jgj

jgj

tirsdag den 9. marts 2021

Liv, død og sammenhæng

 En historie om frossen jord, massedød og slimede fugleklatter.


Min forhave er ikke noget at prale af. I hvert fald stiller sommerens turister altid op foran naboernes huse for at fotografere hinanden og sig selv. Det er okay. For på det lille frimærke foran huset står et produktivt æbletræ, der endda er vært for en lysende grøn snylter med masser af historie. En mistelten vokser ud af stammen og forgrener sig hvert år en smule mere. Som halvsnylter lader den træet forsyne sig med vand og næring, men fanger selv solens stråler og producerer energi via fotosyntesen. Forleden sad en forårskåd musvit midt den vildtvoksende busk, der matchede fuglen bedre, end en boligdesigner kunne have udtænkt. Jeg lavede en skitse af optrinnet, og mens jeg forsøgte at blande mig frem til den helt særlige gule nuancer, tænkte jeg over, hvordan forskellige arter i naturen påvirker og udnyttes af hinanden. Og hold nu fast, for vi ender et sted langt væk fra den mere eller mindre kultiverede have på Tværvej i Nordby.

 Om ikke andet, kender de fleste mistelten som en del af juleudsmykningen, men man kan bruge planten til meget andet end at kysse under! For eksempel til at blive klogere på klimaet for årtusinder siden. Man ved nemlig, at arten kræver en gennemsnitlig temperatur på mindst 16 grader for at kunne trives. Og fra fund af subfossiler kan man sige en hel del om de klimatiske forhold i perioden efter den seneste istids afslutning for rundt regnet 12.000 år siden. Men i denne artikel er det omvendt misteltenens overlevelsesevner om vinteren, der gjorde mig nysgerrig. Eller måske var det bare buskens synlighed på denne årstid: En lysende gulgrøn "kugle" i en ellers gråbrun og vintervissen have. Den vil frem i verden, rent visuelt. Men altså ikke i en verden under 16 grader i snit. Oldtidens jægere kunne angiveligt bruge giftindholdet fra planten på pilespidserne, da det blev varmt nok for misteltenen her til lands for ca. 9.000 år siden.  Det kan jeg gå en smule i stå over, når jeg stirrer ud på mit eksemplar gennem vinduet. I 1944 fredede man den på det tidspunkt sidste mistelen i landet, og den har siden da faktisk været ret sjælden i naturen. I dag er planten dog mere udbredt, hjulpet godt på vej af dyrkede eksemplarer i haverne og klimaændringerne. Men nogle forskere mener faktisk, at den oprindelige bestand nærmest er uddød i Danmark, da den var tæt knyttet til de endnu mere varmekrævende lindetræer, der dækkede store dele af landet i bondestenalderen, men som blev fældet, da landbruget omformede landskabet og træerne efterhånden mødte et køligere klima. I dag er lindetræer lidt af en sjældenhed, og vi er i vadehavsregionen faktisk heldige at kunne opleve de smukke lindetræer i den urskovsprægede Draved Skov ved Løgumkloster. De udbredte danske bøgeskove eller fyrretræsplantager passer ikke misteltenen, så den bliver aldrig almindelig i Fanøs natur. 

En anden forudsætning for misteltenens geografiske spredning er ellers til stede på øen. I hvert fald i perioder. Nu springer vi fra plante til dyreriget og til en historie om ekstra slimede fugleklatter. Misteldroslen er ikke så kendt som solsorten og sangdroslen, som den ligner ved første øjekast, da den er ret sky og let overses, og fordi den ikke tropper op i haven i samme grad som de andre. Men da den har en stor kærlighed til misteltenens bær, er den også en af buskens vigtigste førspredere. Frøene er omgivet af et slimet stof, der får droslens ekstrementer til at hænge i lange tråde, som hænger effektivt fast på de træer, de tilfældigt måtte lande på. Bærrene ædes af droslen, frøene passerer gennem tarmsystemet, og hægter sig fast på deres nye værtstræ, som de på snyltervis trænger ind i og etablerer sig på. Misteldroslen yngler faktisk på Fanø med enkelte par, men de fleste ser vi på træk, især i efteråret, hvor øens sydspids fungerer som en affyringsrampe for tusindtallige flokke af forskellige drosler, når de instinktivt flyver mod sydvest og direkte ud over havet fra Sønderhos klitter. 

Fanøs sydspids fungerer som affyringsrampe for trækfugle.

Fanøs sydspids, Hønen, er således kendt for sine rekordstore forekomster af trækkende drosler. På de rigtige dage, med særlige vind- og vejrforhold, der både lokker og presser fuglene ned fra Skandinavien, og samtidig ud mod den danske vestkyst, klumper fuglene sammen i luftrummet over sydspidsen, da de ikke er meget for at flyve ud over havet, før der ikke er nogen vej tilbage. Og det er der så ikke, når man kommer til Sønderho

I bølger på ofte nogle hundreder kommer især sangdrosler og vindrosler med få minutters mellemrum. Ind imellem kommer så enkelte misteldrosler dryssende, måske i smågrupper. Kender kan dens kald, der lyder som når man rækker et gammeldags ur op, kan man pille dem ud af de større flokke af lignende drosler. Det er stærkt fascinerende at opleve fugletrækket på den måde. Men det får misteltenen altså ikke glæde af, selvom droslerne måtte have frø i maven. Vi mangler misteltenens foretrukne værtstræer.

Når fuglene trækker mod syd, er det ikke så meget den lavere temperatur om vinteren, der sætter gang i de store migrationer. Det handler derimod om føde. Lukker køleskabet, må man skifte diæt eller flygte. Drosler er faktisk ret gode til at skifte strategi. Fra orme, snegle og insekter til bær og frugter, men de sidste slipper også op, og overvintrende drosler må nogle gange kæmpe for livet, hvis jorden fryser og bærrene er spist. 

Er man ikke omstillingsparat, kan et pludseligt kuldefremstød med is og sne udgøre en skjult vinterfælde. Nogle fuglearter skynder sig så at flyve mod mildere egne. Gæs og ænder i Vadehavet fløj i den første halvdel af februar på såkaldt kuldeflugt, og i løbet af en uges tid blev kysterne nærmest tømt for fugle. Den manøvre kræver, at den enkelte fugl har energien og dagsformen til at flyve væk, der er ikke råd til smuttere i energibudgettet. 

En af dem, der regnede forkert i denne vinter, er skovsneppen. Fanø og  landene omkring den sydlige Nordsø oplevede helt usædvanligt mange snepper i februar. Hårdt pressede af sne og is gik snepperne rundt i folks haver i fuld dagslys, og jeg så sågar én flyve rundt i Hovedgaden i Nordby. Skovsnepperne er som en af de få vadefugle helt ligeglade med muslinger og orme i Vadehavet, men er helt knyttet til skov og åbne heder. Fanø har i generationer været kendt som et af de bedste sneppetærrener blandt jægere. Og selvom arten er en af de mest udbredte og talrige vadefugle på den nordlige halvkugle, er det normalvis ikke mange, man ser. De færdes skjult i skovbunden og søger først ud på de åbne heder og i skovbrynet om natten for at stikke deres lange næb i jorden efter orme. Jægerne har lært af afkode vejret og ved, at når kulden sætter ind i Nordskandinavien, er det tid for sneppejagt på Fanø. Der ér altså normalvis mange snepper på øen i efteråret og i milde vintre, vi ser dem bare ikke. Men det skulle februars pludselige frost og sne lave om på. Skovsnepperne søger i sådanne situationer gerne mod de mildeste egne langs kysterne, hvor det lune havvand kan holde kysterne snefri. Men også på Fanø var landskabet dybfrossent, og snepperne var tvunget til at søge føde i dagslys på usædvanlige steder som grøftekanter og villahaver. En gåtur, hvor ruten blev lagt gennem Torp Plantage på Fanø gav 21 skovsnepper på et par timer. En enkelt ville normalt være nok til at få smil på læben, og man kan kun gisne om, hvor mange, der har været i de uger på Fanø. Og hvor mange, der døde af sult som en følge af den forfejlede overvintringsstrategi. Det er dog ikke noget, der truer bestandene af skovsnepper, der som sagt er meget store i de nordiske og russiske skove. Mange andre vadefugle, deriblandt vores egne ynglende af slagsen, har helt anderledes problemer. F.eks. er vores viber, præstekraver og klyder i frit fald fordi deres ynglesteder er forsvundet, eller kvaliteten af dem forringet. Så selvom det kan være hjerteskærende at se desperate langnæbbede snepper i sneen, ligger vadefuglenes egentlige problemer et helt andet sted. Viberne er så uheldige, at de nogle gange slås med både vintervejr og dårlige levesteder. Som en rigtig "vejrfugl" reagerer viberne også på kulden, og ser det hele lidt an, når vi kommer ind i november. Selvom viberne trækker væk fra store dele af landet, står de i Vadehavet i store flokke, mens de overvejer, om de skal rykke mod syd. Når vinteren strænges, må de ligesom skovsnepperne satse på at have kræfter nok til at søge mod sydvest. Men så snart det mildner, som i slutningen af februar i år, er de tilbage i Vadehavet. Og så er det, det kan gå galt. For nogle år siden slog kulden igen, efter at viberne var ankommet, og de opførte sig præcis som skovsnepperne i år. Man fandt viber i rundkørsler og inden for bygrænsen, hvor det urbane liv med læ, biler og huse altid resulterer i lidt mildere mikroklima. De døde i mængder, og for en art, hvor 3 ud af 4 fugle er forsvundet siden 1970´erne, kan det mærkes på bundlinjen. Mens småfugle som blåmejse og gærdesmutte, der også dør i  mængder i vinterkulden, yngler sig ud af problemerne de følgende år med flere kuld og mange unger, kan en art som viben ikke bare skrue op for ungeproduktionen. Levestederne bliver stadig færre, antallet af flyvefærdige unger ligeså. 

Strategien med hurtig reproduktion efter en vinterkatastrofe er i den grad nødvendig hos hjertemuslingen, hvis skaller vi kan finde på enhver strandtur i Vadehavet. På nogle strækninger er stranden nærmest "alfalteret" med tomme hjertemuslingeskaller, og det kan undre, hvor mange levende individer, der må findes ude i havbundet. De sidder dog også tæt, hjertemuslingerne, og de er nemme at finde, da de kun graver sig få cm ned i sandbunden, og samtidig gerne etablerer sig som en rigtig Vadehavs-specialist inde i tidevandszonen, der blotlægges ved lavvande. Den levevis er dog ikke uden risiko, da muslingerne udsættes for tørke (under langvarig ekstremt lavvande forårsaget af fralandsvind), frost og is, hvilket dyrene i tidevandszonen lider langt mere under end arterne på dybere vand. En meget stor del af hele hjertemuslingebestanden kan dø under lange perioder med is i Vadehavet. På vaderne ud for Fanøs nordspids har man tidligere undersøgt svingningerne hos de unge hjertemuslinger (under et år gamle). I juni måned i to af hinanden følgende år talte man henholdsvis 2200 og 28000 unge individer på en kvadratmeter! Is og dårlige år for muslinger kan således få reel betydning for, hvor nemt, det er for vadefugle og fisk at finde føde efterfølgende. Men Vadehavets dyreliv er heldigvis tilpassede til at håndtere de omskiftelige forhold. Muslingebestanden kommer stærkt igen efter en kold vinter, og når de døde muslinger eller tomme skaller skyller ind på stranden, kickstarter de senere livet i et helt andet hjørne af naturen. Oppe mellem klitterne ligger frø fra f.eks. orkideer og venter på de rette forhold. De er uhyre små og spredes nemt med vinden. Men de får først en chance, hvis de lander et sted med de helt rigtige forhold. Et af de krav, orkideerne på Fanø stiller, er et vist indhold af kalk i jorden...eller sandet. Mens orkideer på f.eks. Møn har glæde af dybe og gamle kalklag i undergrunden, kommer Fanøs kalk fra "nyligt" opskyllede muslingeskaller, der langsomt er forvitrede og har frigivet sit bygge materiale og påvirket PH-værdien i en orkidevenlig retning i klitlavningen. Derfor kan vi finde orkideer med smukke navne som sumphullæbe og kødfarvet gøgeurt. Smukke, sjældne og kuriøse. Sådan er liv og død, klima, vejr og fugletræk på fascinerende vis forbundet i en stor natur som Vadehavets. Det kan man kun blive ydmyg over at tænke på, når man kigger ud genne, vinduet eller trasker gennem klitterne i forårssolen.

Marco Brodde, marts 2021

tirsdag den 19. januar 2021

Sumpens hemmeligheder

En gåtur gennem Fanøs klitter er en vandring gennem mysterier og et usynligt samspil mellem landskabets største og mindste organismer, fra underjordiske svampe til græssende kvæg.



Det ser ikke ud af meget. Især om vinteren kan klitlandskabet se ugæstfrit og råt ud. Naturen står stille, der sker ikke noget som helst. Stilheden efterlader rum til, at man kan spekulere lidt dybere over, hvordan naturen her ude fungerer og lade sig fascinere af, hvordan selv ydmyge plantearter eller underjordiske svampe har afgørende betydning for andre arter og for vores muligheder for at nyde sommerfugle, orkideer og ikoniske fugle som rørdrummen.

Nogle steder kan man se små grupper af kvæg lunte rundt mellem klitterne, hvor de nyder friluftslivet, uvidende om at deres tilstedeværelse i de naturskønne omgivelser handler om at forbedre forholdene for landskabets vilde dyr og planter. Målet med min tur denne januardag var netop at se nærmere på resultatet af husdyrenes græsning, tramp og færden i den store og ret ufremkommelige klitlavning fra Odense Kommunes Feriekoloni og mod nord til Sønderho Strandsø. Dyrene er sat ud for at forhindre tilgroning af det åbne landskab. Rigeligt sollys og varierende højde på græs og bevoksning er nemlig nøglen til at bevare et højt antal af dyre - og plantearter i klitlavningerne, hvor der f.eks. forekommer en naturtype med det poetiske navn ”rigkær”. Ikke alene antallet af arter kan fremmes med græssende dyr. Også nogle af de allermest særegne, krævende og sjældne arter er i sidste ende afhængige af de gunstige forhold, græsningen helst skulle resultere i.

Fanøs landskaber har været udnyttet til græsning i århundreder. Når mange af naturområderne på øen aldrig har været dyrkede og pløjede, er det fordi, jorden…eller rettere…sandet ikke har haft stor landbrugsmæssig værdi. Så den landbrugsmæssige udnyttelse har over det meste af øen begrænset sig til græsning.  Faktisk bundede modstanden mod beplantningen af klitplantagen i slutningen af 1800-tallet i, at man jo var nødt til at udelukke fårene fra de tilplantede områder, hvis skoven skulle have en chance for at vokse frem. I dag er situationen en anden. Alle holder at plantagen, men den breder sig, også med sine fremmede træsorter ud over de åbne heder og klitter. Hvor de langsomt, men sikkert udkonkurrerer de oprindelige plantearter samt de insekter og fugle, der kun trives i åbent terræn. Den overordnede idé med igen at sætte husdyr ud i landskabet er at forhindre den udvikling. Man kunne også slå vegetationen med maskinkraft (hvis arealerne ikke er for kuperede) eller, som det da også sker flere steder, brænde den af. Men græsningen giver nogle fordele. I stedet for at efterlade landskabet ensartet og barberet helt ned på én gang, græsser dyrene tilfældigt eller lidt ”her, der og alle vegne”. Dette giver en større variation og dermed flere levesteder til arter, der stiller forskellige krav til vegetationshøjde, lys og skygge. Alene dyrenes tramp skaber såkaldte spirrebede, hvor fugtighed og mikroklima skiller sig ud fra terrænet en halv meter væk og dermed tilbyder mangfoldige levesteder for planter og insekter. Et illustrativt eksempel på varierende forhold over få centimeter kunne være to edderkoppearter, der begge er tilknyttet det tørvemos, som jeg flere gange på min tur lægger mærke til. Tørvemos er en af de arter, der udkonkurreres, når højere plantearter indvandrer, og som derfor har fordel af husdyrenes tilstedeværelse. På overfladen af sådan en tørvemospude kan temperaturen over et døgn i sommerhalvåret svinge fra 5 til 40 grader, mens man et par cm. nede i puden kun måler et udsving på typisk et par grader omkring de 20. Det viser sig, at de to undersøgte edderkoppearter er afhængige af hver deres del af tørvemoset. Den ene er varmeelskende og lever på ”soldækket”. Den anden holder sig få cm. længere nede i skyggen, men udnytter dog den varme overflade, når æggene skal varmes op. Historien siger noget om, at kvægets trampehuller, høje tuer, lavt græs, høje tagrør, tørre, våde og periodisk sjappede pletter i landskabet alt sammen resulterer i et puslespil af levesteder, vi slet ikke ser eller aner eksistensen af.

Blåt bånd gennem rørsumpen.

På min tur over gennem landskabet leder jeg især efter de såkaldte blå bånd. Det kalder man overgangszonen mellem det tørre og våde terræn. Ligesom skovbrynene, som overgangszone mellem åbent land og tæt skov tilbyder dyr og planter lidt af hvert og derfor ofte er artsrige, er de blå bånd i vådområderne et vigtigt indslag for klitlandskabets natur. Mange steder vil meterhøje tagrør, der både kan vokse i våd og på tør jord, overtage enhver kvadratmeter. Hvis da ikke nogle store dyr æder og tramper sig igennem rørskoven og skaber et blåt bånd, hvor det lave vand kommer til syne og dets organismer får glæde af sollyset. Flere steder på min tur, kan jeg se, at dyrene har gjort som forventet og forsøgt sig med at æde tagrørsskud og dermed skabt små åbne zoner gennem rørene. Her vil til sommer vokse flere arter af ranunkler og den smukke, statelige gul iris. Og forhåbentligt vil strandtudsen, hvis haletudser er afhængig af periodiske og solbeskinnede vandhuller, kunne nyde godt af forholdene.

Planter, der vokser i vådområder, må kunne leve med, at den vandmættede jord ikke tilbyder ilt omkring rødderne. Tagrør er en ren mester heri. De overjordiske dele af planten forsyner jordstængler og rødder med ilt, som en form for skorsten. Transporten sættes i gang af trykforskelle, der opstår som følge af bl.a. temperatur- eller vindpåvirkning. Også græsningen har mange plantearter gennem evolutionen et forsvar mod. Torne, dårlig smag eller, som ranunklerne, sågar giftighed er et effektiv middel mod at blive ædt. Men ellers er det en fordel af have underjordiske dele, et netværk at jordstængler som tagrør eller knolde som f.eks. orkideen kødfarvet gøgeurt, der skyder igen, hvis den overjordiske del af planten skulle blive ædt. Netop kødfarvet gøgeurt vokser i en flot bestand i den sydlige del af klitlavningen her. Uden græsningen, ville den blive skygget væk efter blot et par sæsoner. Den ville i hvert fald ikke kunne skyde op og blomstre. Men netop orkideer har en evne til at overleve under jorden uden at behøve at dø. Redningen hedder mykorrhiza-svampe. Orkideerne er afhængige af tilstedeværelsen af disse underjordiske svampe, der trænger ind i og forsyner planternes rødder med mineralske stoffer, som svampene via deres udbredte hyfer i undergrunden er i stand til at indsamle effektivt og levere videre. Det betyder, at plantens underjordiske dele kan overleve i årevis, uden at den kan skyde op, fange sollys og udnytte fotosyntesen, blomstre, lade sig bestøve og sætte frø. Sådanne forhold mellem mykorrhiza-svampe og planter er udviklet gennem flere hundrede millioner år.

De varierende forhold, som græsningen skaber sammen med forskellige grader af fugtighed, resulterer i et væld af blomster. Det kvitterer insekterne for gennem hele sommeren. Mange insekter er varmekrævende, og arealer eller pletter med lav vegetation varmes naturligvis hurtigere og mere effektivt op af solen, så græsningen i sig selv er en gave til f.eks. mange græshopper og sommerfugle. Men igen er variation afgørende. Græshoppernes æg behøver f.eks. høje temperaturer, men når først de er forvandlede og springer rundt mellem benene på os, er mange af dem afhængige af at kunne søge skygge med mellemrum. Sommerfugle er ofte kræsne og har helt bestemte plantearter på menuen eller som værter for æglægningen. Mange arter er gået tilbage og gør det stadig. Fordi deres værtsplanter og deres levesteder forsvinder. Få arter af danske sommerfugle trives. Det er typisk dem, som ikke stiller de store krav, og som er knyttet til de relativ få plantearter, der favoriseres i vores moderne, kultiverede og ensformige landskaber. I klitlavningen, som jeg går i, kan vi om sommeren opleve forskellige arter af perlemorssommerfugle, der er knyttet til tørre, sandede, ugødskede og åbne levesteder og deres planteliv. Og så er der noget der tyder på, at en art, der ellers også er gået tilbage mange steder i landet, er kommet igen, eller i hvert fald er set oftere de seneste år i terrænet her vest for Sønderho. Okkergul pletvinge, lyder navnet, og den har overrasket forskere, der har studeret arten på en lille forblæst og isoleret russisk ø. Her har pletvingerne gennem 100 år udviklet sig fysisk for at være i stand til at holde bedre fast i vegetationen. Mikroskopiske ændringer af sommerfuglenes kløer, gør de lokale individer bedre i stand til at modstå blæsten, der konstant truer med at drive dem ud over havet. Blot 100 generationer har været nok til at evolutionen har favoriseret individerne med bedre gribeegenskaber.

Okkergul Pletvinge på Trævlekrone, Fanø 

Tagrørskoven er i sig selv en spændende naturtype, men sine helt særlige indbyggede. Rørdrummen, den mystiske og sjældent sete brune hejrefugl, kræver en ”moden” rørskov med vand i bunden. Noget den finder her mellem Fanøs klitter. Men den lider ikke under dyrenes græsning af de nye rør i periferien. Faktisk regner man med, at rørdrummen udnytter de blå bånd under fødesøgningen. Og husdyrenes indtrængen i rørene bremses naturligt af vandets dybde, så der er ikke fare for at rørskoven græsses ned. Blot skabes der en blød overgang med masser af liv. Rørdrummen er vitterlig et mysterium. Alene at opgøre bestanden er en udfordring. Almindelige metoder fra ornitologiens verden, hvor antallet af stedfaste syngende hanner gennem yngletiden er lig med et ynglepar, kan ikke gøre det her. Man kan ikke se rørdrummen i den tætte rørskov, men høre den meget vidt omkring. Stemmen lyder, som når man puster i en stor tom flaske. Analyser af rødrummens stemme har vist, at der er individuelle forskelle. Ikke noget, vi lægger mærke til, men med den rette teknik har man kunnet følge enkeltindivider i England og opdaget, at hannerne er yderst mobile, selv i yngletiden. En rørdrum hørt den ene dag på én lokalitet, kan derfor være den samme, som man hører dagen efter på nabolokaliteten. Så er det ikke nemt at opgøre bestanden. Men en sådan findes på Fanø. Og at dømme efter antallet af registreringer (alt andet lige) mellem marts og juli, hvor fuglene gør mest væsen af sig, har bestanden på øen det godt. Rørdrummens stemme, dens såkaldte ”pauken” er dyb og lavfrekvent. Fordi lyde på denne frekvens strækker sig længere ud, hvilket åbenlyst er en fordel, når potentielle mager ikke kan se hinanden inde i rørskoven, der strækker sig over mange kilometer.  Jeg håber at støde på en rørdrum, hver gang jeg om vinteren bevæger mig rundt i udkanten af rørskoven. Af og til, især om vinteren, kan man være så heldig at se en rørdrum stå i udkanten af rørskoven, netop i det blå bånd. Denne dag skal jeg ikke være så heldig, men en anden af tagrørenes skjulte fugle viser sig. En mærkelig hønseagtig størrelse med lange ben og usikre vinger blafrer ind over sumpen. En vandrikse. Jeg ved den lever her, hører dens høje vræl ude fra rørene året rundt, men ser den uhyre sjældent. Og nu bare et kort øjeblik, der dårligt tillader mig at hæve kikkerten, inden den igen dumper ned i den skjulte verden af rør. Alligevel vækker det glæde at have fået de få sekunder i audiens. Normalt lusker vandriksen bare af, diskret så man ikke opdager den. Dens tæer er da også langt mere ”specialiserede” end de lidt uduelige vinger. Tæerne (det vi fejlagtigt kalder fødderne på fugle) er overdimensioneret lange for at vandriksen kan færdes på en blød, våd bund. På samme måde som snesko fordeler vores vægt over sneen. Ved at folde de lange tæer godt og grundig sammen ved hvert skridt fuglen tager på sin vej gennem rørskoven, undgår vandriksen at vikle fødderne ind i den tætte bevoksning.

Til sidst på min tur kan jeg se, at kvæget ikke længere kan følge med, og tagrørskoven bliver tættere. Det er helt efter planen. Men langs de spor, dyrene dog har lavet, finder jeg tranebær. Der er endda stadig røde bær på nogle af planterne på trods af årstiden. At de populære bær står her, er et tegn på, at tagrørene først er på vej ind over arealet. Tranebær findes i åbne våde kær, og hører til i behørig afstand til rørskov.

Græsning med naturformål for øje er ikke en simpel sag. Fagfolk diskuterer løbende, hvilke dyr, man bedst anvender på hvilke arealer. Grunden til at man flere steder udsætter ”vilde” heste eller sågar bison (som på Bornholm) er, at det ofte giver gode resultater at græsse med færre dyr året rundt i stedet for flere dyr begrænset til sommersæsonen. Overgræsning kan jo resultere i, at urterne ædes, inden de blomstrer, og så går ideen jo fløjten for alle de andre organismer. Variation og mangfoldighed er kodeordene.

Marco Brodde, januar 2021

 

torsdag den 24. september 2020

Opskriften på Vadehavet....8 ingredienser!

 



Klitter, tidevand og mudder….vi får alle bestemte billeder for vores indre blik, når vi hører ordet Vadehavet. Men hverken klitter eller tidevand er i sig selv unikt for Vadehavet. Klitter finder vi f.eks. mange andre steder i landet, og tidevandskræfterne er faktisk meget stærkere i Frankrig og det sydlige England. Mudrede kyster er vi heller ikke ene om at jokke rundt i. Men hvad er det så, der gør Vadehavet til en helt særlig landskabstype, der i bogstaveligste forstand er unik på Kloden? Svaret kan koges ind til denne opskrift bestående af otte ingredienser:

1.      1. Et vadehav skal tilføres finkornet sediment fra havet (sandkorn og materiale, der er endnu mindre).

2.      2. Der skal optræde en tidevandsforskels af en vis størrelse.

3.    3.  En ørække skal skærme den bagvedliggende havbund og kysten mod kraftige bølger.

4.      4. Havbunden skal skråne langsomt og jævnt.

5.    5.  Klimaet er tempereret, altså hverken for koldt eller meget varmt.

6.    6.  Kystområdet skal synke som følge af geologiske kræfter.

7.    7.  Floder eller store vandløb munder ud i en bred tragt

8.    8.  Landskabet bag havet er lavtliggende.

Alle disse elementer er sjældent til stede på én gang, og selvom der findes andre vadehavsområder på Kloden, findes der kun ét på en størrelse som ”vores” mellem Blåvands Huk i nord og Holland i syd.

Kigger vi nærmere på enkelte krav ”krav” til et vadehav, forstår man hurtigt, at elementerne er hinandens forudsætninger. Men et landskab kan eksempelvis sagtens tilbyde et kraftigt tidevand, uden at havbunden er jævnt skrånende. Eller der kan være masser af sand til rådighed i havet, uden at det nødvendigvis aflejres.

For Fanøs vedkommende kan vi se alle elementer i hele opskriften i vores umiddelbare nærhed.  Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at havnen i Sønderho er sandet til, og at det er en konstant udfordring at holde lystbådehavnen og renden til Nordby dyb nok til, at vi kan sejle ind. Så ja, der bliver tilført materiale fra havet (1). Tidevandets kræfter er en del af den daglige oplevelse, om ikke andet, så når vi tager med færgen (2), og Fanø er som bekendt bare én af en lang række af såkaldte barriereøer, der skærmer fastlandskysten og Vadehavet mod store bølger, der ellers ville nedbryde land og tage meget af det finkornede materiale fra havbunden med sig ud (3).

At havbunden kun skråner meget langsomt oplever vi både fra stranden, når vi bader eller skuer ud over Vadehavet fra f.eks. Kammerslusen ved Ribe (4). Den jævnt skrånende havbund gør, at vandet ”løber sig træt” frem mod kysten og taber det finkornede materiale fra havet. Klimaet hos er mildt nok, til dyrelivet i havbunden kan klare vinteren, men ikke så varmt, at her udvikles en mangrove, som man ser i tropiske tidevandsområder (5). Det sydvestjyske landskab synker stadig lidt som en følge af den seneste istids afslutning. Det var en at forudsætningerne for, at Nordsøen langsomt kunne trænge ind over istidens landskaber vest for det nuværende Jylland og danne et vadehav (6) - hvorved aflejringen jo igen har skabt en højere havbund og et egentligt landskab). Kigger vi fra Fanø mod nord, finder vi Varde Ås udløb i Ho Bugt. Her er netop tale et bredt tragtformet udløb (7), hvor åens vand, pga. det lavtliggende og flade bagland, løber langsomt ud og kun tilfører fint materiale, der så at sige passer ind i Vadehavets sandede bund (8). Alt i alt har vi nu et landskab, der tilbyder levesteder for titusinder af arter, der er tilpasset de særlige landskabelige forhold.

mandag den 25. maj 2020

Børnenes Online Naturgalleri - Salamandere

Eleverne fra 4. klasse drog under den første genåbning af skolen i små hold ud naturen, hvor der både var den fornødne plads og masser af oplevelser med foråret. Målet var salamanderne, der på denne årstid har søgt mod kanalerne i Torp Plantage. Alle elever har tegnet salamanderne og fordybet sig i deres udseende og levevis. Det er der kommet en pragtfuld samling af skitser ud af til det lille online naturgalleri her på bloggen.

Både han/hun har en orange underside, hannens farver er kraftige. Lea, 4. kl.

Denne tegning er af en hun. Halens er smal og farverne på undersiden diskrete. Johanne, 4. kl.

Selv set fra oven, kan man på Theodors tegning se, at vi har at gøre med en han. Den har en "dragekam" over ryggen.

Inge har på yderst elegant vis fanget noget af det sværeste ved at tegne en salamander i levende live...halen,der bugter sig!

Salamandere lever meget af året på land og søger kun mod vandet, når parringstiden indtræffer. Æggene lægges i vandhuller, hvor der hverken må være fisk eller for mange ænder, der æder yngelen.
Og nej, salamandere er ikke det samme som firben, selvom de ligner. Firben er krybdyr og afskyr vand. Den Lille Vandsalamander, som findes i Torp Plantages vandhuller er udbredt over det meste af landet, men er gået meget tilbage, fordi dens levesteder er forsvundet mange stedet.

Vandhullerne skal være solbeskinnede, ellers forsvinder salamanderne, og de må ikke være for dybe. Mange steder kan man læse, at Lille Vandsalamander ikke findes på Fanø, men de er her altså i Torp. Det kan mange børn på øen bevidne.

Uden for ynglesæsonen ser man ikke meget til salamanderne. De kravler rundt i skovbunden, men skjuler sig godt om dagen. Om vinteren går de som andre padder i hi, gravet ned i jorden, hvor der er frostfrit.

lørdag den 11. april 2020



Børnenes Online Naturgalleri.


Thomas Skelmoses tegning fra bålpladsen i Fanø Klitplantage siger meget om stemningen omkring flammerne. Tænk engang, hvad bålet betyder for os og har betydet for menneskeheden...intet mindre.



Der sker noget med os, når vi samles omkring et bål. Samtalerne skifter karakter, og vi falder til ro på en måde, der kan måles og forklares af videnskaben. Selv, hvis vi er alene om at stirre ind i flammernes spil, mærke varmen og høre træet syde, har bålet en beroligende virkning. 

Mens bålet i dag forbindes med hygge, guitar og fællessang (med alle dens værdier, som vi bliver mindet om under Corona-isolationen), har bålet gennem menneskets historie været afgørende for overlevelse og udvikling; innovation, der overmatcher internettets opfindelse. Allerede det moderne menneskes forfader Homo erectus har beviseligt håndteret ilden, og har på den måde kunne varme sig, holde rovdyr på afstand og udvide dagen ved hjælp af bålets lys. Sidenhen har mennesket kunne benytte ilden til at udvikle alt fra redskaber og kogekunst for derigennem at ændre diæt og sprede sig geografisk. Dertil kommer uendelige rituelle anvendelser, hvor ilden spiller en hovedrolle, stadig i dag. Hurtigt kommer vi til at tænke på Sct. Hans og også de uhyggelige hekseprocesser i Middelalderen og op i 1600-tallet. I øvrigt er vores tradition omkring en tøjheks på bålet først opstået omkring år 1900.

En anden, mere regional, tradition, hvor et bål i en vis størrelse står i centrum, er den såkaldte ”Pers awten” d. 21. februar, der i dag forbindes med den sønderjyske og nordfrisiske Vadehavskyst (i Sønderho er den ligeledes taget op). Oprindeligt har denne stik været hedensk og handlet om at fejre vinterens afslutning, men sidenhen har man langs Vadehavet brugt begivenheden til at markere sømændenes afsked ved forårets komme. Tyskerne kalder traditionen for ”biikebrånen” eller ”biikebrennen”. Biike kan oversættes til båke, altså et fyr eller sømærke. 

Både Fanø og de andre Vadehavsøer har i øvrigt steder, der refererer til Bavnebjerge. Typisk nogle høje klitter, hvor man kunne tænde bavn (bål) for at signalere om alvorlige hændelser til befolkningen eller fastlandet.
I England har man undersøgt, hvilke samtaler vi har omkring et bål. Det er bemærkelsesværdigt. 81 % af samtalerne omkring bålet i mørket havde karakter af historiefortælling, hvilket kun gør sig gældende for 6 % af samtalerne i dagslyset. Studiet viste, at vi i dagens løb i stedet bruger 34 % af tiden på forskellige former for beklagelser og problemer. Som endda er separeret fra økonomiske temaer, der ifølge undersøgelsen fylder en tilsvarende del. Men i mærket omkring bålet, sker der åbenbart noget andet.
Om det bare er mørket og den intime stemning eller bålet, der gør forskellen, siger studiet dog ikke noget præcist om, men ilden i sig selv gør faktisk noget.  De rolige, men skiftende billeder, man oplever ved at stirre ind i bålet, giver hjernen ro og lader den forstå, at den ikke skal fokusere opmærksomheden noget sted hen. Det giver os en afslappende fornemmelse, og giver plads til andre ting end økonomi, konflikter og problemløsning. Derfor er bålet da også blevet omdrejningspunktet i flere terapiformer. Og det er ikke rent gætværk. Der er evidens for, at vores blodtryk falder omkring bålet, og at det ikke bare har at gøre med den rolige stemning, der ofte etableres her af andre grunde. Amerikanske forskere mener endda, at det har haft evolutionær betydning for menneskets sociale udvikling, at vi (allerede for halvanden mio. år siden) har stirret ind i flammerne sammen og lade os hypnotisere af ilden og slappe af sammen. Så tænd op i bålet og nyd dets virkning. Husk dog selvfølgelig, at overholde reglerne for åben ild både på matriklen og i naturen. Det er f.eks. ikke tilladt at lave bål på stranden, i klitter eller i skoven, med mindre der er etableret egentlige bålpladser.

Tak til Thomas Skelmose (5. kl) for den flotte tegning.

fredag den 20. marts 2020

Børnenes Online Naturgalleri #1

Så er vi igang! Her er de første tegninger i Børnenes Online Naturgalleri. 

Tak til Sol og Alba for værkerne her, der er lavet - helt i galleriets ånd - ude under åben himmel i landskabet med motiverne lige dér foran. Det kommer der simpelthen bare bedre tegninger ud af. I stedet for at digte og f.eks. tegne skyer og træer, som man "har vedtaget" at de ser ud, kan man faktisk kigge på sit motiv, opleve og fortolke det! 


Sols tegning af landskabet  og møllerne "ude mod nord" har alle elementerne med fra miljøet derude. De jævnt bølgende klitter, dækket af en sparsom bevoksning, der på denne årstid giver et tørt, svagt okkerfarvet indtryk op mod den mørkegrønne fyrrebevoksning. Bæltet af fyretræer er plantet sammen med Kikkebjergskoven for at give lidt læ for Nordby (og som en del af den hele den vestjyske kamp mod sandflugt i 1800-tallet). Iøvrigt var store dele af lokalbefolkningen på Fanø i sin tid imod beplantningen og ideen om en klitplantage. De mange får, som græssede i landskabet, kunne jo dårligt få lov at gå på nyplantede arealer, så der var kamp om pladsen. 





Albas sæl på Søjorden er et fornemt studie i, hvordan sælerne har behov for at kravle på land for at hvile og udnytte solen og den deraf dannede D-vitamin. Og selvom de nu om dage er blevet langt mere tillidsfulde, end da de stadig var jagtbare (indtil midten af 70´erne), ved de instinktivt, at de ikke skal kravle for langt op på sandbanken. Sæler er havpattedyr og ikke særlig elegante eller hurtige på land. Den nysgerrighed, de udviser i vandet, er på land vekslet med noget mere opmærksomhed mod omgivelserne. Så selvom vi kan komme meget tæt på dem ved havnen i Nordby, kravler de ikke længere væk fra vandet, end at de hurtigt kan kaste sig ned i sikkerhed. Det viser Albas tegning med al tydelighed. Søjorden er en ganske lille sandbanke ved højvande, mens der ligger enorme banker mellem f.eks. Fanø og Mandø. Her ligger der som bekendt mange sæler, og en sjov iagttagelse er, at sælerne altid ligger på bankernes stejle side, ned mod en dyb tidevandsrende og altså ikke på de sider af sandbanken, der skråner jævnt over mange hundrede meter. Så skulle de konstant flytte sig under faldende vand.


Sol og Alba i aktion.

Mor Ny Weisser Øhlenschlæger har også bidraget. Stor tak til hele familien.

Alle børn kan sende deres tegninger og malerier ind til Online Galleriet. Eneste regel er, at motivet skal være hentet i Fanøs natur. Men det kan sagtens være en snegl fra haven! Send til naturvejleder Marco Brodde på bgmb@fanoe.dk eller via Facebooks beskedfunktion..

tirsdag den 8. januar 2019

Theposer fortæller om Vadehavets klimaregnskab



Noget så hverdagsagtigt som theposer af den helt almindelige slags, som de fleste køkkenskabe indeholder, spiller i disse år en spændende rolle i klimaforskningen i Vadehavet.

Ved hjælp af theposernes indhold kan forskere sammenligne forskellige naturlandskabers evne til at oplagre CO2, hvilket er en væsentlig faktor i det store klimaregnskab. Netop Vadehavets naturlige marsk og strandenge som f.eks. Keldsand ved Sønderho og Grønningen på øens nordspids viser sig at binde store mængder CO2.

Syd for grænsen er tyske forskere i færd med at analysere theposer, der har været gravet ned i den nordtyske marskjord, hvilket i sidste ende forventes at få betydning for de tyske nationalparkers forvaltning af arealerne. Nord for grænsen i Nationalpark Vadehavet har marskarealerne præcis samme karakter og er som bekendt en del af et sammenhængende økosystem og Verdensarvsområde, så tyskernes forskning er meget relevant.

Forskerne har længe vidst, at netop strandenge...eller saltenge, som tyskerne kalder dem for at understrege, at havets saltvand jævnligt overskyller og påvirker landskabet, binder store mængder CO2. For det første bruger strandengenes planterne CO2 i fotosyntesen, når de skal vokse. Det gælder alle klodens planter, og er nemt at forstå. CO2 frigives imidlertid igen, når planterne dør og rådner. Men på en fugtig og periodisk oversvømmet strandeng rådner og omsættes planterne kun langsomt. Den forholdsvis lave temperatur på vores breddegrader nedsætter også hastigheden. Det betyder, at de naturlige strandenge i Vadehavet faktisk fastholder mere CO2 end et stykke regnskov af samme størrelse.

Forsøget med theposerne er overraskende simpelt. Ved at veje, hvor meget materiale fra theposerne, der er rådnet og "forsvundet", mens poserne har været nedgravet i den fugtige strandeng, kan forskerne analyse sig frem til, hvor meget CO2, der er frigivet i forrådnelsesprocessen. Eller rettere, for strandengenes vedkommende....hvor lidt, der er rådnet, og hvor meget CO2, der dermed er lagret i posens indhold.

Forskellige plantearter og plantedele omsættes med forskellig hastighed. Æbleskræller rådner hurtigt, mens egeblade ligger længe i skovbunden, inden de er væk. Marskområder i forskellige verdensdele lagrer også CO2 i forskelligt omfang. Derfor benytter forskere den samme type grøn the eller Rooibus the i marskområder over hele verden. Man ville ikke kunne sammenligne de forskellige områders evner som CO2-bindere, uden at tage udgangspunkt i den samme type plantemateriale. Og theposerne er tilmed praktiske og klar til brug.

torsdag den 22. februar 2018

"Klitterne på Fanøs strand gør jer til verdensmestre"



Sådan udtrykte den engelske geograf Paul Rooney det for et par år siden, da Fanø Kommune deltog i en konference om klitter og forvaltningen af dem. Med et glimt i øjet...

"I er verdensmestre i klitter, I ved det bare ikke!"

De nye klitter på Fanøs strand har været omdiskuterede. De vokser op på den tidligere jævne sandstrand og omformer landskabet til både fascination og nogle gange irritation, når man f.eks. ikke lige kan passere dem. Bussen rute er senest blevet lagt om for kunne kommer rundt om det mere bulede og til tider våde terræn.

Historien om klitternes opståen er historien om Fanøs dannelse. Vi kan således stadig se, hvordan naturen - heldigvis - stadig bygger Fanø større. Modsat længere oppe ad vestkysten, hvor havet æder af landskabet i en proces, der er lige så naturlig som klitdannelsen på Fanø og Rømø.

Man kan fortabe sig i mange spændende historier om, hvordan klitter udvikler sig, så her nøjes vi med den korte forklaring.

Fanø er vokset mod vest i flere tusind år. Hvilket ikke er ret lang tid i geologisk forstand. Øen en blot en ung teenager og udvikler sig således stadig. Det meste af øen består af sand, der kommer primært fra Nordsøens bund. Siden Vadehavets dannelse efter sidste istid har vandet fragtet enorme mængder sand ind mod fastlandskysten. Der ved er der dannet revler, der siden hen er vokset sammen og har skabt øer som Fanø, Rømø og mange andre øer syd på i Vadehavet. Den proces fortsætter stadig mange steder. Hvis øerne da ikke på et tidspunkt har nået deres vestligste grænse og begyndt at rykke tilbage. Som tyske Sild og halvøen Skallingen tæt på os.

I en generation eller to har man ikke bemærket det store på Fanø, men havet og stormene har fragtet masser af sand ind og op på stranden. Søren Jessens Sand var f.eks. stadig en isoleret sandbanke ude mod nordvest frem til engang i 1980´erne. I dag har sandet sørget for at Søren Jessens Sand er en del af stranden. Men løbende er resten af stranden også blevet bredere. Måske dobbelt så bred som for 100 år siden.

Den større mængde tørre sand på stranden er grundlaget for klitdannelsen. Nu er der pludselig sand nok til, at vinden kan bygge små - og med tiden større - klitter. Og det kan gå stærkt. Så længe sandmængderne er så rigelige. En række planter er tilpasset til at etablere sig i de unge klitter, hvor livet ellers er..."ustabilt" for dyr og planter. Men de er hurtige til at slå rod og udnytte pladsen, hvor ingen andre arter kan vokse. Når der sket, bliver klitten mere stabil og er i stand til at samle endnu mere sand omkring sig. Derfor plantede man da også tidligere klitgræsser som sand-hjælme ud i klitterne for at hjælpe dem på vej - som en form for kystsikring. Det er ikke nødvendigt i dag. Naturen klarer det selv, endda i et omfang, der på internationalt plan gør Fanø og Vadehavet til "verdensmestre". Mellem klitterne dannes ofte våde lavninger, hvor både regnvand og havvand kan samle sig og resultere i et sumpet område. Meget af Fanø, også helt inde i skoven, består af sådanne våde klitlavninger. Ude på stranden kan de våde områder i en tid lugte ganske fælt, og sandet kan blive sort eller rosafarvet. Dette har også en "naturlig forklaring", og det vil den næste naturhistorie på bloggen her handle om.

mandag den 29. januar 2018

Vadehavets rurer har ét skud i bøssen...

Vi kan se dem på hver eneste tur til stranden, men deres liv er både ukendt for de fleste og stærkt fascinerende. Mød en af Vadehavets mærkelige væsener.

Rurerne ligner overhovedet ikke dyr ved første øjekast. Men mere en lille hård gevækst af hvidt kalk, der er vokset frem som en vorte på krabbernes skjold, på båden eller på sneglehusene. Rurerne er en slags krebsdyr, om end det heller ikke er let at se. Krebsdyr er en stor familie, og rurerne tilhører gruppen af såkaldte rankefødder. Arter af rankefødder må som voksne lide den tort at skulle sætte sig fast et nøje udvalgt sted uden mulighed for at flytte sig igen. De har ét skud i bøssen.

Kun som larver er de mobile og svømmer rundt for at finde et egnet sted at slå sig ned. Det siger sig selv, at det gælder om at vælge rigtigt. Den mest sikre strategi må derfor være at vælge et sted, hvor der allerede sidder mange artsfæller. Selvom konkurrencen om pladsen dér kan være ubarmhjertig hård. Rurerne bliver kemisk tiltrukket af hinanden, så de flokkes nemt. Når først de har slået sig ned, dannes de karakteristiske kalkplader omkring dyret. Pladerne kan skydes op i toppen som en dør, og ud gennem åbningen krænger rurerne deres ben. Benene er formet som små net, der kan fange den mikroskopiske føde, der kommer flydende med vandet.

Rurer på knivmusling. Mange er stadig lukkede og levende
Den største udfordring for havdyr i et tidevandsområde er udtørring. Til dagligt må de kunne overleve timerne omkring lavvande, men også længere perioder med fralandsvind og tørke i dagevis hører til tilværelsen for Vadehavets dyr. Og få dyr er som rurerne tilpasset de ekstreme forhold. Forsøg har vist, at de er i stand til at  overleve en hel måned uden vand og dermed uden føde. Endda rurernes æg og larver kan overleve i ugevis i den beskyttede hule.

Kampen om de gode pladser i "kolonien" er hård. For det første må larvene, når de etablerer sig, vælge den rigtige placering i forhold til lys og skygge. I forvejen sidder der måske (hundrede)tusindvis af voksne livskraftige individer, der ikke viger pladsen. Undersøgelser har vist, at der faktisk kun er plads til, at 2-5 % af larverne kan finde en plads, der er stor nok til, at de kan vokse sig store. Nogle individer sætter sig på sneglehuse, krabber eller hvaler. Så er de pludselig mobile. Og rurerne, der har sat sig mellem øjnene på en krabbe, får endda glæde af den vand, krabben hele tiden skovler hen forbi munden. Men krabben kan dø og skylle op på stranden. Og så slutter livet selv for de hårdføre rurer.

onsdag den 13. december 2017

Sandet gemmer på overraskende mange dyr


Vi ser kun toppen af isbjerget, når vi oplever Vadehavet omkring Fanø. Tyske undersøgelser giver os imidlertid et indblik i, hvor stor en verden, der skjuler sig under vores fødder. Langt hovedparten af Vadehavets dyrearter er nemlig mindre end en millimeter og lever mellem sandkornene på vaden. De spiller en hovedrolle i økosystemet og er uundværlige som en del af den fødekæde, der giver os oplevelser med millioner af fugle, fisk og sæler.

Medregner man alle arter af dyr, planter og svampe i det samlede Vadehavslandskab, øer og fastlandet medregnet, lander man på omkring 10.000 arter. De fleste lever på land. Ganske enkelt fordi, her er mere stabile livsbetingelser end ude i selve Vadehavet, hvor forholdene faktisk er ekstremt udfordrende. Alene det at tidevandet skiftevis tørlægger og oversvømmer landskabet gør, at arterne skal være endda meget specialiserede for at kunne udnytte vaden. Man regner således med, at der i runde tal "blot" findes ca.1.255 (dyre)arter ude i det tidevandspåvirkede landskab langs kysten. Mængderne af individer pr kvadratmeter kan som bekendt være helt utrolige, men nu taler vi om antallet af arter.

Og det er her overraskelsen bogstaveligt talt gemmer sig.

Fra den ene ende af skalaen:

  • Antallet af fuglearter, der gør direkte brug af selve vaden og det lave vand er ca.80 (at der er 12 mio. individer er selvfølgelig grunden til, at vi lægger mærke til dem).
  • Af fiskearter findes omtrent lige så mange, nemlig 85.
  • Antallet af dyreplanktonarter er ca. 120 (de lever fortrinsvis i vandet)
  • De mange muslinger, snegle, sandorme og andre større dyr i sandbunden fordeler sig over 170 arter.
Resten af arterne ude på vaden, 800 i alt, er mindre bunddyrsarter, hvoraf mange ikke er større end en millimeter.  De lever mellem sandkornene, og hver art finder præcis frem til de steder i sandet, der passer dem bedst. Iltforhold, vandmætning, næringsstof, sandkornenes størrelse....mange faktorer danner tilsammen et specifikt levested, eller rettere, mange forskellige levesteder. Dette er netop hele hemmeligheden bag artsdiversiteten i sandet. Det, som for os, ligner en ensformig havbund, er i virkeligheden et landskab med et væld af forskellige boliger til mange forskellige arter.

Vadehavet store såkaldte biodiversitet er en af grundene til, at området er anerkendt som verdensarvsområde af UNESCO.



 

tirsdag den 19. september 2017

Helt vildt! Tusinder af fugle søgte ly på Fanø under uvejret

Aldrig har man oplevet så stort et småfuglefald på Fanø.
Rødstjerter og fluesnappere sad overalt på øen d. 14. september.
Foto: Per Kjær

Et højst usædvanligt naturfænomen fandt sted på Fanø i sidste uge i forbindelse med efterårets første stormende kuling. En cocktail bestående af dato, uvejrets bane og Fanøs beliggenhed resulterede i, at rekord mange trækfugle slog bremsen i og søgte ned på øen, hvor de det næste døgn tankede op og samlede kræfter til at fortsætte rejsen mod syd den følgende nat.

Fænomenet kaldes småfuglefald og er kendt fra de lokaliteter i landet, hvor mange trækfugle passerer. Sangfugle, finker og drosler og andre arter fra skov og krat er ikke meget for at flyve ud over havet, så de følger kysterne og "ender" typisk ude på det sidste stykke land, inden de så tager springet og fortætter ud over vandet. Fanø og især sydspidsen ved Sønderho virker på denne måde som en affyringsrampe, hvor fuglene forlader land og drejer mod sydvest. En stor del af trækket foregår om natten, da det er mest sikkert i forhold til rovfuglene, der flyver lige i hælene på småfuglene sydover. Det er derfor kun en brøkdel af fuglene, vi rent faktisk ser, når de holder pause på landjorden. Men i sidste uge fik vi et indblik i det ellers usynlige træk, der går over øen.

Er vejret godt over Skandinavien sendes millioner af fugle ud fra Norge med kurs mod Jylland, og netop her i september kulminerer mange af arterne. Rødstjerter og fluesnappere er nogle af de arter, der skal helt til Afrika, så derfor er de allerede på vej i store mængder. Men d. 13. september blev sværmene af trækfugle på nattehimmelen fanget. Som billederne fra DMI herunder viser, var vejret fint til fugletræk nord for os, og fuglene hat sat af med en god fornemmelse. Men uvejret kom pludseligt fra sydvest og blokerede effektivt ruten videre fra Fanø og videre ned langs Vadehavskysten.

Det er sådanne situationer, der får fuglene til at "falde". Øerne har en særlig tiltrækningseffekt under hændelser som disse, da de er omgivet af vand - hvorved fuglene koncentreres på det land, der ser under sig. Selvom Fanø ikke ligger langt fra fastlandet, er der stadig en påfaldende stor "ø-effekt", og den er størst omkring sydspidsen. Både fordi fuglene i en vis grad ender hernede, som i en ruse, og fordi afstanden til land er længere.



Selv folk på gaden bemærkede, at der rundt i haverne hoppede usædvanligt mange fugle rundt. Især rødstjerterne med de rustrøde haler blev bemærket. Ornitologer på øen med 30 og 40 års erfaring kunne måbende se egentlige flokke af rødstjerter og brogede fluesnappere sidde på hegnspæle og i toppen af nærmest ethvert krat. Det er arter, der ellers kun optræder enkeltvis eller få stykker sammen. Ingen har tidligere oplevet småfuglefald på Fanø i denne størrelsesorden. Dagen efter var det hele forbi. Alle fugle, der havde fysikken til det, var fortsat mod Afrika. Formentlig venter nye udfordringer over de europæiske bjerge og ikke mindst over Sahara, hvis ørken bliver stadig bredere. Det er ikke nemt at regne sig frem til, men d. 14. september har alene rødstjerten optrådt i et antal mellem 1000 og 2000 individer.
Broget fluesnapper.
Foto: Per Kjær

mandag den 7. august 2017

Et spørgsmål om liv eller død - Vadehavets arter må vælge den rigtige strategi



Tilsanding, stærk strøm, erosion, stærk vind, tørke, oversvømmelser...dyr og planter må kunne takle hele paletten af dødelige udfordringer, hvis de vil kolonisere Vadehavet.

Vadehavets status som verdensarv er i høj grad begrundet med landskabets såkaldte dynamik. Det er levende og under konstant forandring. Tidevand og storm påvirker strande, klitter og især selve vaden, der som bekendt tørlægges to gange i døgnet. Det sidste er i sig selv en udfordring for dyr og planter, der altså både skal kunne leve i havvand og undvære det i lange perioder. Og det er bare dagligdagens udfordring.

Arterne har gennem evolutionen udviklet forskellige strategier for at kunne sikre sig på sigt.
Kan en art benytte sig af flere strategier samtidig, øger den selvfølgelig bestandens overlevelsesmuligheder. På samme måde kan nedenstående 4 strategier hjælpe os til at forstå, hvorfor nogle arter er truede eller sjældne i Vadehavets natur.

1. Tilpasning og specialisering.

Arten kan have udviklet særlige egenskaber, der gør, at ekstreme forhold ikke er ekstreme for netop den. Mange arter i Vadehavets kan siges at benytte denne strategi. De er nødt til at være eksperter i overlevelse på steder, der er ubeboelige for mange andre arter.

Hjertemuslinger - og mange andre bunddyr med dem - kan grave sig ned i sandbunden, så den hverken er sårbar overfor den stærke tidevandsstrøm, udtørringen ved lavvande eller blotlægges for sultne fugle, når vandet forsvinder. Den almindelige strandkrabbe er også en rigtig tidevandsekspert. Dens gæller fungerer både over og under vand.

Mens tilpasning altså er et must, kan for meget specialisering være en farlig vej for arten. To af Fanøs mest truede fuglearter er et eksempel herpå. Dværgternen og den hvidbrystede præstekrave er begge specialiserede i at bygge rede og yngle direkte på den nøgne sandstrand. Oversvømmes stranden, ædes æggene af rovdyr, eller er pladsen optaget af os mennesker, er arterne ikke i stand til at rykke ind i andre naturtyper. De er på grund af deres specialisering "stavnsbundet" til stranden. På samme måde er sommerfuglen ensianblåfugl tæt knyttet til planten klokkeensian, der igen stiller store krav til dens voksested på heden. Er arterne ikke "omstillingsparate" trues de nemt.

2. Talstærkt afkom

Hvis risikoen for at dø af naturlige "katastrofer" som sandfygning, udtørring eller oversvømmelse, er det en god ide, at få så mange unger, at nogle af dem i det mindste overlever. Igen er muslingerne et godt eksempel. Selvom en isvinter kan slå en meget stor del af Vadehavets hjertemuslinger ihjel, kommer de hurtigt igen. Produktionen af larver er enorm, så bare der er plads og næring nok, vokser bestanden igen.
Skægmejserne i tagrørssumpen benytter samme strategi. Unger klækket i forsommeren kan selv yngle samme sommer! Så er der fugle nok i tilfælde af en kold vinter.
Omvendt får de vanskelige dværgterner og præstekraver ikke særlig mange unger på vingerne i et gennemsnitligt år. Måske slet ingen. Til gengæld kan de blive gamle i forhold til mange småfugle.

3. Flyt!

En nomadetilværelse kan være løsningen, hvis vind og vejr konstant ændrer artens livsbetingelser. Fugle er i sagens natur ret gode til det. Og vores kræsne præstekraver er notorisk kendt for konstant at afsøge hele Vadehavet fra Holland til Blåvandshuk for gode ynglelokaliteter. De særlige krav, de stiller, gør mobilitet til en nødvendighed. Flere af planterne på stranden har frøkapsler, der kan flyde, og dermed tages med af vandet og skyller i land på nye - forhåbentligt - gunstige voksesteder.
Omvendt er mange sommerfugle ikke specielt dygtige til at sprede sig. Det sætter krav til levestedernes størrelse og forbindelseskorridorer mellem dem.

På Fanøs nordspids kæmper sandet, vandet og græsset om pladsen,
og arterne, knyttet til de forskellige miljøer, må følge med.

 4.Gå i sikkerhed!

Den sidste overlevelsesstrategi er simpel. Hvis arten bare undgår de usikre og foranderlige levesteder, kan den bedst sikre bestandens overlevelse. Det lyder jo fint, men problemet er, at arten næppe er den eneste, der har satset på den løsning. Trængslen og konkurrencen mellem de mange arter, der er "krøbet i ly", er høj, og kun arterne med de mest spidse albuer vinder. Fanøs klitlandskab er et godt eksempel. De yderste klitter er fattige på arter. Kun de rigtige specialister, der kan takle sandfygning, tørke og blæst, lever her. Længst inde på øen på den geologisk ældre klithede, er der måske nok mere læ, men til gengæld er al den livgivende kalk fra muslingerne vasket ud af regnen. Så her er tilværelsen også usikker og kun for specialister. Midtvejs mellem de nye og de gamle klitter er alt bedre. Der er rimelig læ og stadig livgivende kalk i jorden: det mest sikre sted i klitlandskabet, og dermed det mest artsrige - men konkurrencen mellem arterne er benhård.

Det er ikke nemt og slet ikke simpelt at bebo Vadehavets land- og vandskab. Prøv at tænke over de dyr og planter, du møder på din vej gennem Nationalparken. Deres forekomst kan ofte forklares ud fra, hvilken overlevelsesstrategi, de har valgt.

tirsdag den 11. juli 2017

Fanøkunstner var på flugt fra nazisterne


Han måtte gemme sine forbudte malerier og flygte fra nazisterne. Inden da havde han allerede tilbragt år i engelsk krigsfangeskab og blev senere udvist af Danmark, hvor han ellers havde købt hus på Fanø. Den tyske kunstner Reinhard Heinemann måtte kæmpe for sin kunst. Motivet på Fanø Kunstmuseums jubilæumsplakat gemmer på en usædvanlig dramatisk historie.

Heinemann hentede sine motiver og inspiration fra de samme steder som både 1800-tallets malere og mange senere kunstnere på Fanø. Husene, skibene, havet og klitterne har inspireret generationer af kunstnere. Heinemanns stil repræsenterede dog i datiden noget nyt og vildt og- under Hitlers diktatur - forbudt.


Udgangspunktet er det samme. Klitterne på Fanø har inspireret
kunstnere fra alle de kunsthistoriske perioder. Heinemanns
grafik øverst fra 1950´erne og Julius Exners oliemaleri fra
slutningen af 1800-tallet.
Kunstnerens billeder kan i dag ses i mange Fanøhjem. Blå eller lyserøde klitter, abstrakte kompositioner fra  havnen og byen eller grafiske tryk af skibe og både. Produktionen var omfattende, men det har ikke altid været nemt. Den abstrakte og ekspressive stil, der optog den unge Heinemann i 1930´erne blev erklæret dekadent, usund og entartet af Hitler, og allerede i 1937 flygtede kunstneren til Sønderho på Fanø. Det var ikke første gang, Heinemann ufrivilligt måtte opholde sig udenfor sit hjemland. Ved 1. verdenskrigs udbrud blev han undervejs fra USA til Tyskland taget til fange og måtte tilbringe flere år i civilt krigsfangeskab på Isle of Man.

I Sønderho maler han i slutningen af 30´erne klitlandskaber i stærke farver og er stærkt optaget af landskabet på øen i Vadehavet. Selvom Heinemanns landskabsbilleder udvikler sig i ekspressiv retning, og f.eks. klitterne ikke kan siges at være naturalistiske, afslører værkerne et dybt kenskab til linjer og former i terrænet, det er genkendelige "Fanø-klitter" i en stærk personlig fortolkning med primærfarver og masser af bevægelse i stregen. Klitterne som motiv går igen i både oliemaleriet, i grafikken og i akvarellerne.
Historien fortæller i øvrigt, at Heinemann i sin mangeårige flugt fra nazisternes bevågenhed havde nemmere ved at skjule akvarellerne i forhold til de store lærreder.

Atter hjemløs

I løbet af de første år under besættelsen fik Heinemann imidlertid problemer i hans eksil på Fanø. I 1942 udvises han af Danmark, da han ikke kunne påvise tilstrækkelig tilknytning til landet. Man anså ham ikke for flygtning, og turen måtter derfor gå tilbage til Hitlers Tyskland. Hjemme igen blev han stillet overfor flere alvorlige anklager, men klarede frisag ved at melde sig som - dansktalende - vagtmand i det besatte Danmark. Op mod krigens afslutning må Heinemann dog gå under jorden, men bosætter sig endelig igen på Fanø efter befrielsen.



        Heinemann bragte de nye kunststrømninger til Fanø.
        Erwin Nøbbes landskab (øverst) fra Sønderho er en mesterlig
  naturalistisk gengivelse af klitterne -  mens Felix Wallners mere abstrakte
landskab i midten ligesom Anne Marie Hansen klitter (nederst) er
inspireret af ekspressionismen.
Reinhard Heinemanns virke på Fanø betød, at de nye europæiske kunststrømninger ramte den lille ø. Ekspressionismen og den abstrakte kunst var på dette tidspunkt ny og vild og forbeholdt hovedstædernes museer og gallerier. Fanøkunsten blev med Heinemann avantgarde og var klar til at løfte arven efter 1800-tallets store naturalistisk eller romantisk fundrede kunstnere fra en anden tid. I dag kan vi på Fanø se værkerne fra både den ene og anden periode. Tankevækkende nok takket være den kvinde, som Heinemann giftede sig med i 1951, bibliotekaren Ruth Termansen.

Ruth Heinemanns samling af kunst fra øen grundlagde i løbet af 1960'erne og 70'erne Fanø Kunstsamling, der i 1992 - for 25 år siden - flyttede ind i den nuværende museumsbygning i Sønderho.

Det er derfor på mange måder på sin plads at pryde museets jubilæumsplakat med et klitmotiv af netop Reinhard Heinemann. Plakaten kan købes i museumsbutikken, og Heinemann klitter kan stadig ses derude i landskabet.

Jubilæumsplakaten fra Fanø Kunstmuseum

Læs mere om Heinemann i Marianne Gasbjergs bog "Kunstnerne på Fanø".



torsdag den 29. juni 2017

Natravne på Fanø


Ukendt for mange, men ikke desto mindre en rigtig Fanøfugl. Skjult i nattens mulm og mørke og omgivet af overtro og uhyggelige historier i metermål flyver natravnen lige nu over øens klitplantage.

Natravnen ligner en blanding mellem en uge og en stor svale.
Opslag fra "Fuglene i Danmark" (Meltofte & Fjeldså)

Et møde med en natravn gør stort indtryk, og selvom  man anbefaler at tage på natravnetur i maj og juni, får man nu en chance mere. Selvom natravnene skal retur til Afrika og derfor forlader os igen ret hurtigt, kan arten nå to kuld på en sommer, fordi hannen overtager pasningen af ungerne fra første kuld, mens hunnen ruger på det andet. I forbindelse med andet kuld genopfører hannen sit lydshow i natten også ind i juli. Lyden kan bedst sammenlignes med koret fra de mange frøer, mange på Fanø hører om natten fra strandenge og klitlavninger. Eller med lyden fra en fjern knallert i tomgang. Den er ikke til at tage fejl af og kan høres vidt omkring, når fuglene ellers er aktive. De bedste chancer har man på stille nætter efter en varm dag. På sådanne nætter flyver der flere store insekter rundt på himmelsen, og det er dem, natravnen lever af. Lyden er selvfølgelig også nemmere at høre, når blæsten ikke driller.

Denne skribents nat på shelterspladsen ved Albue Fuglekøje d. 26. juni gav, lidt overraskende vejret taget i betragtning, fuld valuta for de penge, man ikke skal betale for de fleste naturoplevelser. På et tidspunkt efter klokken 24 begyndte lydshowet. Og mellem kl. 3 og 4 brummede en eller flere natravne konstant et sted over skoven.  Faktisk fortsatte det efter solopgang, hvor alle de andre fugle skruede op for sangen. Natravnen er ellers udpræget nataktiv. Derfor skal man på dette tidspunkt af sommeren holde sig længe vågen, eller simpelthen stå op midt om natten.

Natravnen kan bedst beskrives som en blanding mellem en stor svale og en ugle. Den har svalens smalle og strømlignede krop og vinger og er derfor en mester på vingerne. Det giver en fordel, når man lever af at fange flyvende insekter og i øvrigt tilbringer mange dage i luften på rejsen mod syd. Fjerdragten ligner uglernes, og har samme camouflerende funktion om dagen, hvor man skal være ualmindelig heldig for at spotte en sovende natravn. De falder komplet i med de tørre grene og det lav og mos, de er omgivet af på heden og i skoven. Mund og øjne er overdrevet store (når de er åbne). Igen en tilpasning til artens adfærd med at fange insekter om natten.

Æglægningen synkroniseres i nogen grad med månefaserne, så fuldmånen kan lyse himmelen op på det tidspunkt, hvor ungerne har brug for mest mad. Den er god nok, selvom det næsten ikke til at tro på, og nogle historier om natravnen er da også mere farverige end sande. Tidligere troede man, at natravnene var onde mennesker, som var blevet straffet ved at få en pæl slået gennem kroppen! De hvide pletter, som natravnen har på vinger og hale, skulle være mærker efter pælen.
På tysk hedder natravnen "gedemalker". Fordi man troede, at natravnene stjal mælk fra husdyrene om natten. Sikkert fordi natravnen faktisk ofte jager insekter på enge og heder, hvor de græssende dyr går om sommeren. Her ER der simpelthen mange insekter. Både omkring dyrene, men også fordi det åbne landskab, dyrene skaber, er gode områder for mange insektarter.


Det er uhyre sjældent, man opdager en natravn i dagslys.
Opslag fra "Fuglene i Danmark" (Meltofte & Fjeldså)

Natravnen var tidligere vidt udbredt på de danske heder, og er naturligvis gået meget tilbage i takt med heden opdyrkning. Men arten forstod - modsat mange af de andre hedearter - at tilpasse sig i hvert fald tilplantningen med klitplantager, der i dag optager meget af de jyske heder, således også på Fanø. Bliver plantagen for tæt, forsvinder den dog. Derfor er stormfaldne træer faktisk positive for natravnen, og orkanen i 1999 resulterede da også i en større bestand i Vestjylland i årene derefter.
De aktuelle naturprojekter på Naturstyrelsens arealer på Fanø gør derfor også, sammen med Fanø Kommunes hedepleje, godt. Mosaikken mellem skov, hede og eng, som man i stigende grad kan opleve på Fanø, er det rette landskab for nattens mystiske flyver.

Så tag ud i mørket i løbet af første halvdel af juli.