig på sneglehuse, krabber eller hvaler. Så er de pludselig mobile. Og rurerne, der har sat sig mellem øjnene på en krabbe, får endda glæde af den vand, krabben hele tiden skovler hen forbi munden. Men krabben kan dø og skylle op på stranden. Og så slutter livet selv for de hårdføre rurer.

Sandet gemmer på overraskende mange dyr

Vi ser kun toppen af isbjerget, når vi oplever Vadehavet omkring Fanø. Tyske undersøgelser giver os imidlertid et indblik i, hvor stor en verden, der skjuler sig under vores fødder. Langt hovedparten af Vadehavets dyrearter er nemlig mindre end en millimeter og lever mellem sandkornene på vaden. De spiller en hovedrolle i økosystemet og er uundværlige som en del af den fødekæde, der giver os oplevelser med millioner af fugle, fisk og sæler.

Medregner man alle arter af dyr, planter og svampe i det samlede Vadehavslandskab, øer og fastlandet medregnet, lander man på omkring 10.000 arter. De fleste lever på land. Ganske enkelt fordi, her er mere stabile livsbetingelser end ude i selve Vadehavet, hvor forholdene faktisk er ekstremt udfordrende. Alene det at tidevandet skiftevis tørlægger og oversvømmer landskabet gør, at arterne skal være endda meget specialiserede for at kunne udnytte vaden. Man regner således med, at der i runde tal "blot" findes ca.1.255 (dyre)arter ude i det tidevandspåvirkede landskab langs kysten. Mængderne af individer pr kvadratmeter kan som bekendt være helt utrolige, men nu taler vi om antallet af arter.

Og det er her overraskelsen bogstaveligt talt gemmer sig.

Fra den ene ende af skalaen:

• Antallet af fuglearter, der gør direkte brug af selve vaden og det lave vand er ca.80 (at der er 12 mio. individer er selvfølgelig grunden til, at vi lægger mærke til dem).
• Af fiskearter findes omtrent lige så mange, nemlig 85.
• Antallet af dyreplanktonarter er ca. 120 (de lever fortrinsvis i vandet)
• De mange muslinger, snegle, sandorme og andre større dyr i sandbunden fordeler sig over 170 arter.

Resten af arterne ude på vaden, 800 i alt, er mindre bunddyrsarter, hvoraf mange ikke er større end en millimeter.  De lever mellem sandkornene, og hver art finder præcis frem til de steder i sandet, der passer dem bedst. Iltforhold, vandmætning, næringsstof, sandkornenes størrelse....mange faktorer danner tilsammen et specifikt levested, eller rettere, mange forskellige levesteder. Dette er netop hele hemmeligheden bag artsdiversiteten i sandet. Det, som for os, ligner en ensformig havbund, er i virkeligheden et landskab med et væld af forskellige boliger til mange forskellige arter.

Vadehavet store såkaldte biodiversitet er en af grundene til, at området er anerkendt som verdensarvsområde af UNESCO.

 

Helt vildt! Tusinder af fugle søgte ly på Fanø under uvejret

Aldrig har man oplevet så stort et småfuglefald på Fanø.
Rødstjerter og fluesnappere sad overalt på øen d. 14. september.
Foto: Per Kjær

Et højst usædvanligt naturfænomen fandt sted på Fanø i sidste uge i forbindelse med efterårets første stormende kuling. En cocktail bestående af dato, uvejrets bane og Fanøs beliggenhed resulterede i, at rekord mange trækfugle slog bremsen i og søgte ned på øen, hvor de det næste døgn tankede op og samlede kræfter til at fortsætte rejsen mod syd den følgende nat.

Fænomenet kaldes småfuglefald og er kendt fra de lokaliteter i landet, hvor mange trækfugle passerer. Sangfugle, finker og drosler og andre arter fra skov og krat er ikke meget for at flyve ud over havet, så de følger kysterne og "ender" typisk ude på det sidste stykke land, inden de så tager springet og fortætter ud over vandet. Fanø og især sydspidsen ved Sønderho virker på denne måde som en affyringsrampe, hvor fuglene forlader land og drejer mod sydvest. En stor del af trækket foregår om natten, da det er mest sikkert i forhold til rovfuglene, der flyver lige i hælene på småfuglene sydover. Det er derfor kun en brøkdel af fuglene, vi rent faktisk ser, når de holder pause på landjorden. Men i sidste uge fik vi et indblik i det ellers usynlige træk, der går over øen.

Er vejret godt over Skandinavien sendes millioner af fugle ud fra Norge med kurs mod Jylland, og netop her i september kulminerer mange af arterne. Rødstjerter og fluesnappere er nogle af de arter, der skal helt til Afrika, så derfor er de allerede på vej i store mængder. Men d. 13. september blev sværmene af trækfugle på nattehimmelen fanget. Som billederne fra DMI herunder viser, var vejret fint til fugletræk nord for os, og fuglene hat sat af med en god fornemmelse. Men uvejret kom pludseligt fra sydvest og blokerede effektivt ruten videre fra Fanø og videre ned langs Vadehavskysten.

Det er sådanne situationer, der får fuglene til at "falde". Øerne har en særlig tiltrækningseffekt under hændelser som disse, da de er omgivet af vand - hvorved fuglene koncentreres på det land, der ser under sig. Selvom Fanø ikke ligger langt fra fastlandet, er der stadig en påfaldende stor "ø-effekt", og den er størst omkring sydspidsen. Både fordi fuglene i en vis grad ender hernede, som i en ruse, og fordi afstanden til land er længere.

Selv folk på gaden bemærkede, at der rundt i haverne hoppede usædvanligt mange fugle rundt. Især rødstjerterne med de rustrøde haler blev bemærket. Ornitologer på øen med 30 og 40 års erfaring kunne måbende se egentlige flokke af rødstjerter og brogede fluesnappere sidde på hegnspæle og i toppen af nærmest ethvert krat. Det er arter, der ellers kun optræder enkeltvis eller få stykker sammen. Ingen har tidligere oplevet småfuglefald på Fanø i denne størrelsesorden. Dagen efter var det hele forbi. Alle fugle, der havde fysikken til det, var fortsat mod Afrika. Formentlig venter nye udfordringer over de europæiske bjerge og ikke mindst over Sahara, hvis ørken bliver stadig bredere. Det er ikke nemt at regne sig frem til, men d. 14. september har alene rødstjerten optrådt i et antal mellem 1000 og 2000 individer.

Broget fluesnapper.
Foto: Per Kjær

Et spørgsmål om liv eller død - Vadehavets arter må vælge den rigtige strategi

Tilsanding, stærk strøm, erosion, stærk vind, tørke, oversvømmelser...dyr og planter må kunne takle hele paletten af dødelige udfordringer, hvis de vil kolonisere Vadehavet.

Vadehavets status som verdensarv er i høj grad begrundet med landskabets såkaldte dynamik. Det er levende og under konstant forandring. Tidevand og storm påvirker strande, klitter og især selve vaden, der som bekendt tørlægges to gange i døgnet. Det sidste er i sig selv en udfordring for dyr og planter, der altså både skal kunne leve i havvand og undvære det i lange perioder. Og det er bare dagligdagens udfordring.

Arterne har gennem evolutionen udviklet forskellige strategier for at kunne sikre sig på sigt.
Kan en art benytte sig af flere strategier samtidig, øger den selvfølgelig bestandens overlevelsesmuligheder. På samme måde kan nedenstående 4 strategier hjælpe os til at forstå, hvorfor nogle arter er truede eller sjældne i Vadehavets natur.

1. Tilpasning og specialisering.

Arten kan have udviklet særlige egenskaber, der gør, at ekstreme forhold ikke er ekstreme for netop den. Mange arter i Vadehavets kan siges at benytte denne strategi. De er nødt til at være eksperter i overlevelse på steder, der er ubeboelige for mange andre arter.

Hjertemuslinger - og mange andre bunddyr med dem - kan grave sig ned i sandbunden, så den hverken er sårbar overfor den stærke tidevandsstrøm, udtørringen ved lavvande eller blotlægges for sultne fugle, når vandet forsvinder. Den almindelige strandkrabbe er også en rigtig tidevandsekspert. Dens gæller fungerer både over og under vand.

Mens tilpasning altså er et must, kan for meget specialisering være en farlig vej for arten. To af Fanøs mest truede fuglearter er et eksempel herpå. Dværgternen og den hvidbrystede præstekrave er begge specialiserede i at bygge rede og yngle direkte på den nøgne sandstrand. Oversvømmes stranden, ædes æggene af rovdyr, eller er pladsen optaget af os mennesker, er arterne ikke i stand til at rykke ind i andre naturtyper. De er på grund af deres specialisering "stavnsbundet" til stranden. På samme måde er sommerfuglen ensianblåfugl tæt knyttet til planten klokkeensian, der igen stiller store krav til dens voksested på heden. Er arterne ikke "omstillingsparate" trues de nemt.

2. Talstærkt afkom

Hvis risikoen for at dø af naturlige "katastrofer" som sandfygning, udtørring eller oversvømmelse, er det en god ide, at få så mange unger, at nogle af dem i det mindste overlever. Igen er muslingerne et godt eksempel. Selvom en isvinter kan slå en meget stor del af Vadehavets hjertemuslinger ihjel, kommer de hurtigt igen. Produktionen af larver er enorm, så bare der er plads og næring nok, vokser bestanden igen.
Skægmejserne i tagrørssumpen benytter samme strategi. Unger klækket i forsommeren kan selv yngle samme sommer! Så er der fugle nok i tilfælde af en kold vinter.
Omvendt får de vanskelige dværgterner og præstekraver ikke særlig mange unger på vingerne i et gennemsnitligt år. Måske slet ingen. Til gengæld kan de blive gamle i forhold til mange småfugle.

3. Flyt!

En nomadetilværelse kan være løsningen, hvis vind og vejr konstant ændrer artens livsbetingelser. Fugle er i sagens natur ret gode til det. Og vores kræsne præstekraver er notorisk kendt for konstant at afsøge hele Vadehavet fra Holland til Blåvandshuk for gode ynglelokaliteter. De særlige krav, de stiller, gør mobilitet til en nødvendighed. Flere af planterne på stranden har frøkapsler, der kan flyde, og dermed tages med af vandet og skyller i land på nye - forhåbentligt - gunstige voksesteder.
Omvendt er mange sommerfugle ikke specielt dygtige til at sprede sig. Det sætter krav til levestedernes størrelse og forbindelseskorridorer mellem dem.

På Fanøs nordspids kæmper sandet, vandet og græsset om pladsen,
og arterne, knyttet til de forskellige miljøer, må følge med.

 4.Gå i sikkerhed!

Den sidste overlevelsesstrategi er simpel. Hvis arten bare undgår de usikre og foranderlige levesteder, kan den bedst sikre bestandens overlevelse. Det lyder jo fint, men problemet er, at arten næppe er den eneste, der har satset på den løsning. Trængslen og konkurrencen mellem de mange arter, der er "krøbet i ly", er høj, og kun arterne med de mest spidse albuer vinder. Fanøs klitlandskab er et godt eksempel. De yderste klitter er fattige på arter. Kun de rigtige specialister, der kan takle sandfygning, tørke og blæst, lever her. Længst inde på øen på den geologisk ældre klithede, er der måske nok mere læ, men til gengæld er al den livgivende kalk fra muslingerne vasket ud af regnen. Så her er tilværelsen også usikker og kun for specialister. Midtvejs mellem de nye og de gamle klitter er alt bedre. Der er rimelig læ og stadig livgivende kalk i jorden: det mest sikre sted i klitlandskabet, og dermed det mest artsrige - men konkurrencen mellem arterne er benhård.

Det er ikke nemt og slet ikke simpelt at bebo Vadehavets land- og vandskab. Prøv at tænke over de dyr og planter, du møder på din vej gennem Nationalparken. Deres forekomst kan ofte forklares ud fra, hvilken overlevelsesstrategi, de har valgt.

Fanøkunstner var på flugt fra nazisterne

Han måtte gemme sine forbudte malerier og flygte fra nazisterne. Inden da havde han allerede tilbragt år i engelsk krigsfangeskab og blev senere udvist af Danmark, hvor han ellers havde købt hus på Fanø. Den tyske kunstner Reinhard Heinemann måtte kæmpe for sin kunst. Motivet på Fanø Kunstmuseums jubilæumsplakat gemmer på en usædvanlig dramatisk historie.

Heinemann hentede sine motiver og inspiration fra de samme steder som både 1800-tallets malere og mange senere kunstnere på Fanø. Husene, skibene, havet og klitterne har inspireret generationer af kunstnere. Heinemanns stil repræsenterede dog i datiden noget nyt og vildt og- under Hitlers diktatur - forbudt.

Udgangspunktet er det samme. Klitterne på Fanø har inspireret

kunstnere fra alle de kunsthistoriske perioder. Heinemanns

grafik øverst fra 1950´erne og Julius Exners oliemaleri fra

slutningen af 1800-tallet.

Kunstnerens billeder kan i dag ses i mange Fanøhjem. Blå eller lyserøde klitter, abstrakte kompositioner fra  havnen og byen eller grafiske tryk af skibe og både. Produktionen var omfattende, men det har ikke altid været nemt. Den abstrakte og ekspressive stil, der optog den unge Heinemann i 1930´erne blev erklæret dekadent, usund og entartet af Hitler, og allerede i 1937 flygtede kunstneren til Sønderho på Fanø. Det var ikke første gang, Heinemann ufrivilligt måtte opholde sig udenfor sit hjemland. Ved 1. verdenskrigs udbrud blev han undervejs fra USA til Tyskland taget til fange og måtte tilbringe flere år i civilt krigsfangeskab på Isle of Man.

I Sønderho maler han i slutningen af 30´erne klitlandskaber i stærke farver og er stærkt optaget af landskabet på øen i Vadehavet. Selvom Heinemanns landskabsbilleder udvikler sig i ekspressiv retning, og f.eks. klitterne ikke kan siges at være naturalistiske, afslører værkerne et dybt kenskab til linjer og former i terrænet, det er genkendelige "Fanø-klitter" i en stærk personlig fortolkning med primærfarver og masser af bevægelse i stregen. Klitterne som motiv går igen i både oliemaleriet, i grafikken og i akvarellerne.
Historien fortæller i øvrigt, at Heinemann i sin mangeårige flugt fra nazisternes bevågenhed havde nemmere ved at skjule akvarellerne i forhold til de store lærreder.

Atter hjemløs

I løbet af de første år under besættelsen fik Heinemann imidlertid problemer i hans eksil på Fanø. I 1942 udvises han af Danmark, da han ikke kunne påvise tilstrækkelig tilknytning til landet. Man anså ham ikke for flygtning, og turen måtter derfor gå tilbage til Hitlers Tyskland. Hjemme igen blev han stillet overfor flere alvorlige anklager, men klarede frisag ved at melde sig som - dansktalende - vagtmand i det besatte Danmark. Op mod krigens afslutning må Heinemann dog gå under jorden, men bosætter sig endelig igen på Fanø efter befrielsen.

        Heinemann bragte de nye kunststrømninger til Fanø.

        Erwin Nøbbes landskab (øverst) fra Sønderho er en mesterlig

  naturalistisk gengivelse af klitterne -  mens Felix Wallners mere abstrakte

landskab i midten ligesom Anne Marie Hansen klitter (nederst) er

inspireret af ekspressionismen.

Reinhard Heinemanns virke på Fanø betød, at de nye europæiske kunststrømninger ramte den lille ø. Ekspressionismen og den abstrakte kunst var på dette tidspunkt ny og vild og forbeholdt hovedstædernes museer og gallerier. Fanøkunsten blev med Heinemann avantgarde og var klar til at løfte arven efter 1800-tallets store naturalistisk eller romantisk fundrede kunstnere fra en anden tid. I dag kan vi på Fanø se værkerne fra både den ene og anden periode. Tankevækkende nok takket være den kvinde, som Heinemann giftede sig med i 1951, bibliotekaren Ruth Termansen.

Ruth Heinemanns samling af kunst fra øen grundlagde i løbet af 1960'erne og 70'erne Fanø Kunstsamling, der i 1992 - for 25 år siden - flyttede ind i den nuværende museumsbygning i Sønderho.

Det er derfor på mange måder på sin plads at pryde museets jubilæumsplakat med et klitmotiv af netop Reinhard Heinemann. Plakaten kan købes i museumsbutikken, og Heinemann klitter kan stadig ses derude i landskabet.

Jubilæumsplakaten fra Fanø Kunstmuseum

Læs mere om Heinemann i Marianne Gasbjergs bog "Kunstnerne på Fanø".

Natravne på Fanø



Ukendt for mange, men ikke desto mindre en rigtig Fanøfugl. Skjult i nattens mulm og mørke og omgivet af overtro og uhyggelige historier i metermål flyver natravnen lige nu over øens klitplantage.

Natravnen ligner en blanding mellem en uge og en stor svale.
Opslag fra "Fuglene i Danmark" (Meltofte & Fjeldså)

Et møde med en natravn gør stort indtryk, og selvom  man anbefaler at tage på natravnetur i maj og juni, får man nu en chance mere. Selvom natravnene skal retur til Afrika og derfor forlader os igen ret hurtigt, kan arten nå to kuld på en sommer, fordi hannen overtager pasningen af ungerne fra første kuld, mens hunnen ruger på det andet. I forbindelse med andet kuld genopfører hannen sit lydshow i natten også ind i juli. Lyden kan bedst sammenlignes med koret fra de mange frøer, mange på Fanø hører om natten fra strandenge og klitlavninger. Eller med lyden fra en fjern knallert i tomgang. Den er ikke til at tage fejl af og kan høres vidt omkring, når fuglene ellers er aktive. De bedste chancer har man på stille nætter efter en varm dag. På sådanne nætter flyver der flere store insekter rundt på himmelsen, og det er dem, natravnen lever af. Lyden er selvfølgelig også nemmere at høre, når blæsten ikke driller.

Denne skribents nat på shelterspladsen ved Albue Fuglekøje d. 26. juni gav, lidt overraskende vejret taget i betragtning, fuld valuta for de penge, man ikke skal betale for de fleste naturoplevelser. På et tidspunkt efter klokken 24 begyndte lydshowet. Og mellem kl. 3 og 4 brummede en eller flere natravne konstant et sted over skoven.  Faktisk fortsatte det efter solopgang, hvor alle de andre fugle skruede op for sangen. Natravnen er ellers udpræget nataktiv. Derfor skal man på dette tidspunkt af sommeren holde sig længe vågen, eller simpelthen stå op midt om natten.

Natravnen kan bedst beskrives som en blanding mellem en stor svale og en ugle. Den har svalens smalle og strømlignede krop og vinger og er derfor en mester på vingerne. Det giver en fordel, når man lever af at fange flyvende insekter og i øvrigt tilbringer mange dage i luften på rejsen mod syd. Fjerdragten ligner uglernes, og har samme camouflerende funktion om dagen, hvor man skal være ualmindelig heldig for at spotte en sovende natravn. De falder komplet i med de tørre grene og det lav og mos, de er omgivet af på heden og i skoven. Mund og øjne er overdrevet store (når de er åbne). Igen en tilpasning til artens adfærd med at fange insekter om natten.

Æglægningen synkroniseres i nogen grad med månefaserne, så fuldmånen kan lyse himmelen op på det tidspunkt, hvor ungerne har brug for mest mad. Den er god nok, selvom det næsten ikke til at tro på, og nogle historier om natravnen er da også mere farverige end sande. Tidligere troede man, at natravnene var onde mennesker, som var blevet straffet ved at få en pæl slået gennem kroppen! De hvide pletter, som natravnen har på vinger og hale, skulle være mærker efter pælen.
På tysk hedder natravnen "gedemalker". Fordi man troede, at natravnene stjal mælk fra husdyrene om natten. Sikkert fordi natravnen faktisk ofte jager insekter på enge og heder, hvor de græssende dyr går om sommeren. Her ER der simpelthen mange insekter. Både omkring dyrene, men også fordi det åbne landskab, dyrene skaber, er gode områder for mange insektarter.

Det er uhyre sjældent, man opdager en natravn i dagslys.
Opslag fra "Fuglene i Danmark" (Meltofte & Fjeldså)

Natravnen var tidligere vidt udbredt på de danske heder, og er naturligvis gået meget tilbage i takt med heden opdyrkning. Men arten forstod - modsat mange af de andre hedearter - at tilpasse sig i hvert fald tilplantningen med klitplantager, der i dag optager meget af de jyske heder, således også på Fanø. Bliver plantagen for tæt, forsvinder den dog. Derfor er stormfaldne træer faktisk positive for natravnen, og orkanen i 1999 resulterede da også i en større bestand i Vestjylland i årene derefter.
De aktuelle naturprojekter på Naturstyrelsens arealer på Fanø gør derfor også, sammen med Fanø Kommunes hedepleje, godt. Mosaikken mellem skov, hede og eng, som man i stigende grad kan opleve på Fanø, er det rette landskab for nattens mystiske flyver.

Så tag ud i mørket i løbet af første halvdel af juli.

Truede tudser kvækker på skift

 

Især på lune forårsaftener i maj og juni kan man på Fanø og andre stedet i Vadehavet høre strandtudserne, der ellers er truede i det danske landskab. Strandtudserne er lige så karakteristisk for områdets natur som sælerne, vadefuglene og klitterne. Nu får de en hjælpende hånd af Nationalparken, kommunerne og private lodsejere. Foto: Sven Dall.

 

Strandtudsen kan noget, som andre padder ikke kan. Den kan tåle en smule saltvand i dens vandhul. Og den vil paradoksalt nok gerne have, at vandhullet tørrer ud allerede tidligt på sommeren og dermed faktisk risikerer, at ynglen går helt tabt. Men ved at friste tilværelsen på kanten af det mulige, undgår strandtudsen konkurrence fra andre paddearter og slipper for fisk, der æder haletudserne!

 

For at strandtudsens æg og haletudser kan nå at udvikle sig og gå på land, inden vandhullet tørrer ud, skal de have masser af sollys og varme. Dermed udvikler de sig hurtigere end andre arters haletudser. Et strandtudse hul må derfor ikke være omgivet af for høj en bevoksning, der skygger over bredden. Kreaturafgræssede enge hører derfor til strandtudsens levesteder. Men også klitlavninger og selv skovlysninger med en vis fugtighed kan bruges.

 

Der må gerne være en smule bevoksning i vandhullet dog, og selv i rørskovsbevoksninger kan tudsen optræde, hvis ikke rørene står for tæt. Nedenfor kan du se en håndholdt video fra Grønningen på Fanøs nordspids, hvor strandtudserne giver lyd fra sig. De kvækker som regel kun kortvarigt i dagtimerne og er meget mere aktive i aften og nattetimerne. Dyr, der er under et år gamle er mere aktive om dagen, mens de efter første overvintring bliver udpræget nataktive.



 

 

 



Strandtudsen er forsvundet fra mange tidligere levesteder i Danmark og findes i dag primært langs kysterne. I Thy og på Vadehavets øer finder vi nogle af de bedst bevarede bestande. Men de er ikke over det hele. På Fanø har nye undersøgelser fra Nationalparken vist, at det primært er på nordøen (Grønningen og det nye klitområde ud for Fanø Bad), Halens nordlige del og omkring Sønderho, at arten findes. Det er svært at sige noget helt præcist om bestandens størrelse, da dyrene på de forskellige lokaliteter skiftes til at kvække og yngle. Ved at yngle på forskellige tidspunker hen over sæsonen undgår arten, at hele årets ynglebestræbelser går tabt på en gang, hvis vejrforholdene er ugunstige og de fleste vandhuller f.eks. tørrer ud for hurtigt pga. eksempelvis en meget varm periode. Denne adfærd går det svært at registrere hele bestanden ud fra bare et enkelt besøg på lokaliteterne. Der skal flere besøg til.

Paddeeksperten Jesper Toft udførte for to år siden en feltundersøgelse for Nationalpark Vadehavet og registrerede op mod 200 kvækkende hanner på Fanø.

Nationalparken udgav efterfølgende en faglig rapport med resultaterne og en række anbefalinger til, hvordan strandtudsen i Vadehavet kan beskyttes. En ting er at bevare de eksisterende levesteder, men man kan også forbedre tidligere gode levesteder, der måske er blevet drænet eller er tilvoksede. Ved hjælp af en simpelt såkaldt "skrab", hvor nogle få cm jord fjernes fra et lille areal, skabes en lavning, der typisk vil stå med en smule vand indtil måske midt på sommeren. Det perfekte ynglested for strandtudsen.

I hele Vadehavsområdet har Nationalparken i de seneste måneder i samarbejde med lokale myndigheder og private jordejere etableret en række af disse skrab. Også på Fanø, hvor f.eks. de to jagtforeninger har bidraget med arealer og økonomiske midler til etableringen. Hele projektet støttes af 15. juni fonden, der dermed har sikret, at strandtudserne nu får en hjælpende hånd.




Etablering af et "skrab" på Fanø på privat jord.
 Strandtudseprojektet samler mange interessenter og er et eksempel på,
hvordan Nationalpark Vadehavet kan gøre en forskel i tæt
dialog med lokale borgerne, foreninger og myndgheder. Foto: Jesper Haurum.