"Klitterne på Fanøs strand gør jer til verdensmestre"

Sådan udtrykte den engelske geograf Paul Rooney det for et par år siden, da Fanø Kommune deltog i en konference om klitter og forvaltningen af dem. Med et glimt i øjet...

"I er verdensmestre i klitter, I ved det bare ikke!"

De nye klitter på Fanøs strand har været omdiskuterede. De vokser op på den tidligere jævne sandstrand og omformer landskabet til både fascination og nogle gange irritation, når man f.eks. ikke lige kan passere dem. Bussen rute er senest blevet lagt om for kunne kommer rundt om det mere bulede og til tider våde terræn.

Historien om klitternes opståen er historien om Fanøs dannelse. Vi kan således stadig se, hvordan naturen - heldigvis - stadig bygger Fanø større. Modsat længere oppe ad vestkysten, hvor havet æder af landskabet i en proces, der er lige så naturlig som klitdannelsen på Fanø og Rømø.

Man kan fortabe sig i mange spændende historier om, hvordan klitter udvikler sig, så her nøjes vi med den korte forklaring.

Fanø er vokset mod vest i flere tusind år. Hvilket ikke er ret lang tid i geologisk forstand. Øen en blot en ung teenager og udvikler sig således stadig. Det meste af øen består af sand, der kommer primært fra Nordsøens bund. Siden Vadehavets dannelse efter sidste istid har vandet fragtet enorme mængder sand ind mod fastlandskysten. Der ved er der dannet revler, der siden hen er vokset sammen og har skabt øer som Fanø, Rømø og mange andre øer syd på i Vadehavet. Den proces fortsætter stadig mange steder. Hvis øerne da ikke på et tidspunkt har nået deres vestligste grænse og begyndt at rykke tilbage. Som tyske Sild og halvøen Skallingen tæt på os.

I en generation eller to har man ikke bemærket det store på Fanø, men havet og stormene har fragtet masser af sand ind og op på stranden. Søren Jessens Sand var f.eks. stadig en isoleret sandbanke ude mod nordvest frem til engang i 1980´erne. I dag har sandet sørget for at Søren Jessens Sand er en del af stranden. Men løbende er resten af stranden også blevet bredere. Måske dobbelt så bred som for 100 år siden.

Den større mængde tørre sand på stranden er grundlaget for klitdannelsen. Nu er der pludselig sand nok til, at vinden kan bygge små - og med tiden større - klitter. Og det kan gå stærkt. Så længe sandmængderne er så rigelige. En række planter er tilpasset til at etablere sig i de unge klitter, hvor livet ellers er..."ustabilt" for dyr og planter. Men de er hurtige til at slå rod og udnytte pladsen, hvor ingen andre arter kan vokse. Når der sket, bliver klitten mere stabil og er i stand til at samle endnu mere sand omkring sig. Derfor plantede man da også tidligere klitgræsser som sand-hjælme ud i klitterne for at hjælpe dem på vej - som en form for kystsikring. Det er ikke nødvendigt i dag. Naturen klarer det selv, endda i et omfang, der på internationalt plan gør Fanø og Vadehavet til "verdensmestre". Mellem klitterne dannes ofte våde lavninger, hvor både regnvand og havvand kan samle sig og resultere i et sumpet område. Meget af Fanø, også helt inde i skoven, består af sådanne våde klitlavninger. Ude på stranden kan de våde områder i en tid lugte ganske fælt, og sandet kan blive sort eller rosafarvet. Dette har også en "naturlig forklaring", og det vil den næste naturhistorie på bloggen her handle om.

Vadehavets rurer har ét skud i bøssen...

Vi kan se dem på hver eneste tur til stranden, men deres liv er både ukendt for de fleste og stærkt fascinerende. Mød en af Vadehavets mærkelige væsener.

Rurerne ligner overhovedet ikke dyr ved første øjekast. Men mere en lille hård gevækst af hvidt kalk, der er vokset frem som en vorte på krabbernes skjold, på båden eller på sneglehusene. Rurerne er en slags krebsdyr, om end det heller ikke er let at se. Krebsdyr er en stor familie, og rurerne tilhører gruppen af såkaldte rankefødder. Arter af rankefødder må som voksne lide den tort at skulle sætte sig fast et nøje udvalgt sted uden mulighed for at flytte sig igen. De har ét skud i bøssen.

Kun som larver er de mobile og svømmer rundt for at finde et egnet sted at slå sig ned. Det siger sig selv, at det gælder om at vælge rigtigt. Den mest sikre strategi må derfor være at vælge et sted, hvor der allerede sidder mange artsfæller. Selvom konkurrencen om pladsen dér kan være ubarmhjertig hård. Rurerne bliver kemisk tiltrukket af hinanden, så de flokkes nemt. Når først de har slået sig ned, dannes de karakteristiske kalkplader omkring dyret. Pladerne kan skydes op i toppen som en dør, og ud gennem åbningen krænger rurerne deres ben. Benene er formet som små net, der kan fange den mikroskopiske føde, der kommer flydende med vandet.

Rurer på knivmusling. Mange er stadig lukkede og levende

Den største udfordring for havdyr i et tidevandsområde er udtørring. Til dagligt må de kunne overleve timerne omkring lavvande, men også længere perioder med fralandsvind og tørke i dagevis hører til tilværelsen for Vadehavets dyr. Og få dyr er som rurerne tilpasset de ekstreme forhold. Forsøg har vist, at de er i stand til at  overleve en hel måned uden vand og dermed uden føde. Endda rurernes æg og larver kan overleve i ugevis i den beskyttede hule.

Kampen om de gode pladser i "kolonien" er hård. For det første må larvene, når de etablerer sig, vælge den rigtige placering i forhold til lys og skygge. I forvejen sidder der måske (hundrede)tusindvis af voksne livskraftige individer, der ikke viger pladsen. Undersøgelser har vist, at der faktisk kun er plads til, at 2-5 % af larverne kan finde en plads, der er stor nok til, at de kan vokse sig store. Nogle individer sætter sig på sneglehuse, krabber eller hvaler. Så er de pludselig mobile. Og rurerne, der har sat sig mellem øjnene på en krabbe, får endda glæde af den vand, krabben hele tiden skovler hen forbi munden. Men krabben kan dø og skylle op på stranden. Og så slutter livet selv for de hårdføre rurer.