Tysk TV fortæller om Fanøs fokus på børn og Vadehav

Den tyske TV-station NDR besøgte i denne uge Fanø for at følge 3.B ud i naturen, hvor klassen legede sig til mere viden om det Vadehav, de bor midt i.
Reporter Bärbel Fening og hendes tv-hold brugte dagen på at producere et indslag til den i Tyskland meget populære udsendelse Nordseereport, der hver måned fortæller om livet langs Nordsøkysterne fra Norge over England til Vadehavskysten herhjemme og syd for os.

Elever i sving med en leg, der illustrerer, hvordan Vadehavet dyr har travlt
med at finde føde, inden vandet stiger, og samtidig må holde øje med fjender.

 

Redaktionen på Nordseereport havde fået nys om, at man på Fanø arbejder målrettet på at udvikle pædagogiske tiltag og undervisningsmaterialer, der udnytter Vadehavets og Fanøs egen natur og kulturhistorie. De tyske gæster fandt det interessant, at man gennem udendørs fysiske lege, kan fremme elevernes forståelse for ikke bare den lokale natur, men også sikre, at de der igennem lærer det, de skal, ifølge fagenes officielle nationale læringsmål.

På dagen drog 3.B sammen med lærer Benny Schmidt og naturvejleder Marco Brodde ud i klitlandskabet, hvor der var plads til en leg om Vadehavets dyr, der tilpasser sig de ekstreme livbetingelser, som det evige skifte mellem høj- og lavvande udgør. De meget engagerede børn måtte dog afbryde introduktionen til legene, da et par musvåger tog højde på himmelen lige foran forsamlingen. Elevernes spontane spørgsmål og videbegærlighed blev dermed optaget "live" og sendes ud til temmelig mange tyske stuer i juni eller juli, hvor udsendelsen planlægges sendt.

Oplev havørnen på Fanø

Chancen for at opleve de store vingefang på Fanø har aldrig været større.  Øen har det sidste halve år udgjort et sandt ørne hotspot, der matcher klassiske ørnedestinationer i Sverige og Tyskland. Denne lille ørneguide giver nogle tips til, hvor man kan spotte ørnene, og hvad de laver på vores kanter. Artiklens fantastiske fotos er taget af Karin Gustausen fra Esbjerg, der følger havørnene ved Filsø tæt. Hendes billeder vises forståeligt nok ofte i publikationer om ørne og rovfugle.

Tiltrækkes af plads, fugle og døde sæler

Når havørnene pludselig ses omkring Fanø i større antal er ikke tilfældigt. Selv da havørnen stadig var sjælden og truet i Europa, tiltrak Vadehavet nogle få individer i vinterhalvåret, hvor der de fleste år er mange overvintrende fugle, som ørnene lever af. I 1980´erne og 90´erne kunne man med lange mellemrum være heldig at støde på en ørn, oftest langt ude på vaden i behørig afstand til civilisationen og ubemærket for de fleste.

Havørnen ynglede i 1800-tallet flere steder i landet, men blev efterstræbt, skudt på og udryddet. På trods af fredningen af rovfugle kom de første ynglende par havørne først tilbage til Danmark i 1995. Det var ørne fra det tidligere Østtyskland, der krydsede vandet til Lolland og Falster. Siden dengang er det gået stadig fremad, og bestanden talte i 2016 hele 83 par.

Ørnene har bredt sig fra det sydøstlige Danmark og op over landet som en vifte, der bredes ud mod nordvest. Og det er gået stærkt. Ved genindvandringens begyndelse spåede Dansk Ornitologisk Forening, at man kunne nå 75 par i 2040! Det har vi altså allerede passeret. Da de danske ørnes ynglesucces tilmed er god, og at selv yngre og uerfarne par får unger på vingerne, vil bestanden formentlig vokse yderligere. Så længe der er gode ynglepladser med fred, ro og føde. Faktisk er de danske ynglefugle nu med til at sende unger tilbage til vores nabolande, så vi bidrager med at opretholde den europæiske bestand.

Ung havørn og nærgående krager. Bemærk at der ses "meget vinge og lidt hale".

Og at hovedet stikker tydeligt frem. Som beskrevet nedenfor.

Yngler ikke på Fanø – endnu.

De ørne, vi ser på Fanø, er overvintrende eller forbitrækkende fugle, der i løbet af foråret spredes igen. Der går typisk 5-6 år, før en ørn er gammel nok til at yngle, så der er ganske mange teenage-ørne i omløb, der, som årene går, selv går på udkig efter egnede steder at etablere sig. Ørne kræver som sagt ro omkring reden, der ofte bygges i høje, ældre træer, men i de senere år har flere par overrasket ved at bygge rede i områder, man tidligere ville have vurderet som værende for tæt på alfarvej. Spørgsmålet er, om Fanø kan tilbyde træer i en højde, der passer ørnene, og om der er steder i klitplantagen, hvor de kan finde tilstrækkeligt ro. Det vil de kommende år vise.  

Hvordan stor er en havørn?

Mange rovfugle giver indtryk af at være store. Kommer man tæt på en rørhøg, som er almindelig på Fanø, eller en musvåge, vil de begge virke majestætiske og fylde godt i synsfeltet. Omvendt kan man sagtens køre forbi en ørn på himmelen, der ikke virker speciel stor. Størrelsesindtryk er helt afhængig af afstanden og den baggrund, fuglene ses på.

Men havørnen er enorm i forhold til en musvåge. Se bare på billedet herunder. De to fjer er de største fra henholdsvis en musvåges og en havørns vinge.

Havørne- og musvågefjer til sammenligning. Begge fundet på Fanø.

Begge svingfjer fra fuglenes "vingespidser".
Ørnefjeren måler hele 57 cm. Den er fundet af Mette Bredthauer.

Foto: Marco Brodde

Det er svært at læse sig til, hvordan en ørns proportioner skiller sig ud fra vågernes, når man ser dem i naturen. Men i de fleste tilfælde vil man hos en ørn se meget mere vinge end hale. Vingerne er meget brede og halen kort. Får man en flyvende fugl i kikkerten, vil man også kunne se, at hoved og næb "rager" ud. Hos en musvåge og de fleste andre rovfugle af denne kaliber, vil man ikke lægge mærke til det faktisk ganske lille næb, og hovedet stikker kun en smule frem.

Hos en udfarvet havørn er halen lysende hvid og hovedet lys beige, de yngre er mørkere brune med lyse pletter og felter. Det bedste er faktisk at lære de almindelige arter at kende. Se i en fuglebog og få styr på musvåge og rørhøg. Det gør det meget nemmere at spotte ørnen, når den er der!

Hvor ser man ørnene?

Et par tommelfingerregler lyder: Havørnene sidder ikke i træerne langs Landevejen, det gør musvåger til gengæld ofte. Ørnene kan sagtens flyve ind over vejen, skolen, Brugsen, Bryghuset (for bare at nævne nogle af urbane steder, der er set ørne den seneste tid). Men de lander ikke sådanne steder. Heller ikke på hustage, i haver eller i vejkanter. Ser man dem over byen, er det fordi, de er på vej fra den ene side af øen til den anden.

Så selvom ørnene kan ses flyve over hvor, det skal være, oplever man dem mere typisk på en stribe lokaliteter på Fanø.

Keldsand og Galgerev

De store højsande, vaderne og marksområderne omkring øens sydspids er et rigtigt ørneland. Der kan være langt ud til ørnene, og er de ikke på vingerne, opdager man dem sjældent. Med mindre man har en kikkert. Gode steder at holde øje er Norddiget ved Sønderho, Børsen, Hønen og Sønderho Strand. Ofte har der denne vinter siddet flere ørne ude på Langjord, den store sandbanke ud for Sønderho Strand, hvor de har gjort sælerne selskab.

Observationsposter ved Sønderho med udsigt over Keldsand.

Observationsposter  syd for Sønderho med udsigt over Langjord og Galgerev.
 

Annes Dal Bjerg

Fra den høje klit ved Albue Fuglekøjes P-plads kan man overskue en stor del af øens østkyst. Hen under eftermiddag har mange besøgende fået store oplevelser med ørne i luften, der søger denne vej ind over øen til overnatning. 

Heden v. Sønderho Gl. FuglekøjeDet åbne terræn ud til østkysten tilbyder også et godt udsyn i et område, hvor ørnene ofte flyver ind over.

Klitplantagen syd for Skovlegepladsen

Før jul var denne del af skoven havørnenes foretrukne overnatningsplads. Senere spredte de sig mere ud. Formentlig pga. for megen menneskelig og lidt for nærgående ”interesse”. Spotter man ørne i træerne bør man holde behørig afstand og bruge en kikkert.  På overnatningspladsen kræver fuglene ro, ligesom os andre.

Gode observationsposter fra kanten af klitplantagen.

Halen og Skideneng

Kører man ud ad Klingebjergvej ved Rindby, bør man kigge op med mellemrum. Ørnene ses ofte herfra, når de kommer langs kanten af strandengen i det område, der kaldes Skideneng. Hele vejen rundt om Halen bør man holde øje. Både med luftrummet og med vadefladerne ud for kysten (hvis det er lavvande, og ørnene dermed kan sidde på sandet og æde eller hvile).

Ruten ud til Halen kan byde på ørneoplevelser.
 

Grønningen og Søren Jessens Sand
Nordspidsen af øen kan også huse ørne. Herfra kan de nå over til Langli og Skallingen, der er gammelkendte traditionelle ørnelokaliteter, også da de store fugle var sjældne. Man kan scanne landskabet med en kikkert fra en af de høje klitter for enden af betonvejen, hvor udsigten er formidabel.

Nordspidsen af Fanø er et rigtigt ørnelandskab. De høje klitter mod nordvest er gode udsigtspunkter.
 

Fanøbørn portrætterer strandskaden

Elever fra 5. klasserne på Fanø Skole arbejder lige nu på færdiggørelsen af et ambitiøst billedkunstprojekt med en af Vadehavets mest karakteristiske fugle i centrum. Et teknisk krævende forarbejde går forud for 120 stærkt personlige flerfarvede linoleumstryk af det samme motiv: den sort/hvide strandskade med røde ben og næb...perfekt egnet til netop denne grafiske teknik. Som det ses på Asbjørns endelige tryk ovenfor.

Efter et grundigt skitsearbejde med en udstoppet strandskade og overvejelser om de endelige linjer på linoleumspladen (når først der snittes i den, kan intet fortrydes), kastede eleverne sig over skærearbejdet. Når man arbejder med linoleum i skolen, holder man sig oftest til at arbejde i en enkelt sort farve, men i dette projekt er 5. klasserne gået ud på dybere vand, og har altså trykt de enkelte ark i flere farver. En strandskade skal selvfølgelig have rødt næb!

For hver gang en ny farve skal trykkes, skæres det væk fra pladen, der ikke
skal dækkes af den nye farve. Processen kræver overblik!

Teknikken stiller krav til tålmodighed og overblik, da man skal kunne se det færdige billede for sig, inden man skærer mere i pladen og lægger en ny farve ovenpå den allerede trykte. Man skal vide præcis, hvad man gør. Hver elev trykker sit billede i tre eksemplarer, der i princippet bliver ens, men alligevel viser små individuelle forskelle, der fortæller, at billederne er håndlavede og har hver deres unikke detaljer som en følge af farvemængde, pressens tryk osv. Og selvom alle elever har kigget på den samme udstoppede strandskade til at begynde med, kommer der en samling vidt forskellige og personlige billeder ud på den anden side. De enkelte tryk er overraskende stærke i udtrykket, og når de præsenteres samlet vil man formentlig blive slået bagover. Næsten som man gør, mår man oplever strandskaderne stå i tæt flok i Vadehavet. Og eleverne i 5. klasse....de kender nu en af nationalparkens fuglearter endnu bedre. Nogle i forvejen dygtige børn er blevet udfordret og har vist, at de kan!

Billederne udstilles i løbet af foråret på Fanø Skole. Nedenfor en billedserie fra arbejdet.

Lærer Anette Christensen & Naturvejleder Marco Brodde

Kristian har her trykt farve nr. 2, den røde, og mangler herefter kun sort.

 

Emil sværter sin plade forud for trykning i rød.

 

Samling af ark efter første trykgang, hvor kun motivets hvide felter ses.

 

Der skæres koncentreret i pladen.

 

Maria viser hendes endelige skitse på papir.

 

Silas skitser løs med farver. Forud herfor har han lavet adskille blyantsskitser.

 

 

 

 

 

 

 

Vadehavets insekter har styr på højvandskalenderen

Stigende vand på vaden ved Sønderho. Havbundens dyr ved, hvornår det sker.

Smådyr i Vadehavet skal passe tiden, det er et spørgsmål om liv eller død.

De færreste mennesker vil – uden at kigge i højvandskalenderen - kunne svare på, hvornår højvandet indtræffer i Vadehavet midt i næste uge. Især hvis man befinder sig langt væk fra Vadehavet og ikke har grund til at følge med i tidevandets daglige kommen og gåen, har man næppe nogen stærk kropslig fornemmelse for højvandet, der hver dag indtræffer lidt senere end dagen forinden. Men her er Vadehavets insekter os overlegne. Flere af dem er afhængige af et indre tidevandsur, der gør dem i stand til både at søge føde og lægge æg på det rigtige tidspunkt.

Forsøg med en art fra gruppen af springhaler, der i øvrigt er verdens ældste kendte insektorden, har vist, at dyrenes indre ur fortæller dem om tidevandsstanden, også selvom de er fragtet væk fra Vadehavet og ind i et laboratorium. Springhalerne lever nedgravet i Vadehaves sandbund ved højvande, men kommer op på overfladen ved lavvande, hvor de æder af alger på vaden. Havde dyrene blot reageret på den fysiske forandring i omgivelserne, kunne man forstå det. Men at de rent faktisk, i hvert fald nogle dage frem, reagerer automatisk og rettidigt kravler op gennem laboratoriets sand og tilbage igen, inden vandet stiger ude i Vadehavet, er fascinerende.

Næsten mere utroligt er det, at f.eks. en art dansemyg har synkroniseret sin æglægning, ikke bare med det daglige tidevand, men med springfloden, der indtræffer hver anden uge. Myggens larver lever på f.eks. tang, der de fleste dage er dækket af vandet, men som i dagene omkring nymåne og fuldmåne (springflod) kortvarigt tørlægges. Ved springflod er vandstanden henholdsvis en smule lavere og højere end ved almindeligt lav - og højvande. Dette udnytter larverne ved at forpuppe sig på det rette tidspunkt, så de kan forvandle sig til voksen insekter præcis, når deres levested er tørt nogle få timer i en 14-dages periode. Og de har travlt. Straks efter klækningen skal hunnerne parre sig og nå at lægge æg inden næste højvande. Herefter kan de dø. At leve med tidevandet er for nogle et spørgsmål om liv eller død.

Fanø klimasikres af Vadehavets bakterier

Mange bække små..., siger vi, når vi skal beskrive, hvordan et enkelt lille skridt kan gøre en stor forskel...når bare, der tages skridt nok. Men at noget så småt som bakterier og mikroskopiske alger er med til at bygge Vadehavet op, så der til sidst opstår strande og øer, er alligevel svært at fatte.
I sidste ende er bakterierne således med til at klimasikre Fanø og Vadehavets andre øer, fordi bakterier og alger simpelthen bygger vadefladerne omkring øerne højere, så disse kan fungere som naturlige bølgebrydere under stormfloderne. Forklaringen følger nedenfor, og historien er et eksempel på de unikke naturfænomener, som verdensarvsudpegningen af Vadehavet handler om.

For "hvor er den der Verdensarv", spørger Fanøs gæster, der har hørt om den fornemme optagelse på UNESCOs liste over de mest enestående naturområder på kloden, men som måske har lidt svært ved at se det unikke i en flad, grå mudret havbund. Med god ret, kan man sige. En del af de fantastiske fænomener ligger nemlig gemt i mudderet, og er ikke umiddelbart synligt.

For det første er den biologiske produktion af mikroskopiske planter i Vadehavet rekordhøj. Man regner med, at der på den blotlagte mudderbund (vaden) "produceres" op mod 300 g. organisk stof på en kvadratmeter pr. år. Altså udelukkende i form af planteplankton og alger. Bunddyr som muslinger og orme kommer oven i, og regnes altså ikke med i dette regnestykke. Men dertil kommer døde alger og andet organisk materiale flydende ind med tidevandet. Således at der i alt er omkring 500 g. organisk (plante)materiale til rådighed pr. m2. om året. Det er 3 gange så meget som i alle verdens have i gennemsnit, og baggrunden for at muslinger og sandorme er så talrige. Fødekæden er kickstartet.

Baggrunden er, at tidevandet strømmer ud af Vadehavet to gange i døgnet og blotlægger havbunden/vaden. Solens stråler kan uhindret forsyne algerne med energi og opblomstringen er stor. Ved højvande er vandet naturligt "grumset" pga. opslæmmet sand og slik, så der kan solen ikke nå så effektivt gennem vandsøjlen.

Denne del af historien er allerede med til at sætte en streg under Vadehavets ret enestående karakter. Men der er som antydet mere til historien.

Kiselalgerne, der lever mellem sandkornene i de øverste fem cm. af vaden, foretager ved højvande en vandring helt op mod overfladen. Her venter de på det indadgående tidevand, der medbringer og aflejrer sand- og slikkorn fra Nordsøen. Det meste af dette materiale ville flyde med vandet ud igen med ebbestrømmen, men kiselalgerne kommer i vejen. Algerne udskiller en slags slim, der limer en del af sandkornene sammen, så de tilsammen bliver tungere og bliver liggende.
En anden algeart, der rettelig tilhører bakterierne, den såkaldte slikbinderalge, har form som en lang tråd. Ligesom kiselalgerne udskiller tråden slim fra spidsen, der vokser op gennem sandet og dermed på samme måde fratager tidevandet de nyligt ankomne sandkorn.

Efterhånden som algerne på denne måde bygger vaden højere og måske hjælpes af stormflodernes indførsel af sand (se den forrige historie på bloggen), kan planter som f.eks. kvelleren vandre ud over den høje vade i sikkerhed. Tre døgn uden oversvømmelse skal kvelleren bruge for at spire. Sker det, er kvelleren en rigtig "game changer". En strandeng vokser frem, den kan fange meget mere sand end algerne, og øen er reelt vokset. Sådanne flade strandenge udgør naturlige bølgebrydere under stormflod, fordi bølgerne løber sig trætte over den flade slette. Og det hele startede med næsten usynlige alger.

Stormfloden bygger land og nye levesteder

Hønen, Fanøs sydspids, under stormflod.

 

Stormflodssæsonen er over os, og med den seneste tids oversvømmelser af havne, strande og klitter, er det nærliggende at spørge, hvordan de dramatiske vejrforhold påvirker landskabet og dyrelivet i Vadehavet omkring Fanø. Her forsøges med et par svar. Læs evt. også indlægget på bloggen om "Hønen" fra i sommers.

Eroderer Fanøs strande under stormfloder?

Det korte svar er nej. Fanø er en såkaldt regressiv barriereø. Det betyder, at den stadig vokser mod vest. Derfor er stranden meget bred, og der er rigelige mængder af sand, der er forudsætningen for, at vinden kan opbygge klitter i sommerhalvåret. Selvom de yderste unge klitter eroderer og måske skylles over under stormflod, bliver det meste af sandet på stranden og flyver altså atter op som nye klitter, så snart det tørrer. Faktisk vil storme ofte resultere i, at havet tilfører nyt sand, da revlerne ud for kysten skubbes op på stranden. Stranden bliver samlet set højere og bredere. Denne sammensmeltning af revler er hele forudsætningen for Fanøs dannelse. Skallingen nord for Fanø er dannet ved, at den historiske stormflod i 1634 med ét flyttede enorme mængder fra sand ind fra havet ud for Blåvandshuk. At Skallingens vestkyst så i dag rykker tilbage, er et tegn på Vadehavets foranderlighed. Geograferne er dog sikre på, at indersiden af Skallingen opfanger så meget materiale fra havet, at halvøen stadig vil være at finde på landkortet. Men den har aldrig haft en stabil udformning.

Trues dyrelivet af stormene?

For de enkelte individer kan en stormflod være en dødsensfarlig begivenhed. Men for bestanden af den pågældende art er der ingen problemer. Faktisk er stormene og det hårde vejr tit en forudsætning for at visse arter overhovedet findes i Vadehavet.

Det er som udgangspunkt udfordrende for dyr og planter at leve på kanten mellem land og hav i et tidevandspåvirket landskab. Fordi forholdene hele tiden ændrer sig. Det gælder til dagligt, når vadefladerne over få timer skifter fra at være tørre til våde og tilbage igen. Eller når blæsten flytter den klit, som planterne lige havde etableret sig i. Dyr og planter skal være meget tilpasningsdygtige, og en storm er en rigtig "game changer". Muslinger, der har fundet det helt rigtige sted i havbunden, skylles fri og måske helt op på stranden, hvor mågerne venter. Planter, der lever på den tørre strand, må pludselig stå imod i timevis, når bølgerne flår og hiver i dem. Og vadefugle som strandskader og ryler, der har været fristet til at blive vinteren over, må flyve rundt i blæsten og lede efter rastepladser, der ikke er oversvømmede, som deres sædvanlige sandbanker ude i selve Vadehavet. Sælerne bliver trætte, og de svageste bukker under. Der er drama nok til adskillige nye Disneyklassikere.

Men selvom enkelte individer kan bukke under, er arterne tilpasset forholdene. Også hjertemuslingerne, der under hårde vintre helt kan forsvinde fra store arealer på grund af frost. Bestanden bygges hurtigt op igen pga. de gunstige forhold netop i Vadehavet. Planterne på stranden, der nogle gange må bukke under pga. oversvømmelse, kommer også hurtigt igen. Mange arter udnytter oversvømmelserne til at sende frøene med vandet ud i verden. De er altså afhængige af oversvømmelsen. Og planterne frister netop et liv på stranden, fordi de langt hen af vejen kan overleve. Modsat de mange knap så modstandsdygtige arter, der må blive længere oppe i terrænet og kæmpe om pladsen med alle de andre.
En almindelig art som sandhjelme bliver begunstiget af at blive dækket med sand. Derfor danner et brud på klitten, hvor sandet fyger op over toppen, så at sige et godt levested for arten. På samme måde er åbne klitbrud med bart sand et uhyre vigtigt levested for en lang række insekter og krybdyr, fordi temperaturen her på det bare sand er høj om sommeren. Dette resulterer også i flere fugle i klitnaturen. Alt sammen pga. vejrets og stormenes "hærgen".

Sådan er der mange eksempler på at stormene udgør en vigtig del af Vadehavets økosystem. Den vilde natur og det, den giver af levesteder for dyr og planter, er netop baggrunden for verdensarvsudpegningen.

Tøffelsnegle skifter køn efter behov

Tøffelsnegle på huset af en konksnegl. I færd med at skifte køn...

Efter en vinterstorm som Urd, der ramte i juledagene, kan man altid gøre spændende fund på Vadehavets strande. Meget af det dyreliv, der ellers er skjult på havbunden, åbenbares, når stormen rusker og skyller store mængder af muslinger, snegle og andre dyr op på kysten. Det er både tomme muslingeskaller og stadig levende muslinger, som på stranden fortæres af de måger, der også er blevet blæst ind mod land og får sig et tiltrængt hvil. Ved sådan en lejlighed kan der på Fanø stå over 20.000 måger på stranden.

En af de mærkværdige skabninger, man kan finde i opskyllet er en 'sær snegl' fra amerikanske farvande. Tøffelsneglen skiller dig ud fra de i Vadehavet hjemmehørende snegle ved at hæfte sig fast på, hvad den nu kan finde med en hård overflade. Da der i Vadehavet ikke findes klippekyst eller sten, finder man ofte tøffelsneglen siddende på andre dyrs skaller, f.eks. konksneglens.

Tit ses flere individer sidde sammen eller sågar oven på hinanden, og det er der flere gode grunde til. Tøffelsneglene er i færd med at parre sig med hinanden og kan i den forbindelse skifte køn efter behov. Det kan være nødvendigt, da tøffelsneglene fikserer sig selv til underlaget, når først de i en vis alder 'etablerer sig'. Dyrene starter alle livet som hanner, men kan så, når de vokser i størrelse, forvandle sig til hunner. Det er typisk de største hanner, der lader de hanlige kønsorganer skrumpe og de hunlige udvikle. Når først forhandlingen til hun er sket, forbliver dyret hun. Fordelen ved at netop de største individer skifter fra han til hun er, at en stor ægproduktion forudsætter en stor fysisk volumen..

 Den gængse opfattelse har været, at sneglenes kønsskifte igangsættes af en kemisk kontakt gennem vandet. Dette ville være logisk, da sneglene jo ikke bevæger sig meget rundt og derfor er afhængige af at kunne "mærke" hinandens tilstedeværelse på andre måder. Men eksperimenter udført af det amerikanske Smithsonian Tropical Research Institute har vist, at tøffelsnegle, der rører ved hinanden, reagerer og sætter gang i det nødvendige kønsskifte hurtigere end de snegle, der har fysisk afstand til hinanden.

Tøfffelsneglen er en blandt ganske mange arter af fremmede dyr i Vadehavet, der er kommet hertil ved vores hjælp, ofte utilsigtet. Man mener, at tøffelsneglen først er kommet til Limfjorden i 1930´erne med udsat østersyngel fra Nordamerika. Fra Limfjorden har den bredt sig ned langs den jyske vestkyst og det nordlige Kattegat.