Sumpens hemmeligheder

En gåtur gennem Fanøs klitter er en vandring gennem mysterier og et usynligt samspil mellem landskabets største og mindste organismer, fra underjordiske svampe til græssende kvæg.

Det ser ikke ud af meget. Især om vinteren kan klitlandskabet se ugæstfrit og råt ud. Naturen står stille, der sker ikke noget som helst. Stilheden efterlader rum til, at man kan spekulere lidt dybere over, hvordan naturen her ude fungerer og lade sig fascinere af, hvordan selv ydmyge plantearter eller underjordiske svampe har afgørende betydning for andre arter og for vores muligheder for at nyde sommerfugle, orkideer og ikoniske fugle som rørdrummen.

Nogle steder kan man se små grupper af kvæg lunte rundt mellem klitterne, hvor de nyder friluftslivet, uvidende om at deres tilstedeværelse i de naturskønne omgivelser handler om at forbedre forholdene for landskabets vilde dyr og planter. Målet med min tur denne januardag var netop at se nærmere på resultatet af husdyrenes græsning, tramp og færden i den store og ret ufremkommelige klitlavning fra Odense Kommunes Feriekoloni og mod nord til Sønderho Strandsø. Dyrene er sat ud for at forhindre tilgroning af det åbne landskab. Rigeligt sollys og varierende højde på græs og bevoksning er nemlig nøglen til at bevare et højt antal af dyre - og plantearter i klitlavningerne, hvor der f.eks. forekommer en naturtype med det poetiske navn ”rigkær”. Ikke alene antallet af arter kan fremmes med græssende dyr. Også nogle af de allermest særegne, krævende og sjældne arter er i sidste ende afhængige af de gunstige forhold, græsningen helst skulle resultere i.

Fanøs landskaber har været udnyttet til græsning i århundreder. Når mange af naturområderne på øen aldrig har været dyrkede og pløjede, er det fordi, jorden…eller rettere…sandet ikke har haft stor landbrugsmæssig værdi. Så den landbrugsmæssige udnyttelse har over det meste af øen begrænset sig til græsning.  Faktisk bundede modstanden mod beplantningen af klitplantagen i slutningen af 1800-tallet i, at man jo var nødt til at udelukke fårene fra de tilplantede områder, hvis skoven skulle have en chance for at vokse frem. I dag er situationen en anden. Alle holder at plantagen, men den breder sig, også med sine fremmede træsorter ud over de åbne heder og klitter. Hvor de langsomt, men sikkert udkonkurrerer de oprindelige plantearter samt de insekter og fugle, der kun trives i åbent terræn. Den overordnede idé med igen at sætte husdyr ud i landskabet er at forhindre den udvikling. Man kunne også slå vegetationen med maskinkraft (hvis arealerne ikke er for kuperede) eller, som det da også sker flere steder, brænde den af. Men græsningen giver nogle fordele. I stedet for at efterlade landskabet ensartet og barberet helt ned på én gang, græsser dyrene tilfældigt eller lidt ”her, der og alle vegne”. Dette giver en større variation og dermed flere levesteder til arter, der stiller forskellige krav til vegetationshøjde, lys og skygge. Alene dyrenes tramp skaber såkaldte spirrebede, hvor fugtighed og mikroklima skiller sig ud fra terrænet en halv meter væk og dermed tilbyder mangfoldige levesteder for planter og insekter. Et illustrativt eksempel på varierende forhold over få centimeter kunne være to edderkoppearter, der begge er tilknyttet det tørvemos, som jeg flere gange på min tur lægger mærke til. Tørvemos er en af de arter, der udkonkurreres, når højere plantearter indvandrer, og som derfor har fordel af husdyrenes tilstedeværelse. På overfladen af sådan en tørvemospude kan temperaturen over et døgn i sommerhalvåret svinge fra 5 til 40 grader, mens man et par cm. nede i puden kun måler et udsving på typisk et par grader omkring de 20. Det viser sig, at de to undersøgte edderkoppearter er afhængige af hver deres del af tørvemoset. Den ene er varmeelskende og lever på ”soldækket”. Den anden holder sig få cm. længere nede i skyggen, men udnytter dog den varme overflade, når æggene skal varmes op. Historien siger noget om, at kvægets trampehuller, høje tuer, lavt græs, høje tagrør, tørre, våde og periodisk sjappede pletter i landskabet alt sammen resulterer i et puslespil af levesteder, vi slet ikke ser eller aner eksistensen af.

Blåt bånd gennem rørsumpen.

På min tur over gennem landskabet leder jeg især efter de såkaldte blå bånd. Det kalder man overgangszonen mellem det tørre og våde terræn. Ligesom skovbrynene, som overgangszone mellem åbent land og tæt skov tilbyder dyr og planter lidt af hvert og derfor ofte er artsrige, er de blå bånd i vådområderne et vigtigt indslag for klitlandskabets natur. Mange steder vil meterhøje tagrør, der både kan vokse i våd og på tør jord, overtage enhver kvadratmeter. Hvis da ikke nogle store dyr æder og tramper sig igennem rørskoven og skaber et blåt bånd, hvor det lave vand kommer til syne og dets organismer får glæde af sollyset. Flere steder på min tur, kan jeg se, at dyrene har gjort som forventet og forsøgt sig med at æde tagrørsskud og dermed skabt små åbne zoner gennem rørene. Her vil til sommer vokse flere arter af ranunkler og den smukke, statelige gul iris. Og forhåbentligt vil strandtudsen, hvis haletudser er afhængig af periodiske og solbeskinnede vandhuller, kunne nyde godt af forholdene.

Planter, der vokser i vådområder, må kunne leve med, at den vandmættede jord ikke tilbyder ilt omkring rødderne. Tagrør er en ren mester heri. De overjordiske dele af planten forsyner jordstængler og rødder med ilt, som en form for skorsten. Transporten sættes i gang af trykforskelle, der opstår som følge af bl.a. temperatur- eller vindpåvirkning. Også græsningen har mange plantearter gennem evolutionen et forsvar mod. Torne, dårlig smag eller, som ranunklerne, sågar giftighed er et effektiv middel mod at blive ædt. Men ellers er det en fordel af have underjordiske dele, et netværk at jordstængler som tagrør eller knolde som f.eks. orkideen kødfarvet gøgeurt, der skyder igen, hvis den overjordiske del af planten skulle blive ædt. Netop kødfarvet gøgeurt vokser i en flot bestand i den sydlige del af klitlavningen her. Uden græsningen, ville den blive skygget væk efter blot et par sæsoner. Den ville i hvert fald ikke kunne skyde op og blomstre. Men netop orkideer har en evne til at overleve under jorden uden at behøve at dø. Redningen hedder mykorrhiza-svampe. Orkideerne er afhængige af tilstedeværelsen af disse underjordiske svampe, der trænger ind i og forsyner planternes rødder med mineralske stoffer, som svampene via deres udbredte hyfer i undergrunden er i stand til at indsamle effektivt og levere videre. Det betyder, at plantens underjordiske dele kan overleve i årevis, uden at den kan skyde op, fange sollys og udnytte fotosyntesen, blomstre, lade sig bestøve og sætte frø. Sådanne forhold mellem mykorrhiza-svampe og planter er udviklet gennem flere hundrede millioner år.

De varierende forhold, som græsningen skaber sammen med forskellige grader af fugtighed, resulterer i et væld af blomster. Det kvitterer insekterne for gennem hele sommeren. Mange insekter er varmekrævende, og arealer eller pletter med lav vegetation varmes naturligvis hurtigere og mere effektivt op af solen, så græsningen i sig selv er en gave til f.eks. mange græshopper og sommerfugle. Men igen er variation afgørende. Græshoppernes æg behøver f.eks. høje temperaturer, men når først de er forvandlede og springer rundt mellem benene på os, er mange af dem afhængige af at kunne søge skygge med mellemrum. Sommerfugle er ofte kræsne og har helt bestemte plantearter på menuen eller som værter for æglægningen. Mange arter er gået tilbage og gør det stadig. Fordi deres værtsplanter og deres levesteder forsvinder. Få arter af danske sommerfugle trives. Det er typisk dem, som ikke stiller de store krav, og som er knyttet til de relativ få plantearter, der favoriseres i vores moderne, kultiverede og ensformige landskaber. I klitlavningen, som jeg går i, kan vi om sommeren opleve forskellige arter af perlemorssommerfugle, der er knyttet til tørre, sandede, ugødskede og åbne levesteder og deres planteliv. Og så er der noget der tyder på, at en art, der ellers også er gået tilbage mange steder i landet, er kommet igen, eller i hvert fald er set oftere de seneste år i terrænet her vest for Sønderho. Okkergul pletvinge, lyder navnet, og den har overrasket forskere, der har studeret arten på en lille forblæst og isoleret russisk ø. Her har pletvingerne gennem 100 år udviklet sig fysisk for at være i stand til at holde bedre fast i vegetationen. Mikroskopiske ændringer af sommerfuglenes kløer, gør de lokale individer bedre i stand til at modstå blæsten, der konstant truer med at drive dem ud over havet. Blot 100 generationer har været nok til at evolutionen har favoriseret individerne med bedre gribeegenskaber.

Okkergul Pletvinge på Trævlekrone, Fanø 

Tagrørskoven er i sig selv en spændende naturtype, men sine helt særlige indbyggede. Rørdrummen, den mystiske og sjældent sete brune hejrefugl, kræver en ”moden” rørskov med vand i bunden. Noget den finder her mellem Fanøs klitter. Men den lider ikke under dyrenes græsning af de nye rør i periferien. Faktisk regner man med, at rørdrummen udnytter de blå bånd under fødesøgningen. Og husdyrenes indtrængen i rørene bremses naturligt af vandets dybde, så der er ikke fare for at rørskoven græsses ned. Blot skabes der en blød overgang med masser af liv. Rørdrummen er vitterlig et mysterium. Alene at opgøre bestanden er en udfordring. Almindelige metoder fra ornitologiens verden, hvor antallet af stedfaste syngende hanner gennem yngletiden er lig med et ynglepar, kan ikke gøre det her. Man kan ikke se rørdrummen i den tætte rørskov, men høre den meget vidt omkring. Stemmen lyder, som når man puster i en stor tom flaske. Analyser af rødrummens stemme har vist, at der er individuelle forskelle. Ikke noget, vi lægger mærke til, men med den rette teknik har man kunnet følge enkeltindivider i England og opdaget, at hannerne er yderst mobile, selv i yngletiden. En rørdrum hørt den ene dag på én lokalitet, kan derfor være den samme, som man hører dagen efter på nabolokaliteten. Så er det ikke nemt at opgøre bestanden. Men en sådan findes på Fanø. Og at dømme efter antallet af registreringer (alt andet lige) mellem marts og juli, hvor fuglene gør mest væsen af sig, har bestanden på øen det godt. Rørdrummens stemme, dens såkaldte ”pauken” er dyb og lavfrekvent. Fordi lyde på denne frekvens strækker sig længere ud, hvilket åbenlyst er en fordel, når potentielle mager ikke kan se hinanden inde i rørskoven, der strækker sig over mange kilometer.  Jeg håber at støde på en rørdrum, hver gang jeg om vinteren bevæger mig rundt i udkanten af rørskoven. Af og til, især om vinteren, kan man være så heldig at se en rørdrum stå i udkanten af rørskoven, netop i det blå bånd. Denne dag skal jeg ikke være så heldig, men en anden af tagrørenes skjulte fugle viser sig. En mærkelig hønseagtig størrelse med lange ben og usikre vinger blafrer ind over sumpen. En vandrikse. Jeg ved den lever her, hører dens høje vræl ude fra rørene året rundt, men ser den uhyre sjældent. Og nu bare et kort øjeblik, der dårligt tillader mig at hæve kikkerten, inden den igen dumper ned i den skjulte verden af rør. Alligevel vækker det glæde at have fået de få sekunder i audiens. Normalt lusker vandriksen bare af, diskret så man ikke opdager den. Dens tæer er da også langt mere ”specialiserede” end de lidt uduelige vinger. Tæerne (det vi fejlagtigt kalder fødderne på fugle) er overdimensioneret lange for at vandriksen kan færdes på en blød, våd bund. På samme måde som snesko fordeler vores vægt over sneen. Ved at folde de lange tæer godt og grundig sammen ved hvert skridt fuglen tager på sin vej gennem rørskoven, undgår vandriksen at vikle fødderne ind i den tætte bevoksning.

Til sidst på min tur kan jeg se, at kvæget ikke længere kan følge med, og tagrørskoven bliver tættere. Det er helt efter planen. Men langs de spor, dyrene dog har lavet, finder jeg tranebær. Der er endda stadig røde bær på nogle af planterne på trods af årstiden. At de populære bær står her, er et tegn på, at tagrørene først er på vej ind over arealet. Tranebær findes i åbne våde kær, og hører til i behørig afstand til rørskov.

Græsning med naturformål for øje er ikke en simpel sag. Fagfolk diskuterer løbende, hvilke dyr, man bedst anvender på hvilke arealer. Grunden til at man flere steder udsætter ”vilde” heste eller sågar bison (som på Bornholm) er, at det ofte giver gode resultater at græsse med færre dyr året rundt i stedet for flere dyr begrænset til sommersæsonen. Overgræsning kan jo resultere i, at urterne ædes, inden de blomstrer, og så går ideen jo fløjten for alle de andre organismer. Variation og mangfoldighed er kodeordene.

Marco Brodde, januar 2021