Børnenes Online Naturgalleri #1

Så er vi igang! Her er de første tegninger i Børnenes Online Naturgalleri. 

Tak til Sol og Alba for værkerne her, der er lavet - helt i galleriets ånd - ude under åben himmel i landskabet med motiverne lige dér foran. Det kommer der simpelthen bare bedre tegninger ud af. I stedet for at digte og f.eks. tegne skyer og træer, som man "har vedtaget" at de ser ud, kan man faktisk kigge på sit motiv, opleve og fortolke det! 

Sols tegning af landskabet  og møllerne "ude mod nord" har alle elementerne med fra miljøet derude. De jævnt bølgende klitter, dækket af en sparsom bevoksning, der på denne årstid giver et tørt, svagt okkerfarvet indtryk op mod den mørkegrønne fyrrebevoksning. Bæltet af fyretræer er plantet sammen med Kikkebjergskoven for at give lidt læ for Nordby (og som en del af den hele den vestjyske kamp mod sandflugt i 1800-tallet). Iøvrigt var store dele af lokalbefolkningen på Fanø i sin tid imod beplantningen og ideen om en klitplantage. De mange får, som græssede i landskabet, kunne jo dårligt få lov at gå på nyplantede arealer, så der var kamp om pladsen. 

Albas sæl på Søjorden er et fornemt studie i, hvordan sælerne har behov for at kravle på land for at hvile og udnytte solen og den deraf dannede D-vitamin. Og selvom de nu om dage er blevet langt mere tillidsfulde, end da de stadig var jagtbare (indtil midten af 70´erne), ved de instinktivt, at de ikke skal kravle for langt op på sandbanken. Sæler er havpattedyr og ikke særlig elegante eller hurtige på land. Den nysgerrighed, de udviser i vandet, er på land vekslet med noget mere opmærksomhed mod omgivelserne. Så selvom vi kan komme meget tæt på dem ved havnen i Nordby, kravler de ikke længere væk fra vandet, end at de hurtigt kan kaste sig ned i sikkerhed. Det viser Albas tegning med al tydelighed. Søjorden er en ganske lille sandbanke ved højvande, mens der ligger enorme banker mellem f.eks. Fanø og Mandø. Her ligger der som bekendt mange sæler, og en sjov iagttagelse er, at sælerne altid ligger på bankernes stejle side, ned mod en dyb tidevandsrende og altså ikke på de sider af sandbanken, der skråner jævnt over mange hundrede meter. Så skulle de konstant flytte sig under faldende vand.

Sol og Alba i aktion.

Mor Ny Weisser Øhlenschlæger har også bidraget. Stor tak til hele familien.

Alle børn kan sende deres tegninger og malerier ind til Online Galleriet. Eneste regel er, at motivet skal være hentet i Fanøs natur. Men det kan sagtens være en snegl fra haven! Send til naturvejleder Marco Brodde på bgmb@fanoe.dk eller via Facebooks beskedfunktion..

Theposer fortæller om Vadehavets klimaregnskab

Noget så hverdagsagtigt som theposer af den helt almindelige slags, som de fleste køkkenskabe indeholder, spiller i disse år en spændende rolle i klimaforskningen i Vadehavet.

Ved hjælp af theposernes indhold kan forskere sammenligne forskellige naturlandskabers evne til at oplagre CO2, hvilket er en væsentlig faktor i det store klimaregnskab. Netop Vadehavets naturlige marsk og strandenge som f.eks. Keldsand ved Sønderho og Grønningen på øens nordspids viser sig at binde store mængder CO2.

Syd for grænsen er tyske forskere i færd med at analysere theposer, der har været gravet ned i den nordtyske marskjord, hvilket i sidste ende forventes at få betydning for de tyske nationalparkers forvaltning af arealerne. Nord for grænsen i Nationalpark Vadehavet har marskarealerne præcis samme karakter og er som bekendt en del af et sammenhængende økosystem og Verdensarvsområde, så tyskernes forskning er meget relevant.

Forskerne har længe vidst, at netop strandenge...eller saltenge, som tyskerne kalder dem for at understrege, at havets saltvand jævnligt overskyller og påvirker landskabet, binder store mængder CO2. For det første bruger strandengenes planterne CO2 i fotosyntesen, når de skal vokse. Det gælder alle klodens planter, og er nemt at forstå. CO2 frigives imidlertid igen, når planterne dør og rådner. Men på en fugtig og periodisk oversvømmet strandeng rådner og omsættes planterne kun langsomt. Den forholdsvis lave temperatur på vores breddegrader nedsætter også hastigheden. Det betyder, at de naturlige strandenge i Vadehavet faktisk fastholder mere CO2 end et stykke regnskov af samme størrelse.

Forsøget med theposerne er overraskende simpelt. Ved at veje, hvor meget materiale fra theposerne, der er rådnet og "forsvundet", mens poserne har været nedgravet i den fugtige strandeng, kan forskerne analyse sig frem til, hvor meget CO2, der er frigivet i forrådnelsesprocessen. Eller rettere, for strandengenes vedkommende....hvor lidt, der er rådnet, og hvor meget CO2, der dermed er lagret i posens indhold.

Forskellige plantearter og plantedele omsættes med forskellig hastighed. Æbleskræller rådner hurtigt, mens egeblade ligger længe i skovbunden, inden de er væk. Marskområder i forskellige verdensdele lagrer også CO2 i forskelligt omfang. Derfor benytter forskere den samme type grøn the eller Rooibus the i marskområder over hele verden. Man ville ikke kunne sammenligne de forskellige områders evner som CO2-bindere, uden at tage udgangspunkt i den samme type plantemateriale. Og theposerne er tilmed praktiske og klar til brug.

"Klitterne på Fanøs strand gør jer til verdensmestre"

Sådan udtrykte den engelske geograf Paul Rooney det for et par år siden, da Fanø Kommune deltog i en konference om klitter og forvaltningen af dem. Med et glimt i øjet...

"I er verdensmestre i klitter, I ved det bare ikke!"

De nye klitter på Fanøs strand har været omdiskuterede. De vokser op på den tidligere jævne sandstrand og omformer landskabet til både fascination og nogle gange irritation, når man f.eks. ikke lige kan passere dem. Bussen rute er senest blevet lagt om for kunne kommer rundt om det mere bulede og til tider våde terræn.

Historien om klitternes opståen er historien om Fanøs dannelse. Vi kan således stadig se, hvordan naturen - heldigvis - stadig bygger Fanø større. Modsat længere oppe ad vestkysten, hvor havet æder af landskabet i en proces, der er lige så naturlig som klitdannelsen på Fanø og Rømø.

Man kan fortabe sig i mange spændende historier om, hvordan klitter udvikler sig, så her nøjes vi med den korte forklaring.

Fanø er vokset mod vest i flere tusind år. Hvilket ikke er ret lang tid i geologisk forstand. Øen en blot en ung teenager og udvikler sig således stadig. Det meste af øen består af sand, der kommer primært fra Nordsøens bund. Siden Vadehavets dannelse efter sidste istid har vandet fragtet enorme mængder sand ind mod fastlandskysten. Der ved er der dannet revler, der siden hen er vokset sammen og har skabt øer som Fanø, Rømø og mange andre øer syd på i Vadehavet. Den proces fortsætter stadig mange steder. Hvis øerne da ikke på et tidspunkt har nået deres vestligste grænse og begyndt at rykke tilbage. Som tyske Sild og halvøen Skallingen tæt på os.

I en generation eller to har man ikke bemærket det store på Fanø, men havet og stormene har fragtet masser af sand ind og op på stranden. Søren Jessens Sand var f.eks. stadig en isoleret sandbanke ude mod nordvest frem til engang i 1980´erne. I dag har sandet sørget for at Søren Jessens Sand er en del af stranden. Men løbende er resten af stranden også blevet bredere. Måske dobbelt så bred som for 100 år siden.

Den større mængde tørre sand på stranden er grundlaget for klitdannelsen. Nu er der pludselig sand nok til, at vinden kan bygge små - og med tiden større - klitter. Og det kan gå stærkt. Så længe sandmængderne er så rigelige. En række planter er tilpasset til at etablere sig i de unge klitter, hvor livet ellers er..."ustabilt" for dyr og planter. Men de er hurtige til at slå rod og udnytte pladsen, hvor ingen andre arter kan vokse. Når der sket, bliver klitten mere stabil og er i stand til at samle endnu mere sand omkring sig. Derfor plantede man da også tidligere klitgræsser som sand-hjælme ud i klitterne for at hjælpe dem på vej - som en form for kystsikring. Det er ikke nødvendigt i dag. Naturen klarer det selv, endda i et omfang, der på internationalt plan gør Fanø og Vadehavet til "verdensmestre". Mellem klitterne dannes ofte våde lavninger, hvor både regnvand og havvand kan samle sig og resultere i et sumpet område. Meget af Fanø, også helt inde i skoven, består af sådanne våde klitlavninger. Ude på stranden kan de våde områder i en tid lugte ganske fælt, og sandet kan blive sort eller rosafarvet. Dette har også en "naturlig forklaring", og det vil den næste naturhistorie på bloggen her handle om.

Vadehavets rurer har ét skud i bøssen...

Vi kan se dem på hver eneste tur til stranden, men deres liv er både ukendt for de fleste og stærkt fascinerende. Mød en af Vadehavets mærkelige væsener.

Rurerne ligner overhovedet ikke dyr ved første øjekast. Men mere en lille hård gevækst af hvidt kalk, der er vokset frem som en vorte på krabbernes skjold, på båden eller på sneglehusene. Rurerne er en slags krebsdyr, om end det heller ikke er let at se. Krebsdyr er en stor familie, og rurerne tilhører gruppen af såkaldte rankefødder. Arter af rankefødder må som voksne lide den tort at skulle sætte sig fast et nøje udvalgt sted uden mulighed for at flytte sig igen. De har ét skud i bøssen.

Kun som larver er de mobile og svømmer rundt for at finde et egnet sted at slå sig ned. Det siger sig selv, at det gælder om at vælge rigtigt. Den mest sikre strategi må derfor være at vælge et sted, hvor der allerede sidder mange artsfæller. Selvom konkurrencen om pladsen dér kan være ubarmhjertig hård. Rurerne bliver kemisk tiltrukket af hinanden, så de flokkes nemt. Når først de har slået sig ned, dannes de karakteristiske kalkplader omkring dyret. Pladerne kan skydes op i toppen som en dør, og ud gennem åbningen krænger rurerne deres ben. Benene er formet som små net, der kan fange den mikroskopiske føde, der kommer flydende med vandet.

Rurer på knivmusling. Mange er stadig lukkede og levende

Den største udfordring for havdyr i et tidevandsområde er udtørring. Til dagligt må de kunne overleve timerne omkring lavvande, men også længere perioder med fralandsvind og tørke i dagevis hører til tilværelsen for Vadehavets dyr. Og få dyr er som rurerne tilpasset de ekstreme forhold. Forsøg har vist, at de er i stand til at  overleve en hel måned uden vand og dermed uden føde. Endda rurernes æg og larver kan overleve i ugevis i den beskyttede hule.

Kampen om de gode pladser i "kolonien" er hård. For det første må larvene, når de etablerer sig, vælge den rigtige placering i forhold til lys og skygge. I forvejen sidder der måske (hundrede)tusindvis af voksne livskraftige individer, der ikke viger pladsen. Undersøgelser har vist, at der faktisk kun er plads til, at 2-5 % af larverne kan finde en plads, der er stor nok til, at de kan vokse sig store. Nogle individer sætter sig på sneglehuse, krabber eller hvaler. Så er de pludselig mobile. Og rurerne, der har sat sig mellem øjnene på en krabbe, får endda glæde af den vand, krabben hele tiden skovler hen forbi munden. Men krabben kan dø og skylle op på stranden. Og så slutter livet selv for de hårdføre rurer.

Sandet gemmer på overraskende mange dyr

Vi ser kun toppen af isbjerget, når vi oplever Vadehavet omkring Fanø. Tyske undersøgelser giver os imidlertid et indblik i, hvor stor en verden, der skjuler sig under vores fødder. Langt hovedparten af Vadehavets dyrearter er nemlig mindre end en millimeter og lever mellem sandkornene på vaden. De spiller en hovedrolle i økosystemet og er uundværlige som en del af den fødekæde, der giver os oplevelser med millioner af fugle, fisk og sæler.

Medregner man alle arter af dyr, planter og svampe i det samlede Vadehavslandskab, øer og fastlandet medregnet, lander man på omkring 10.000 arter. De fleste lever på land. Ganske enkelt fordi, her er mere stabile livsbetingelser end ude i selve Vadehavet, hvor forholdene faktisk er ekstremt udfordrende. Alene det at tidevandet skiftevis tørlægger og oversvømmer landskabet gør, at arterne skal være endda meget specialiserede for at kunne udnytte vaden. Man regner således med, at der i runde tal "blot" findes ca.1.255 (dyre)arter ude i det tidevandspåvirkede landskab langs kysten. Mængderne af individer pr kvadratmeter kan som bekendt være helt utrolige, men nu taler vi om antallet af arter.

Og det er her overraskelsen bogstaveligt talt gemmer sig.

Fra den ene ende af skalaen:

• Antallet af fuglearter, der gør direkte brug af selve vaden og det lave vand er ca.80 (at der er 12 mio. individer er selvfølgelig grunden til, at vi lægger mærke til dem).
• Af fiskearter findes omtrent lige så mange, nemlig 85.
• Antallet af dyreplanktonarter er ca. 120 (de lever fortrinsvis i vandet)
• De mange muslinger, snegle, sandorme og andre større dyr i sandbunden fordeler sig over 170 arter.

Resten af arterne ude på vaden, 800 i alt, er mindre bunddyrsarter, hvoraf mange ikke er større end en millimeter.  De lever mellem sandkornene, og hver art finder præcis frem til de steder i sandet, der passer dem bedst. Iltforhold, vandmætning, næringsstof, sandkornenes størrelse....mange faktorer danner tilsammen et specifikt levested, eller rettere, mange forskellige levesteder. Dette er netop hele hemmeligheden bag artsdiversiteten i sandet. Det, som for os, ligner en ensformig havbund, er i virkeligheden et landskab med et væld af forskellige boliger til mange forskellige arter.

Vadehavet store såkaldte biodiversitet er en af grundene til, at området er anerkendt som verdensarvsområde af UNESCO.

 

Helt vildt! Tusinder af fugle søgte ly på Fanø under uvejret

Aldrig har man oplevet så stort et småfuglefald på Fanø.
Rødstjerter og fluesnappere sad overalt på øen d. 14. september.
Foto: Per Kjær

Et højst usædvanligt naturfænomen fandt sted på Fanø i sidste uge i forbindelse med efterårets første stormende kuling. En cocktail bestående af dato, uvejrets bane og Fanøs beliggenhed resulterede i, at rekord mange trækfugle slog bremsen i og søgte ned på øen, hvor de det næste døgn tankede op og samlede kræfter til at fortsætte rejsen mod syd den følgende nat.

Fænomenet kaldes småfuglefald og er kendt fra de lokaliteter i landet, hvor mange trækfugle passerer. Sangfugle, finker og drosler og andre arter fra skov og krat er ikke meget for at flyve ud over havet, så de følger kysterne og "ender" typisk ude på det sidste stykke land, inden de så tager springet og fortætter ud over vandet. Fanø og især sydspidsen ved Sønderho virker på denne måde som en affyringsrampe, hvor fuglene forlader land og drejer mod sydvest. En stor del af trækket foregår om natten, da det er mest sikkert i forhold til rovfuglene, der flyver lige i hælene på småfuglene sydover. Det er derfor kun en brøkdel af fuglene, vi rent faktisk ser, når de holder pause på landjorden. Men i sidste uge fik vi et indblik i det ellers usynlige træk, der går over øen.

Er vejret godt over Skandinavien sendes millioner af fugle ud fra Norge med kurs mod Jylland, og netop her i september kulminerer mange af arterne. Rødstjerter og fluesnappere er nogle af de arter, der skal helt til Afrika, så derfor er de allerede på vej i store mængder. Men d. 13. september blev sværmene af trækfugle på nattehimmelen fanget. Som billederne fra DMI herunder viser, var vejret fint til fugletræk nord for os, og fuglene hat sat af med en god fornemmelse. Men uvejret kom pludseligt fra sydvest og blokerede effektivt ruten videre fra Fanø og videre ned langs Vadehavskysten.

Det er sådanne situationer, der får fuglene til at "falde". Øerne har en særlig tiltrækningseffekt under hændelser som disse, da de er omgivet af vand - hvorved fuglene koncentreres på det land, der ser under sig. Selvom Fanø ikke ligger langt fra fastlandet, er der stadig en påfaldende stor "ø-effekt", og den er størst omkring sydspidsen. Både fordi fuglene i en vis grad ender hernede, som i en ruse, og fordi afstanden til land er længere.

Selv folk på gaden bemærkede, at der rundt i haverne hoppede usædvanligt mange fugle rundt. Især rødstjerterne med de rustrøde haler blev bemærket. Ornitologer på øen med 30 og 40 års erfaring kunne måbende se egentlige flokke af rødstjerter og brogede fluesnappere sidde på hegnspæle og i toppen af nærmest ethvert krat. Det er arter, der ellers kun optræder enkeltvis eller få stykker sammen. Ingen har tidligere oplevet småfuglefald på Fanø i denne størrelsesorden. Dagen efter var det hele forbi. Alle fugle, der havde fysikken til det, var fortsat mod Afrika. Formentlig venter nye udfordringer over de europæiske bjerge og ikke mindst over Sahara, hvis ørken bliver stadig bredere. Det er ikke nemt at regne sig frem til, men d. 14. september har alene rødstjerten optrådt i et antal mellem 1000 og 2000 individer.

Broget fluesnapper.
Foto: Per Kjær

Et spørgsmål om liv eller død - Vadehavets arter må vælge den rigtige strategi

Tilsanding, stærk strøm, erosion, stærk vind, tørke, oversvømmelser...dyr og planter må kunne takle hele paletten af dødelige udfordringer, hvis de vil kolonisere Vadehavet.

Vadehavets status som verdensarv er i høj grad begrundet med landskabets såkaldte dynamik. Det er levende og under konstant forandring. Tidevand og storm påvirker strande, klitter og især selve vaden, der som bekendt tørlægges to gange i døgnet. Det sidste er i sig selv en udfordring for dyr og planter, der altså både skal kunne leve i havvand og undvære det i lange perioder. Og det er bare dagligdagens udfordring.

Arterne har gennem evolutionen udviklet forskellige strategier for at kunne sikre sig på sigt.
Kan en art benytte sig af flere strategier samtidig, øger den selvfølgelig bestandens overlevelsesmuligheder. På samme måde kan nedenstående 4 strategier hjælpe os til at forstå, hvorfor nogle arter er truede eller sjældne i Vadehavets natur.

1. Tilpasning og specialisering.

Arten kan have udviklet særlige egenskaber, der gør, at ekstreme forhold ikke er ekstreme for netop den. Mange arter i Vadehavets kan siges at benytte denne strategi. De er nødt til at være eksperter i overlevelse på steder, der er ubeboelige for mange andre arter.

Hjertemuslinger - og mange andre bunddyr med dem - kan grave sig ned i sandbunden, så den hverken er sårbar overfor den stærke tidevandsstrøm, udtørringen ved lavvande eller blotlægges for sultne fugle, når vandet forsvinder. Den almindelige strandkrabbe er også en rigtig tidevandsekspert. Dens gæller fungerer både over og under vand.

Mens tilpasning altså er et must, kan for meget specialisering være en farlig vej for arten. To af Fanøs mest truede fuglearter er et eksempel herpå. Dværgternen og den hvidbrystede præstekrave er begge specialiserede i at bygge rede og yngle direkte på den nøgne sandstrand. Oversvømmes stranden, ædes æggene af rovdyr, eller er pladsen optaget af os mennesker, er arterne ikke i stand til at rykke ind i andre naturtyper. De er på grund af deres specialisering "stavnsbundet" til stranden. På samme måde er sommerfuglen ensianblåfugl tæt knyttet til planten klokkeensian, der igen stiller store krav til dens voksested på heden. Er arterne ikke "omstillingsparate" trues de nemt.

2. Talstærkt afkom

Hvis risikoen for at dø af naturlige "katastrofer" som sandfygning, udtørring eller oversvømmelse, er det en god ide, at få så mange unger, at nogle af dem i det mindste overlever. Igen er muslingerne et godt eksempel. Selvom en isvinter kan slå en meget stor del af Vadehavets hjertemuslinger ihjel, kommer de hurtigt igen. Produktionen af larver er enorm, så bare der er plads og næring nok, vokser bestanden igen.
Skægmejserne i tagrørssumpen benytter samme strategi. Unger klækket i forsommeren kan selv yngle samme sommer! Så er der fugle nok i tilfælde af en kold vinter.
Omvendt får de vanskelige dværgterner og præstekraver ikke særlig mange unger på vingerne i et gennemsnitligt år. Måske slet ingen. Til gengæld kan de blive gamle i forhold til mange småfugle.

3. Flyt!

En nomadetilværelse kan være løsningen, hvis vind og vejr konstant ændrer artens livsbetingelser. Fugle er i sagens natur ret gode til det. Og vores kræsne præstekraver er notorisk kendt for konstant at afsøge hele Vadehavet fra Holland til Blåvandshuk for gode ynglelokaliteter. De særlige krav, de stiller, gør mobilitet til en nødvendighed. Flere af planterne på stranden har frøkapsler, der kan flyde, og dermed tages med af vandet og skyller i land på nye - forhåbentligt - gunstige voksesteder.
Omvendt er mange sommerfugle ikke specielt dygtige til at sprede sig. Det sætter krav til levestedernes størrelse og forbindelseskorridorer mellem dem.

På Fanøs nordspids kæmper sandet, vandet og græsset om pladsen,
og arterne, knyttet til de forskellige miljøer, må følge med.

 4.Gå i sikkerhed!

Den sidste overlevelsesstrategi er simpel. Hvis arten bare undgår de usikre og foranderlige levesteder, kan den bedst sikre bestandens overlevelse. Det lyder jo fint, men problemet er, at arten næppe er den eneste, der har satset på den løsning. Trængslen og konkurrencen mellem de mange arter, der er "krøbet i ly", er høj, og kun arterne med de mest spidse albuer vinder. Fanøs klitlandskab er et godt eksempel. De yderste klitter er fattige på arter. Kun de rigtige specialister, der kan takle sandfygning, tørke og blæst, lever her. Længst inde på øen på den geologisk ældre klithede, er der måske nok mere læ, men til gengæld er al den livgivende kalk fra muslingerne vasket ud af regnen. Så her er tilværelsen også usikker og kun for specialister. Midtvejs mellem de nye og de gamle klitter er alt bedre. Der er rimelig læ og stadig livgivende kalk i jorden: det mest sikre sted i klitlandskabet, og dermed det mest artsrige - men konkurrencen mellem arterne er benhård.

Det er ikke nemt og slet ikke simpelt at bebo Vadehavets land- og vandskab. Prøv at tænke over de dyr og planter, du møder på din vej gennem Nationalparken. Deres forekomst kan ofte forklares ud fra, hvilken overlevelsesstrategi, de har valgt.