jgj

jgj

torsdag den 29. juni 2017

Natravne på Fanø


Ukendt for mange, men ikke desto mindre en rigtig Fanøfugl. Skjult i nattens mulm og mørke og omgivet af overtro og uhyggelige historier i metermål flyver natravnen lige nu over øens klitplantage.

Natravnen ligner en blanding mellem en uge og en stor svale.
Opslag fra "Fuglene i Danmark" (Meltofte & Fjeldså)

Et møde med en natravn gør stort indtryk, og selvom  man anbefaler at tage på natravnetur i maj og juni, får man nu en chance mere. Selvom natravnene skal retur til Afrika og derfor forlader os igen ret hurtigt, kan arten nå to kuld på en sommer, fordi hannen overtager pasningen af ungerne fra første kuld, mens hunnen ruger på det andet. I forbindelse med andet kuld genopfører hannen sit lydshow i natten også ind i juli. Lyden kan bedst sammenlignes med koret fra de mange frøer, mange på Fanø hører om natten fra strandenge og klitlavninger. Eller med lyden fra en fjern knallert i tomgang. Den er ikke til at tage fejl af og kan høres vidt omkring, når fuglene ellers er aktive. De bedste chancer har man på stille nætter efter en varm dag. På sådanne nætter flyver der flere store insekter rundt på himmelsen, og det er dem, natravnen lever af. Lyden er selvfølgelig også nemmere at høre, når blæsten ikke driller.

Denne skribents nat på shelterspladsen ved Albue Fuglekøje d. 26. juni gav, lidt overraskende vejret taget i betragtning, fuld valuta for de penge, man ikke skal betale for de fleste naturoplevelser. På et tidspunkt efter klokken 24 begyndte lydshowet. Og mellem kl. 3 og 4 brummede en eller flere natravne konstant et sted over skoven.  Faktisk fortsatte det efter solopgang, hvor alle de andre fugle skruede op for sangen. Natravnen er ellers udpræget nataktiv. Derfor skal man på dette tidspunkt af sommeren holde sig længe vågen, eller simpelthen stå op midt om natten.

Natravnen kan bedst beskrives som en blanding mellem en stor svale og en ugle. Den har svalens smalle og strømlignede krop og vinger og er derfor en mester på vingerne. Det giver en fordel, når man lever af at fange flyvende insekter og i øvrigt tilbringer mange dage i luften på rejsen mod syd. Fjerdragten ligner uglernes, og har samme camouflerende funktion om dagen, hvor man skal være ualmindelig heldig for at spotte en sovende natravn. De falder komplet i med de tørre grene og det lav og mos, de er omgivet af på heden og i skoven. Mund og øjne er overdrevet store (når de er åbne). Igen en tilpasning til artens adfærd med at fange insekter om natten.

Æglægningen synkroniseres i nogen grad med månefaserne, så fuldmånen kan lyse himmelen op på det tidspunkt, hvor ungerne har brug for mest mad. Den er god nok, selvom det næsten ikke til at tro på, og nogle historier om natravnen er da også mere farverige end sande. Tidligere troede man, at natravnene var onde mennesker, som var blevet straffet ved at få en pæl slået gennem kroppen! De hvide pletter, som natravnen har på vinger og hale, skulle være mærker efter pælen.
På tysk hedder natravnen "gedemalker". Fordi man troede, at natravnene stjal mælk fra husdyrene om natten. Sikkert fordi natravnen faktisk ofte jager insekter på enge og heder, hvor de græssende dyr går om sommeren. Her ER der simpelthen mange insekter. Både omkring dyrene, men også fordi det åbne landskab, dyrene skaber, er gode områder for mange insektarter.


Det er uhyre sjældent, man opdager en natravn i dagslys.
Opslag fra "Fuglene i Danmark" (Meltofte & Fjeldså)

Natravnen var tidligere vidt udbredt på de danske heder, og er naturligvis gået meget tilbage i takt med heden opdyrkning. Men arten forstod - modsat mange af de andre hedearter - at tilpasse sig i hvert fald tilplantningen med klitplantager, der i dag optager meget af de jyske heder, således også på Fanø. Bliver plantagen for tæt, forsvinder den dog. Derfor er stormfaldne træer faktisk positive for natravnen, og orkanen i 1999 resulterede da også i en større bestand i Vestjylland i årene derefter.
De aktuelle naturprojekter på Naturstyrelsens arealer på Fanø gør derfor også, sammen med Fanø Kommunes hedepleje, godt. Mosaikken mellem skov, hede og eng, som man i stigende grad kan opleve på Fanø, er det rette landskab for nattens mystiske flyver.

Så tag ud i mørket i løbet af første halvdel af juli.

torsdag den 18. maj 2017

Truede tudser kvækker på skift


 
Især på lune forårsaftener i maj og juni kan man på Fanø og andre stedet i Vadehavet høre strandtudserne, der ellers er truede i det danske landskab. Strandtudserne er lige så karakteristisk for områdets natur som sælerne, vadefuglene og klitterne. Nu får de en hjælpende hånd af Nationalparken, kommunerne og private lodsejere. Foto: Sven Dall.
 
Strandtudsen kan noget, som andre padder ikke kan. Den kan tåle en smule saltvand i dens vandhul. Og den vil paradoksalt nok gerne have, at vandhullet tørrer ud allerede tidligt på sommeren og dermed faktisk risikerer, at ynglen går helt tabt. Men ved at friste tilværelsen på kanten af det mulige, undgår strandtudsen konkurrence fra andre paddearter og slipper for fisk, der æder haletudserne!
 
For at strandtudsens æg og haletudser kan nå at udvikle sig og gå på land, inden vandhullet tørrer ud, skal de have masser af sollys og varme. Dermed udvikler de sig hurtigere end andre arters haletudser. Et strandtudse hul må derfor ikke være omgivet af for høj en bevoksning, der skygger over bredden. Kreaturafgræssede enge hører derfor til strandtudsens levesteder. Men også klitlavninger og selv skovlysninger med en vis fugtighed kan bruges.
 
Der må gerne være en smule bevoksning i vandhullet dog, og selv i rørskovsbevoksninger kan tudsen optræde, hvis ikke rørene står for tæt. Nedenfor kan du se en håndholdt video fra Grønningen på Fanøs nordspids, hvor strandtudserne giver lyd fra sig. De kvækker som regel kun kortvarigt i dagtimerne og er meget mere aktive i aften og nattetimerne. Dyr, der er under et år gamle er mere aktive om dagen, mens de efter første overvintring bliver udpræget nataktive.

 
 
 



Strandtudsen er forsvundet fra mange tidligere levesteder i Danmark og findes i dag primært langs kysterne. I Thy og på Vadehavets øer finder vi nogle af de bedst bevarede bestande. Men de er ikke over det hele. På Fanø har nye undersøgelser fra Nationalparken vist, at det primært er på nordøen (Grønningen og det nye klitområde ud for Fanø Bad), Halens nordlige del og omkring Sønderho, at arten findes. Det er svært at sige noget helt præcist om bestandens størrelse, da dyrene på de forskellige lokaliteter skiftes til at kvække og yngle. Ved at yngle på forskellige tidspunker hen over sæsonen undgår arten, at hele årets ynglebestræbelser går tabt på en gang, hvis vejrforholdene er ugunstige og de fleste vandhuller f.eks. tørrer ud for hurtigt pga. eksempelvis en meget varm periode. Denne adfærd går det svært at registrere hele bestanden ud fra bare et enkelt besøg på lokaliteterne. Der skal flere besøg til.

Paddeeksperten Jesper Toft udførte for to år siden en feltundersøgelse for Nationalpark Vadehavet og registrerede op mod 200 kvækkende hanner på Fanø.

Nationalparken udgav efterfølgende en faglig rapport med resultaterne og en række anbefalinger til, hvordan strandtudsen i Vadehavet kan beskyttes. En ting er at bevare de eksisterende levesteder, men man kan også forbedre tidligere gode levesteder, der måske er blevet drænet eller er tilvoksede. Ved hjælp af en simpelt såkaldt "skrab", hvor nogle få cm jord fjernes fra et lille areal, skabes en lavning, der typisk vil stå med en smule vand indtil måske midt på sommeren. Det perfekte ynglested for strandtudsen.

I hele Vadehavsområdet har Nationalparken i de seneste måneder i samarbejde med lokale myndigheder og private jordejere etableret en række af disse skrab. Også på Fanø, hvor f.eks. de to jagtforeninger har bidraget med arealer og økonomiske midler til etableringen. Hele projektet støttes af 15. juni fonden, der dermed har sikret, at strandtudserne nu får en hjælpende hånd.


Etablering af et "skrab" på Fanø på privat jord.
 Strandtudseprojektet samler mange interessenter og er et eksempel på,
hvordan Nationalpark Vadehavet kan gøre en forskel i tæt
dialog med lokale borgerne, foreninger og myndgheder. Foto: Jesper Haurum.


tirsdag den 4. april 2017

Tysk TV fortæller om Fanøs fokus på børn og Vadehav




Den tyske TV-station NDR besøgte i denne uge Fanø for at følge 3.B ud i naturen, hvor klassen legede sig til mere viden om det Vadehav, de bor midt i.
Reporter Bärbel Fening og hendes tv-hold brugte dagen på at producere et indslag til den i Tyskland meget populære udsendelse Nordseereport, der hver måned fortæller om livet langs Nordsøkysterne fra Norge over England til Vadehavskysten herhjemme og syd for os.


Elever i sving med en leg, der illustrerer, hvordan Vadehavet dyr har travlt
med at finde føde, inden vandet stiger, og samtidig må holde øje med fjender.
 
Redaktionen på Nordseereport havde fået nys om, at man på Fanø arbejder målrettet på at udvikle pædagogiske tiltag og undervisningsmaterialer, der udnytter Vadehavets og Fanøs egen natur og kulturhistorie. De tyske gæster fandt det interessant, at man gennem udendørs fysiske lege, kan fremme elevernes forståelse for ikke bare den lokale natur, men også sikre, at de der igennem lærer det, de skal, ifølge fagenes officielle nationale læringsmål.

På dagen drog 3.B sammen med lærer Benny Schmidt og naturvejleder Marco Brodde ud i klitlandskabet, hvor der var plads til en leg om Vadehavets dyr, der tilpasser sig de ekstreme livbetingelser, som det evige skifte mellem høj- og lavvande udgør. De meget engagerede børn måtte dog afbryde introduktionen til legene, da et par musvåger tog højde på himmelen lige foran forsamlingen. Elevernes spontane spørgsmål og videbegærlighed blev dermed optaget "live" og sendes ud til temmelig mange tyske stuer i juni eller juli, hvor udsendelsen planlægges sendt.

torsdag den 23. marts 2017

Oplev havørnen på Fanø



Chancen for at opleve de store vingefang på Fanø har aldrig været større.  Øen har det sidste halve år udgjort et sandt ørne hotspot, der matcher klassiske ørnedestinationer i Sverige og Tyskland. Denne lille ørneguide giver nogle tips til, hvor man kan spotte ørnene, og hvad de laver på vores kanter. Artiklens fantastiske fotos er taget af Karin Gustausen fra Esbjerg, der følger havørnene ved Filsø tæt. Hendes billeder vises forståeligt nok ofte i publikationer om ørne og rovfugle.

Tiltrækkes af plads, fugle og døde sæler
Når havørnene pludselig ses omkring Fanø i større antal er ikke tilfældigt. Selv da havørnen stadig var sjælden og truet i Europa, tiltrak Vadehavet nogle få individer i vinterhalvåret, hvor der de fleste år er mange overvintrende fugle, som ørnene lever af. I 1980´erne og 90´erne kunne man med lange mellemrum være heldig at støde på en ørn, oftest langt ude på vaden i behørig afstand til civilisationen og ubemærket for de fleste.
Havørnen ynglede i 1800-tallet flere steder i landet, men blev efterstræbt, skudt på og udryddet. På trods af fredningen af rovfugle kom de første ynglende par havørne først tilbage til Danmark i 1995. Det var ørne fra det tidligere Østtyskland, der krydsede vandet til Lolland og Falster. Siden dengang er det gået stadig fremad, og bestanden talte i 2016 hele 83 par.
Ørnene har bredt sig fra det sydøstlige Danmark og op over landet som en vifte, der bredes ud mod nordvest. Og det er gået stærkt. Ved genindvandringens begyndelse spåede Dansk Ornitologisk Forening, at man kunne nå 75 par i 2040! Det har vi altså allerede passeret. Da de danske ørnes ynglesucces tilmed er god, og at selv yngre og uerfarne par får unger på vingerne, vil bestanden formentlig vokse yderligere. Så længe der er gode ynglepladser med fred, ro og føde. Faktisk er de danske ynglefugle nu med til at sende unger tilbage til vores nabolande, så vi bidrager med at opretholde den europæiske bestand.
Ung havørn og nærgående krager. Bemærk at der ses "meget vinge og lidt hale".
Og at hovedet stikker tydeligt frem. Som beskrevet nedenfor.

Yngler ikke på Fanø – endnu.
De ørne, vi ser på Fanø, er overvintrende eller forbitrækkende fugle, der i løbet af foråret spredes igen. Der går typisk 5-6 år, før en ørn er gammel nok til at yngle, så der er ganske mange teenage-ørne i omløb, der, som årene går, selv går på udkig efter egnede steder at etablere sig. Ørne kræver som sagt ro omkring reden, der ofte bygges i høje, ældre træer, men i de senere år har flere par overrasket ved at bygge rede i områder, man tidligere ville have vurderet som værende for tæt på alfarvej. Spørgsmålet er, om Fanø kan tilbyde træer i en højde, der passer ørnene, og om der er steder i klitplantagen, hvor de kan finde tilstrækkeligt ro. Det vil de kommende år vise.  

Hvordan stor er en havørn?
Mange rovfugle giver indtryk af at være store. Kommer man tæt på en rørhøg, som er almindelig på Fanø, eller en musvåge, vil de begge virke majestætiske og fylde godt i synsfeltet. Omvendt kan man sagtens køre forbi en ørn på himmelen, der ikke virker speciel stor. Størrelsesindtryk er helt afhængig af afstanden og den baggrund, fuglene ses på.

Men havørnen er enorm i forhold til en musvåge. Se bare på billedet herunder. De to fjer er de største fra henholdsvis en musvåges og en havørns vinge.
Havørne- og musvågefjer til sammenligning. Begge fundet på Fanø.
Begge svingfjer fra fuglenes "vingespidser".
Ørnefjeren måler hele 57 cm. Den er fundet af Mette Bredthauer.
Foto: Marco Brodde
Det er svært at læse sig til, hvordan en ørns proportioner skiller sig ud fra vågernes, når man ser dem i naturen. Men i de fleste tilfælde vil man hos en ørn se meget mere vinge end hale. Vingerne er meget brede og halen kort. Får man en flyvende fugl i kikkerten, vil man også kunne se, at hoved og næb "rager" ud. Hos en musvåge og de fleste andre rovfugle af denne kaliber, vil man ikke lægge mærke til det faktisk ganske lille næb, og hovedet stikker kun en smule frem.
Hos en udfarvet havørn er halen lysende hvid og hovedet lys beige, de yngre er mørkere brune med lyse pletter og felter. Det bedste er faktisk at lære de almindelige arter at kende. Se i en fuglebog og få styr på musvåge og rørhøg. Det gør det meget nemmere at spotte ørnen, når den er der!
Hvor ser man ørnene?

Et par tommelfingerregler lyder: Havørnene sidder ikke i træerne langs Landevejen, det gør musvåger til gengæld ofte. Ørnene kan sagtens flyve ind over vejen, skolen, Brugsen, Bryghuset (for bare at nævne nogle af urbane steder, der er set ørne den seneste tid). Men de lander ikke sådanne steder. Heller ikke på hustage, i haver eller i vejkanter. Ser man dem over byen, er det fordi, de er på vej fra den ene side af øen til den anden.
Så selvom ørnene kan ses flyve over hvor, det skal være, oplever man dem mere typisk på en stribe lokaliteter på Fanø.

Keldsand og Galgerev
De store højsande, vaderne og marksområderne omkring øens sydspids er et rigtigt ørneland. Der kan være langt ud til ørnene, og er de ikke på vingerne, opdager man dem sjældent. Med mindre man har en kikkert. Gode steder at holde øje er Norddiget ved Sønderho, Børsen, Hønen og Sønderho Strand. Ofte har der denne vinter siddet flere ørne ude på Langjord, den store sandbanke ud for Sønderho Strand, hvor de har gjort sælerne selskab.

Observationsposter ved Sønderho med udsigt over Keldsand.

Observationsposter  syd for Sønderho med udsigt over Langjord og Galgerev.
 

Annes Dal Bjerg
Fra den høje klit ved Albue Fuglekøjes P-plads kan man overskue en stor del af øens østkyst. Hen under eftermiddag har mange besøgende fået store oplevelser med ørne i luften, der søger denne vej ind over øen til overnatning. 

Heden v. Sønderho Gl. FuglekøjeDet åbne terræn ud til østkysten tilbyder også et godt udsyn i et område, hvor ørnene ofte flyver ind over.

Klitplantagen syd for Skovlegepladsen
Før jul var denne del af skoven havørnenes foretrukne overnatningsplads. Senere spredte de sig mere ud. Formentlig pga. for megen menneskelig og lidt for nærgående ”interesse”. Spotter man ørne i træerne bør man holde behørig afstand og bruge en kikkert.  På overnatningspladsen kræver fuglene ro, ligesom os andre.

Gode observationsposter fra kanten af klitplantagen.


Halen og Skideneng
Kører man ud ad Klingebjergvej ved Rindby, bør man kigge op med mellemrum. Ørnene ses ofte herfra, når de kommer langs kanten af strandengen i det område, der kaldes Skideneng. Hele vejen rundt om Halen bør man holde øje. Både med luftrummet og med vadefladerne ud for kysten (hvis det er lavvande, og ørnene dermed kan sidde på sandet og æde eller hvile).

Ruten ud til Halen kan byde på ørneoplevelser.
 

Grønningen og Søren Jessens Sand
Nordspidsen af øen kan også huse ørne. Herfra kan de nå over til Langli og Skallingen, der er gammelkendte traditionelle ørnelokaliteter, også da de store fugle var sjældne. Man kan scanne landskabet med en kikkert fra en af de høje klitter for enden af betonvejen, hvor udsigten er formidabel.

Nordspidsen af Fanø er et rigtigt ørnelandskab. De høje klitter mod nordvest er gode udsigtspunkter.
 




fredag den 10. marts 2017

Fanøbørn portrætterer strandskaden



Elever fra 5. klasserne på Fanø Skole arbejder lige nu på færdiggørelsen af et ambitiøst billedkunstprojekt med en af Vadehavets mest karakteristiske fugle i centrum. Et teknisk krævende forarbejde går forud for 120 stærkt personlige flerfarvede linoleumstryk af det samme motiv: den sort/hvide strandskade med røde ben og næb...perfekt egnet til netop denne grafiske teknik. Som det ses på Asbjørns endelige tryk ovenfor.

Efter et grundigt skitsearbejde med en udstoppet strandskade og overvejelser om de endelige linjer på linoleumspladen (når først der snittes i den, kan intet fortrydes), kastede eleverne sig over skærearbejdet. Når man arbejder med linoleum i skolen, holder man sig oftest til at arbejde i en enkelt sort farve, men i dette projekt er 5. klasserne gået ud på dybere vand, og har altså trykt de enkelte ark i flere farver. En strandskade skal selvfølgelig have rødt næb!

For hver gang en ny farve skal trykkes, skæres det væk fra pladen, der ikke
skal dækkes af den nye farve. Processen kræver overblik!

Teknikken stiller krav til tålmodighed og overblik, da man skal kunne se det færdige billede for sig, inden man skærer mere i pladen og lægger en ny farve ovenpå den allerede trykte. Man skal vide præcis, hvad man gør. Hver elev trykker sit billede i tre eksemplarer, der i princippet bliver ens, men alligevel viser små individuelle forskelle, der fortæller, at billederne er håndlavede og har hver deres unikke detaljer som en følge af farvemængde, pressens tryk osv. Og selvom alle elever har kigget på den samme udstoppede strandskade til at begynde med, kommer der en samling vidt forskellige og personlige billeder ud på den anden side. De enkelte tryk er overraskende stærke i udtrykket, og når de præsenteres samlet vil man formentlig blive slået bagover. Næsten som man gør, mår man oplever strandskaderne stå i tæt flok i Vadehavet. Og eleverne i 5. klasse....de kender nu en af nationalparkens fuglearter endnu bedre. Nogle i forvejen dygtige børn er blevet udfordret og har vist, at de kan!

Billederne udstilles i løbet af foråret på Fanø Skole. Nedenfor en billedserie fra arbejdet.

Lærer Anette Christensen & Naturvejleder Marco Brodde

Kristian har her trykt farve nr. 2, den røde, og mangler herefter kun sort.
 
Emil sværter sin plade forud for trykning i rød.
 
Samling af ark efter første trykgang, hvor kun motivets hvide felter ses.
 
Der skæres koncentreret i pladen.
 
Maria viser hendes endelige skitse på papir.
 
Silas skitser løs med farver. Forud herfor har han lavet adskille blyantsskitser.
 
 
 


 
 
 
 

mandag den 27. februar 2017

Vadehavets insekter har styr på højvandskalenderen

Stigende vand på vaden ved Sønderho. Havbundens dyr ved, hvornår det sker.


Smådyr i Vadehavet skal passe tiden, det er et spørgsmål om liv eller død.

De færreste mennesker vil – uden at kigge i højvandskalenderen - kunne svare på, hvornår højvandet indtræffer i Vadehavet midt i næste uge. Især hvis man befinder sig langt væk fra Vadehavet og ikke har grund til at følge med i tidevandets daglige kommen og gåen, har man næppe nogen stærk kropslig fornemmelse for højvandet, der hver dag indtræffer lidt senere end dagen forinden. Men her er Vadehavets insekter os overlegne. Flere af dem er afhængige af et indre tidevandsur, der gør dem i stand til både at søge føde og lægge æg på det rigtige tidspunkt.

Forsøg med en art fra gruppen af springhaler, der i øvrigt er verdens ældste kendte insektorden, har vist, at dyrenes indre ur fortæller dem om tidevandsstanden, også selvom de er fragtet væk fra Vadehavet og ind i et laboratorium. Springhalerne lever nedgravet i Vadehaves sandbund ved højvande, men kommer op på overfladen ved lavvande, hvor de æder af alger på vaden. Havde dyrene blot reageret på den fysiske forandring i omgivelserne, kunne man forstå det. Men at de rent faktisk, i hvert fald nogle dage frem, reagerer automatisk og rettidigt kravler op gennem laboratoriets sand og tilbage igen, inden vandet stiger ude i Vadehavet, er fascinerende.

Næsten mere utroligt er det, at f.eks. en art dansemyg har synkroniseret sin æglægning, ikke bare med det daglige tidevand, men med springfloden, der indtræffer hver anden uge. Myggens larver lever på f.eks. tang, der de fleste dage er dækket af vandet, men som i dagene omkring nymåne og fuldmåne (springflod) kortvarigt tørlægges. Ved springflod er vandstanden henholdsvis en smule lavere og højere end ved almindeligt lav - og højvande. Dette udnytter larverne ved at forpuppe sig på det rette tidspunkt, så de kan forvandle sig til voksen insekter præcis, når deres levested er tørt nogle få timer i en 14-dages periode. Og de har travlt. Straks efter klækningen skal hunnerne parre sig og nå at lægge æg inden næste højvande. Herefter kan de dø. At leve med tidevandet er for nogle et spørgsmål om liv eller død.

tirsdag den 14. februar 2017

Fanø klimasikres af Vadehavets bakterier

Mange bække små..., siger vi, når vi skal beskrive, hvordan et enkelt lille skridt kan gøre en stor forskel...når bare, der tages skridt nok. Men at noget så småt som bakterier og mikroskopiske alger er med til at bygge Vadehavet op, så der til sidst opstår strande og øer, er alligevel svært at fatte.
I sidste ende er bakterierne således med til at klimasikre Fanø og Vadehavets andre øer, fordi bakterier og alger simpelthen bygger vadefladerne omkring øerne højere, så disse kan fungere som naturlige bølgebrydere under stormfloderne. Forklaringen følger nedenfor, og historien er et eksempel på de unikke naturfænomener, som verdensarvsudpegningen af Vadehavet handler om.

For "hvor er den der Verdensarv", spørger Fanøs gæster, der har hørt om den fornemme optagelse på UNESCOs liste over de mest enestående naturområder på kloden, men som måske har lidt svært ved at se det unikke i en flad, grå mudret havbund. Med god ret, kan man sige. En del af de fantastiske fænomener ligger nemlig gemt i mudderet, og er ikke umiddelbart synligt.

For det første er den biologiske produktion af mikroskopiske planter i Vadehavet rekordhøj. Man regner med, at der på den blotlagte mudderbund (vaden) "produceres" op mod 300 g. organisk stof på en kvadratmeter pr. år. Altså udelukkende i form af planteplankton og alger. Bunddyr som muslinger og orme kommer oven i, og regnes altså ikke med i dette regnestykke. Men dertil kommer døde alger og andet organisk materiale flydende ind med tidevandet. Således at der i alt er omkring 500 g. organisk (plante)materiale til rådighed pr. m2. om året. Det er 3 gange så meget som i alle verdens have i gennemsnit, og baggrunden for at muslinger og sandorme er så talrige. Fødekæden er kickstartet.

Baggrunden er, at tidevandet strømmer ud af Vadehavet to gange i døgnet og blotlægger havbunden/vaden. Solens stråler kan uhindret forsyne algerne med energi og opblomstringen er stor. Ved højvande er vandet naturligt "grumset" pga. opslæmmet sand og slik, så der kan solen ikke nå så effektivt gennem vandsøjlen.

Denne del af historien er allerede med til at sætte en streg under Vadehavets ret enestående karakter. Men der er som antydet mere til historien.

Kiselalgerne, der lever mellem sandkornene i de øverste fem cm. af vaden, foretager ved højvande en vandring helt op mod overfladen. Her venter de på det indadgående tidevand, der medbringer og aflejrer sand- og slikkorn fra Nordsøen. Det meste af dette materiale ville flyde med vandet ud igen med ebbestrømmen, men kiselalgerne kommer i vejen. Algerne udskiller en slags slim, der limer en del af sandkornene sammen, så de tilsammen bliver tungere og bliver liggende.
En anden algeart, der rettelig tilhører bakterierne, den såkaldte slikbinderalge, har form som en lang tråd. Ligesom kiselalgerne udskiller tråden slim fra spidsen, der vokser op gennem sandet og dermed på samme måde fratager tidevandet de nyligt ankomne sandkorn.

Efterhånden som algerne på denne måde bygger vaden højere og måske hjælpes af stormflodernes indførsel af sand (se den forrige historie på bloggen), kan planter som f.eks. kvelleren vandre ud over den høje vade i sikkerhed. Tre døgn uden oversvømmelse skal kvelleren bruge for at spire. Sker det, er kvelleren en rigtig "game changer". En strandeng vokser frem, den kan fange meget mere sand end algerne, og øen er reelt vokset. Sådanne flade strandenge udgør naturlige bølgebrydere under stormflod, fordi bølgerne løber sig trætte over den flade slette. Og det hele startede med næsten usynlige alger.